Religionslærerforeningen
Blog
Er tiden mon ved at være moden til at tale om elevernes åndelige udvikling?
Der har fra Undervisningsministeriets side gennem årene været taget forskellige initiativer til at understøtte skolens arbejder med elevernes alsidige udvikling. Kun i relation til ét udviklingsaspekt er der intet kommet - nemlig elevenes åndelige udvikling.
I forbindelse med de politiske drøftelser af revision af skoleloven tilbage i begyndelsen af ’90-erne blev resultatet et mere differentieret syn på elevernes alsidige udvikling. I ’75-loven omfattede den: den intellektuelle, den sociale, den fysisk og den følelsesmæssige udvikling, mens man i de generelle bemærkninger til loven fra ’93 og i særlig grad til formålsparagraffen, som fortsat er juridisk gældende, fordi intentionerne i de senere revisioner heraf ikke er nævneværdigt ændret, kan læse, at den også omfatter: den musiske, den åndelige og den etiske udvikling (værdier og holdninger). Konkret er formuleringerne de to steder, som følger: ”Den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling indbefatter både åndelig, intellektuel, musisk, fysisk og social udvikling” og ”… alle elever stilles over for nye udfordringer, både intellektuelt, følelsesmæssigt, socialt og med hensyn til opbygning af værdier og holdninger” (etikken).
Siden har ministeriet taget forskellige initiativer til understøttelse af de forskellige aspekter af elevernes udvikling. Det gælder fx det praktisk-musisk islæt, som i faghæfterne til loven blev gjort til et tværgående tema i alle skolens fag, og det gælder det forøgede fokus på faglighed, som har præget skolepolitikken siden slutningen af ’90-erne, og som kulminerede med det læringsmålstyrede koncept i forlængelse af skolereformen i 2014. Dette i særlig grad til understøttelse af elevernes intellektuelle udvikling. Derudover kom der som element i reformen et krav om 45 minutters bevægelse om dagen til styrkelse af den fysiske udvikling. Sideløbende hermed er der i skolen indført trivselsmålinger for at være opmærksom på elevernes sociale og følelsesmæssige udvikling, og ideen om dannelse til åndsfrihed, ligeværd og demokrati, hvorunder etikken ligger som et fundament, har inden for de seneste par år fået sin egen platform på EMU.
Men hvad blev der af elevernes åndelige udvikling?
Det eneste ministeriet endnu ikke har taget initiativer i forhold til, er aspektet med den åndelige udvikling. Faktisk har de snarere negligeret det. I umiddelbar forlængelse af loven fra ’93, skrev vi fra foreningens side til ministeriet for at høre, hvad der mere konkret lå i begrebet om den åndelige udvikling og fik et venligt brev tilbage om, at man planlagde udsendelse af et såkaldt temahæfte herom. Det kom dog aldrig, og som svar på en opfølgende forespørgsel fik vi det svar, at sagen var udskudt på ubestemt tid.
Derfor var forventningerne store, da ministeriet i 2009 udsendte Faghæfte 47 om elevernes alsidige udvikling, men skuffelsen større, da begrebet om åndelighed her alene optrådte som reference til FN’s konvention om børns rettigheder, som netop foreskriver, at undervisning i medlemslandene skal tage sigte på en udfoldelse af børns åndelige evner. Men det skulle tilsyneladende ikke følges op i dansk skolepraksis, da begrebet eller aspektet i resten af hæftet glimrer ved sit fravær.
Væk var også den musiske udvikling, som i hæftet blev omsat til den æstetiske udvikling. Om det åndelige aspekt på kryptisk vis var indtænkt i denne ændring, står der intet om, hvorfor svaret blæser i vinden.
Det samlede sæt af aspekter i skolens arbejde med elevernes alsidige udvikling blev således på ministerielt niveau reduceret til seks – nemlig: den emotionelle, intellektuelle, fysiske, sociale, etiske og æstetiske – selv om loven foreskriver syv.
Siden er arbejdet med elevernes alsidige udvikling på det formelle plan blevet yderligere nedprioriteret via en udlicitering til kommunerne, hvorfor Faghæfte 47 ikke længere er gældende. Som kompensation herfor og til inspiration for det lokale arbejde har ministeriet bedt et konsortium med Rambøll Management i spidsen udarbejde en rapport om det forskningsmæssige belæg for arbejdet med elevernes alsidige udvikling. Her udvandes lovteksten indkredsning af skolens arbejde med dette aspekt i undervisningen totalt til fordel for en langt mere diffus og moraliserende forståelse, som allerede afsløres i indledningen til rapporten, hvor konsortiet skriver: ”I denne kortlægning forstås alsidig udvikling som noget, der kommer til udtryk gennem elevernes kreativitet, initiativ, motivation, selvstændighed, nysgerrighed, engagement, ansvarlighed, vedholdenhed, selvbevidsthed, deltagelse, empati og følelser. Derudover omfatter alsidig udvikling også elevernes sociale kompetencer, herunder at kunne indgå i relationer og evnen til at samarbejde, regulere egne følelser og adfærd, elevernes demokratiske dannelse og evnen til aktivt at kunne indgå i demokratiske processer.
Den barske kontekst til skolen
Parallelt med udviklingen og den stedmoderlige behandling af arbejdet med elevernes alsidige udvikling generelt og med det åndelige aspekt heraf i særdeleshed har man i relation til og rundt om skolens arbejde kunnet konstatere en markant stigning i såvel antallet af unge med psykiske lidelser som i antallet af unge helt ned i 10 års alderen til hvem, der udskrives diverse former for psykofarmaka. Forhold som understøttes af den negative udvikling i resultaterne i skolens trivselsmålinger. Om der er en sammenhæng mellem dette og skolens og hele samfundets manglende opmærksomhed på tilværelsens åndelige aspekter, som Børnekonvensionen peger på som centralt for børns udvikling, skal ikke kunne siges, da det nok forudsætter, at vi får kortlagt, hvad, vi mener, den åndelige udvikling dækker over, samt hvad den kan bidrage med til forståelse og håndtering af et liv. Det er forhåbentlig noget af det, som psykolog/ph.d. Dorte Toudal Viftrup fra SDU vil kaste lys over i sit forskningsprojekt om udvikling af sprog for de åndeligt-eksistentielle sider af tilværelsen (jf. Religionslæreren 4/21).
Sidste gang det åndelige aspekt var en del af dansk skoletænkning var tilbage i Den blå Betænkning fra 1958. Siden har det – bortset fra bemærkningen i ’93-loven – været glemt eller måske direkte tabuiseret, hvorfor det er blevet svært at tale om, da sproget for det også er forsvundet. Af den grund kunne det være ønskeligt med en indkredsning af fænomenet.
