Læs mere fra bloggen: John Rydahl
Blog
Kulturel fordummelse - replik til regeringens uddannelsesudspil
Offentliggjort
Sidst opdateret
Det er en ofte fremført floskel, at uddannelse er det bedste råstof, vi har i Danmark, fordi vi som samfund i høj grad lever af vores viden. Nu har den nye flertalsregering så taget konsekvensen af denne banalitet som værende en død metafor og fremsat et forslag til reform af uddannelsesområdet, som forringer niveauet i universiteternes kandidatuddannelser.
Men at noget er banalt, er jo ikke ensbetydende med, at det er forkert. Snarere tværtimod kan det jo betyde, at det er indlysende rigtigt. Og sådan er det vel med et samfunds uddannelsesniveau – jo mere viden, der er indsamlet, og jo mere nuanceret denne viden er, des bedre mulighed for at håndtere tidens udfordringer fornuftigt.
Derfor er det en katastrofe med forslaget om en forringelse af kandidatuddannelserne og med de forskellige niveauer i kandidatuddannelserne. Går forslaget igennem kan man ikke længere regne med, at en kandidat er en kandidat, og samlet set vil vi gå en tid i møde, hvor kurven for landets samlede kulturelle intelligencia er faldende. Det er det næppe fremtid i. Kulturer er tidligere i historien gået under pga. dumhed.
Udfordringer i uddannelsespolitikken
At der er forskellige udfordringer på uddannelsesområdet skal der selvfølgelig ikke lægges skjul på. Således har fx Socialdemokratiet gennem adskillige årtier mere eller mindre eksplicit argumenteret for en 12-årig enhedsskole. Den er nu i praksis næsten ved at have etableret sig, men det er ad bagvejen og i noget anderledes udgave, end den nogensinde var tænkt, nemlig som en succes for gymnasieuddannelserne, som knap 75% af de unge søger ind på. Modsat søger kun 20% ind på en erhvervsuddannelse, hvilket nu giver store udfordringer mht. rekruttering af faglært arbejdskraft.
At det er gået sådan, kan ikke overraske, når man betænker det uddannelsessnobberi, der præger kulturen. I den almindelige opfattelse har de teoretiske uddannelser nemlig været anset for finere og vigtige end de praktiske. Og da forældre, som de er flest, vil det bedste for deres børn, har de i vid udstrækning og godt understøttet af skolen, som i hovedsagen også er etableret på den teoretiske viden, guidet deres børn i retning af gymnasiet. Ånden har således fået lov at rangere over hånden, hvor forholdet snarere burde forstås dialektisk, så man også havde blik for den ånd, der ligger i håndens arbejde.
Omprioritering nødvendig men svær og langvarig
Forholdene, som de er, kalder på en omprioritering, som politisk set, kunne handle om at se på kvaliteten af de bygninger, hvori ungdomsuddannelserne praktiseres og på placeringen af dem if. til tilgængelighed fra offentlige transportmidler. Herfra skal lyde en formodning om, at gymnasierne i gennemsnit tager sig mere indbydende ud end erhvervsskolerne, og at de ligger bedre if. til den offentlige trafik. ”Follow the money” som det ofte udtrykkes ude i det private erhvervsliv, når man vil lave en hurtig analyse af en institutions eller samfunds prioriteringer. Det samme kunne man så gøre i relation til løn og arbejdsforhold efter endt uddannelse, som så selvfølgelig skal følges op af handling, hvis der skal skabes større respekt om de praktiske uddannelser. Her kunne et let og synligt indgreb være et droppe termen ’højere uddannelse’, da den jo netop indikerer, at nogle uddannelser er finere end andre, hvor de måske blot adskiller sig fra andre?
Sådanne ændringer gøres dog ikke ’over night’ med et trylleslag. Der skal derimod tages mange konkrete initiativer for at ændre kulturens opfattelser og prioriteringer på dette område, og her batter det næppe meget blot at forringe universitetsuddannelser – tværtimod. Det vil blot gøre os dummere, hvorfor en simpel dimensionering synes at ligge mere lige for og være langt billigere, da der selvfølgelig ikke er ræson i at uddanne unge mennesker til arbejdsløshed.
Praksisfaglighed
I relation til regeringens samlede udspil synes der således langt mere perspektiv i børne- og undervisningsministerens udspil om udvikling af praksisfagligheden inden for de forskellige fag. Det er en tendens, som har været på vej i flere år, og som bl.a. er vokset ud af den foregående tendens med praktisk-musiske aspekter i undervisningen og af den spirende innovationspædagogik, hvor projektarbejdsformen er ved at få sin renæssance. Indtil videre ser det dog ikke ud til, at det er ændringer som for alvor har sat sig i elevernes oplevelse af, hvad skolens undervisning går ud på. Den er i høj grad stadig den gamle ’røv til sæde’, hvorfor det kunne være tiltrængt med en udvikling af praksisfagligheden i alle fag.
I prøvebestemmelser for kulturfagene blev det tilbage i slutningen af ’00-erne, da afgangsprøven, blev mundtlig skrevet ind, at der som en del af prøveforberedelsen skulle skabes et produkt til belysning af elevernes problemstilling. Det var et forsøg på at fremme de praktiske-musiske aspekter i faget, men det har ikke, som så mange andre elementer i prøvebestemmelser givet sig konkret udslag i undervisningen – givet fordi vi siden har været igennem en lang periode med læringsmålstyring, som gjorde at mange flere lektioner er blevet gennemført som enkeltfaglig undervisning. Måske en dagsorden med praksisfaglighed igen kunne inspirere til mere tværfaglighed, som skolen jo if. loves §5 er forpligtet på.
