Religionslærerforeningen
Blog
Åben skole! - Tid til besindelse?
Gennem de seneste fire år har der været lugtet blod rundt om de danske folkeskoler, hvor diverse kulturinstitutioner, sportsforeninger og andre har stået på lur i buskadset for at kaste sig over ”Rødhætte”, hvis lejlighed skulle byde sig.
Et af de elementer i den seneste reform, der ikke blot fra de instanser, der på forhånd blev udpeget som obligatoriske samarbejdspartnere, men bredt set er blevet taget godt imod, er det om Åben skole. Med det initiativ skulle eleverne mere ud i lokalsamfundet og virkeligheden mere ind i skolen. Rundt om i landets kommuner, er der således etableret diverse elektroniske portaler – som fx Skolen i Virkeligheden - med lokale tilbud, som lærerne har kunnet inddrage i planlægningen af deres undervisning. Parallelt hermed har en lang række kulturinstitutioner lanceret færdigsyede tilbud om udvalgte emner målrettet bestemte klassetrin – alt sammen garneret med ministeriets færdigheds- og vidensmål og lige til at lægge ind i skolernes årsplaner: Et bestemt teaterstykke til første klasse i tredje uge af november, blokfløjte i musikskolen i anden, besøg af tredje klasse hos naturvejlederen hvert år i maj, salmesang i den lokale kirke i januar for fjerde klasse, det lokale kunstmuseum på femte trin og en kampsportsinstruktion i sjette mv. Hvor svært kan det være? Og hvor let? Desværre alt for let, fordi det er praktisk med faste rutiner, og eleverne er jo nye hvert år, så hvorfor opfinde den dybe tallerken hvert år, når nu forberedelsestiden er skåret så drastisk ned, som det undskyldende lyder rundt omkring? Måske fordi sådanne rutiner i længden er mere fordummende end dannende.
Med dette ikke være sagt at alle de mange tilbud ikke er gode og velgennemarbejdede. Det er hovedparten af dem uden tvivl, men spørgsmålet er, om de også altid tjener skolens formål. Det gør de ikke nødvendigvis, blot fordi der er lavet ”copy-paste” fra Fælles Mål. Nok er mange tilbud aldeles lødige, men hovedparten af de mange interessenter kommer alligevel også med deres egne dagsordener, når de tilbyder sig til skolens undervisning. De har enten noget, de gerne vil formidle, eller et medlemstal, de gerne vil have forøget. Og ikke sjældent følger der med samarbejdet en lille flyer til eleverne med oplysning om, hvordan man melde sig ind i dette eller hint.
Lader man som lærer sligt passere, er man allerede gået over stregen for, hvad der er skolens virke. Skolen er nemlig ikke sat i verden for at oppe hverken besøgstallet på landets kulturinstitutioner eller medlemstallet i diverse foreninger. Ej heller for at lade et kunstmuseum definere, hvad god kunst er, eller hvad kunst kan bruges til.
Skolen skal alene oppe elevernes almene dannelse og personlige udvikling gennem faglig undervisning og sociale aktiviteter. Derfor er der brug for at skærpe den kritiske sans, når man orienterer sig i de mange tilbud, så man sikrer sig, at det man vælge at benytte sig af, tjener det overordnede sigte med skolen virke og den undervisning, man har planlagt at lade tilbuddet indgå i.
En del af den kritiske distance handler også om en besindelse på, hvad skole overhovedet er – nemlig en suspension af det virvar af indtryk, som virkeligheden uden for skolen flyder over med. Skolen er i den forbindelse ”et helle”, hvor eleverne under beskyttede og kontrollerede forhold kan eksperimentere med afgrænsede udsnit af virkeligheden og på den måde frit udvikle sig til myndighed. Af netop den grund er skolens undervisning gennem tiden ofte blevet kritiseret for at være ”en som om virkelighed”. En kritik, som har noget på sig, for det netop er, hvad skolens undervisning per definition. Og det er den, fordi opgaven er kalkuleret læring med henblik på etablering af livsduelighed hos den enkelte elev ude i den egentlige virkelighed. Hvad der i den forbindelse er skolens force, er, at den også er et magtfrit rum – i betydningen uden særinteresser af politisk art i begrebets bredeste betydning. Et vilkår der forsvinder, så snart man træder ud af skoleporten.
Så spørgsmålet er om politikerne, da de lagde elementet om den åbne skole, i virkeligheden gjorde, som det siges i Matthæusevangeliet kap. 10, v. 16: "Se, jeg sender jer ud blandt ulve".
Det er i hvert fald en overvejelse værd, og det er under alle omstændigheder lærerens opgave at beskytte ”Rødhætte”.
