Religionslærerforeningen
Blog
Til lykke til folkeskolen med de 200 år - og lidt til
Skolen som barn af kirken
Alt efter hvordan man ser på dette års store fødselar, kan man spørge sig selv, om det den man ønsker til lykke er en ældre ærværdig kone, der er ved at have udspillet sin rolle, eller snarere en moden kvinde på vej ind i sin bedste alder? 200 år er jo da noget set i et menneskeligt perspektiv, mens det i historiens – eller evighedens for dens sags skyld – ikke er for meget at regne.
Som 200-årig er Folkeskolen skolen for alle, mens skolen som undervisning trækker tråde en del længere tilbage, både som selvstændig institution og som del af kirken.
Skolen – barn af kirken
Det er i dette længere perspektiv at årets fødselar forvandler sig fra gammel kone til moden kvinde. Det første dokument vi i Danmark har om formaliseret undervisning, stammer tilbage fra midten af 800-tallet og beretter om, hvordan Ansgar forsøgte at banke lidt læsefærdigheder ind i 12 uvorne drenge i Slesvig.
Med kristendommens indtog i Danmark op gennem middelalderen kom også kirkens undervisning i form af kirkeskolerne, der havde til formål at uddanne præster, og som der den dag i dag fortsat ses spor af i de forskellige katedralskoler rundt om i landet.
Inden for katolicismen har undervisning altid været prioriteret højt, hvilket blev videreført af protestanterne efter reformationen, hvor vi med kirkeordinansen fra 1539 får det første officielle formål med det at holde skole i Danmark. Her står der, at formålet med skolens undervisning er:
”At Børnene må optugtes og udi Sindene beredes til Evangelium, af hvilken Forberedelse den første Barndom bliver skikket til sand christelig Gudsfrygtighed. Derved lærer de den kunst, der kræves, enten for at udbrede Guds Ære i Kristendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt og veerdsligt Regimente.”
Ikke overraskende er det et teologisk funderet dannelsesideal, der ligger til grund for dette formål, og lige så lidt overraskende er det, at dette ideal via enevældens kongekirke følger med over i de første statslige skoler. Med den obligatoriske konfirmation, som det lykkedes pietisterne at få indført i 1736 var skolens religionsundervisning en naturlig forudsætning herfor, da kirke og konge i store træk var et fedt. For de såkaldte rytterskolers vedkommende hed det i 1739:
”Vi Christian den Sjette ... giøre vitterligt« ... »at lade danske Skoler ... saaledes indrette, at alle og enhver, end og de fattigste Børn overalt paa Landet kunde tilstrækkeligen undervises om Troens Grund samt Salighedens Vey, Orden og Middeler, efter Guds Ord og den Evangeliske Kirkes sande i Børne Lærdommen korteligen forfattede Lære, saa i at læse, skrive og reigne, som saadanne Videnskaber, der ere alle og enhver, af hvad Stand og Vilkor de end maatte være, nyttige og fornødne.”
Og da den brede almueskole ser dagens lys i 1814 er det tydeligvis også denne tænkning, der skinner igennem og fortsat et teologisk dannelsesideal, der bærer skolens virke.
”Ved Børnenes Undervisning skal der i Almindelighed tages Hensyn til at danne dem til gode og retskafne Mennesker, i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære; samt til at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten.”
Sådan kom det altså til verden – ”barnet” – på en forestilling om, at gode og retskafne mennesker, var mennesker, som levede deres liv på den evangelisk-christelig lære.
Skolen kommer i puberteten
Som det fremgår af annalerne forløb de første 100 års opvækst trygt og godt. Moderens havde et fast men kærligt tag om opdragelsen og tilså med jævne mellemrum barnets udvikling. Med ved indgangen til 1900-tallet og det, der siden er blevet kaldt barnets århundrede, begyndte det nu store barn at røre på sig. Den havde tilsyneladende brug for at skabe distance og lægge afstand til sit ophav. Havde hørt om nye videnskaber som fx psykologien og var fascineret. Her var indsigter, som overtrumfede den teologiske tradition. Gjorde den op med teologiske dogmer til fordel for udvikling af medfødte evner og anlæg, kunne den i egen optik nå meget længere med sit virke. Og så obsternasig opførte den sig, at den i 1937 i nogen grad fik løbepas i form at et nyt formål. Nu hed det:
”Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.”
Som det ses har perspektivet forrykket sig, så psykologien har overtaget som forankringspunk for dannelsesprojektet i skolen som helhed. Hvor alle skolens fag frem til 1937 var forpligtet på det teologiske dannelsesideal, er det fra ’37 og frem kun religionsundervisningen, der funderer sig i det teologiske, fordi den fortsat er kirkens forlængede arm ind i hovedet på eleverne. Skolens religionsundervisning skulle fortsat forkynde den evangelisk-lutherske lære som den sande udlægning af tilværelsen.
Billedligt talt kan man sige, at kirken rider med på de generelle tendenser i tiden ved at give pubertetsbarnet lang snor og udvidet bevægelsesfrihed til at udvikle sig i den retning, barnet selv ønsker, men som mor sikrer hun sig i en eller anden forstand at have snor i barnet gennem et enkelt fag. Hertil kommer så, at kirken helt frem til begyndelsen af ’70-erne havde det formelle tilsyn med skolens religionsundervisning. Mor kunne altså uden at banke på træde ind på barnets værelse og inspicere, hvis hun ville, hvilket hun dog i de sidste år stort set ikke gjorde.
Skolen flytter hjemmefra og smækker med døren
Tendensen med at distancere sig fortsatte efter ’37 og kulminerer med vedtagelsen af endnu et nyt formål for skolen i 1975. Her har perspektivet igen forskubbet sig, så den politiske dannelse nu rangerer over den psykologiske, mens det teologiske perspektiv helt er gledet ud. Der står fra ’75 og frem ikke et ord om kirke, religion, kristelighed eller evangelium i skolens formål. Her var det opdragelsen til demokrati, der dominerede. Og i overensstemmelse med denne udvikling blev religionsundervisningen omdøbt til kristendomskundskundskab, hvilket var et signal om, at undervisningen på linie med skolens øvrige fag, skulle være kundskabsmeddelende og ikke forkyndende. Religionsundervisningen skulle ikke længere lede frem mod konfirmationsforberedelsen, men var defineret som en selvstændig enhed med eget formål.
Disse ændringer gav anledning til en længere periode med kold luft mellem skolen og kirken mange steder i landet – mere udbredt i storbyerne end på landet og i øst end vest. Barnet var flyttet hjemmefra og mente at kunne klare sig selv, hvilket det langt hen ad vejen også kunne. Om man må vel sige, at såvel skolen som dens religionsundervisning har formået at etablere en egen identitet uafhængig af kirken, så den nu er moden til igen at tage samtalen op.
Ny skolereform – nye muligheder
Indeholdt i reform for skolen, som i dette skoleår planlægges til implementering fra august er i hvert fald et element om den åbne skole, hvor den enkelte skoleleder forpligtes til at etablere forpligtende samarbejdsaftaler med andre lokale interessenter som fx musik- og ungdomsskoler, sportsforeninger, virksomheder og den lokale kirke.
For den sidste institutions vedkommende har der allerede på initiativ fra moderen været en igangværende dialog gennem mere end 20 år i form af de folkekirkelige skoletjenester, som så dagens lys tilbage i ’92. Via de folkekirkelige skoletjenester tilbydes skolerne undervisningsforløb, som i modsætning til tidligere nu er på skolens præmisser. Da moderen forsigtigt bankede på datterens dør, gjorde hun med det samme opmærksom på, at hun udmærket var bevidst om, at datteren nu var herre i eget hus, så mistanken om at hun ville sætte dagsordenen, som da datteren boede hjemme, kunne manes i jorden fra begyndelsen. Det har gennem de seneste 20 år i stigende grad ført til mange og varierede former for samarbejde og med sine ca. 30 lokalt forankrede skoletjenester rundt om i hele landet er kirken godt gearet til at indgå forpligtende samarbejder med skolen som en del af den nye reform.
