Religionslærerforeningen
Blog
Ny læseplan og undervisningsvejledning
sympatisk men unødig omstændelig
Siden skoleårets begyndelse har vi arbejdet efter nye reviderede læseplaner og med inspiration fra ditto vejledninger. Dette som konsekvens af den afgående minister Merete Riisagers indgreb mod den læringsmålstyrede undervisning og de mange bindende færdigheds- og vidensmål. Af uransaglige grunde blev de reviderede bestemmelser dog først offentliggjort samme dag, som skolerne begyndte efter sommerferien, så ingen lærere har kunnet planlægge efter dem til årets første undervisningsforløb eller i forbindelse med årsplanlægningen. Som minimum kunne man have ønsket sig dem offentliggjort senest 1. maj.
I den oprindelige annoncering af revisionen forlød det, at den alene skulle justere i forhold til nødvendige opdateringer affødt af lovændringen. Dette kan have været en af bevæggrundene til, at skrivegrupperne blev meget beskedent bemandet. Således har der i religionsgruppen ud over ministeriets egne folk kun siddet to eksterne medlemmer – en ’pennefører’ og en kommentator.
Dette gav som udgangspunkt god mening, da der ud fra en nøgtern vurdering - i hvert fald for religionsfagets vedkommende - ikke rigtig tegnede sig nødvendige justeringsbehov. Alligevel har vi så fået en markant anderledes læseplan og vejledning! Hvorfor mon det?
En stor del af forklaringen skal efter sigende findes i den meget omfattende skrivevejledning, som arbejdsgrupperne fik som grundlag for revisionen. Her blev der lagt op til, at der i læseplanen skulle gøres rede for progressionen mellem de forskellige niveauer i hierarkiet af bestemmelser fra skolens overordnede formål over fagformål, kompetenceområder og ditto mål samt færdigheds- og vidensområder til indhold, metodik og evaluering.
Med den præmis er resultatet blevet en opsvulmet læseplan, der giver mindelser om Fælles Mål fra 2004 – dette bl.a. fordi hvert enkelt af de underområder, som kompetenceområderne er inddelt i, nu er beskrevet på alle tre niveauer i forløbet. Hvad der er hermed er blevet indskrevet i kategorien ’læseplan’ kunne med god ret få nogen til at hævde, at genren er blevet presset til det yderste af, hvad en læseplan er – nemlig en angivelse af, hvad der skal arbejdes med i de respektive fag. En stor del af indholdet i de udsendte læseplaner hører således sagligt set til i vejledningerne. Men på trods af dette skal ministeriet have, at læseplanen indeholder en sympatisk beskrivelse af faget, der holder sig inden for det fagsyn, som har været gældende siden de store ændringer i 1993. Og mange kolleger ser tydeligvis stort på det med genren og glædes over, at man nu igen kan kende skolens logik i ministeriets beskrivelser af undervisningen – altså at vi efter fem fagligt set magre år igen skal undervise i retning af skolens formål og de enkelte fagformål.
Nævnes skal det også, at læseplanen flere steder end tidligere lægger op til en inddragelse af ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser på yngre trin, hvilket måske kan siges at være endnu et lille skridt på vejen mod en ophævelse af skolelovens paragraf 6.
Vejledningen
Anderledes deprimerende er det at læse vejledningsteksten. Bortset fra den gode tanke bag ideen om at fremskrive konkrete eksempler på fagets forskellige tilgange til undervisningen, er det svært at få øje på bevæggrundene bag de ændringer, der er foretaget i vejledningen. Udeladt er således hovedparten af de tidligere illustrerende figurer, som var med til at give lærerne et hurtigt overblik over fagets indre logik – herunder især den, der viste den faglige forankring af undervisningen i såvel teologien som i religionsvidenskaben. Udeladt er også de tidligere beskrivelser af overordnede faglige begreber, som var med til at vinkle den faglige forståelse i relation til skolens samlede virke.
Ovenstående er i særlig grad et praktisk problem i relation til det at skulle være vejledning for betrængte lærere.
Fra en faglig synsvinkel er den upræcise beskrivelse af de forskellige tilgange til undervisningen og de tilhørende eksempler dog værre. Således beskrives den komparative tilgang i modsætning til tidligere alene som religionsfænomenologi og ikke som den særlige kausale variant heraf, hvor man arbejder med påvirkninger mellem religioner fx i form af indlån af fortællinger eller andet fra én religion til en anden.
Et andet problem i beskrivelserne er, at der ikke altid er sammenhæng mellem den teoretiske redegørelse og det praktiske eksempel. Værst er det under beskrivelsen af den hermeneutiske tilgang, hvor der ikke findes skyggen af hermeneutik i eksemplet. I sådanne tilfælde bliver den ellers gode ide med konkrete eksempler mere vildledende end vejledende.
Endelig må man undre sig over ændringerne i vejledningens bilag, som tidligere samlede læseplanens indhold op i, hvad man kunne kalde en pixi-udgave til hurtigt overblik. Den fulgte tidligere kompetenceområderne, men er nu - bortset fra de to første kompetenceområder om Livsfilosofi og etik samt Bibelske fortællinger, bygget op over religionerne. Det kan tolkes som et tiltrængt forsøg på at styrke bredden i faget, hvilket er positivt, men det virker samtidig rodet og inkonsekvent, da man samtidig har udeladt at beskrive indholdet i et par livsopfattelser uden for religionerne. Og værst af alt i denne kategori er oversigten over kirke- og kristendomshistoriske highlights udeladt.
Sidst men ikke mindst er ministeriet med dette faghæfte begyndt at angive kilder i form af teksthenvisninger, hvilket er problematisk af to grunde - dels fordi man som offentlig myndighed fremhæver nogen frem for andre, dels fordi den konkrete referenceliste kun anfører et lille udsnit af det tekstkorpus, der ligger til grund for indholdet af faghæftets inspirationsmateriale.
Hvad begrundelserne for denne række af forringelser i noget, der blot skulle være nødvendige justeringer som konsekvens af lovændringen, er, kunne være interessant at høre.
