Religionslærerforeningen
Blog
Flere kanoner i folkeskolen? Nej tak!
Knapt er politikerne blevet enige om at detailstyre indholdet i skolens undervisning mindre, før de konservatives uddannelsesordfører Mai Mercado foreslår endnu en kanon - nu om kristendom. Det er ikke godt.
Tilbage i november foreslog den konservative uddannelsesordfører Mai Mercado sekunderet af Dansk Folkeparti, både at undervisning i Muhammedkrisen skulle gøres obligatorisk, og at der skulle indføres en kristendomskanon i skolens undervisning for i højere grad at gøre danske børn beviste om kristendommen historiske og kulturelle betydning for det danske samfund og de værdier, det bygger på. Intentionen er der således ikke noget galt i – den ligger allerede i bestemmelserne for skolens undervisning, men metoden er helt skæv!
Det svarer til at tvinge sit barn til at spise leverpostej, fordi det gør man altså i Danmark, selv om ungen ikke kan få det ned og kun får opkastfornemmelser. Her ville enhver forældre, der i sandhed elsker sit barn, i øvrigt som minimum også gå efter at serverer den fransk version, foie gras, fordi de længere sydpå går mere op i gastronomi, og derfor har en højere kvalitet. Men det vist en variant, der er overvejet.
Sagen er nemlig den, at hverken det med Gud, kristendom eller kirke siger det gennemsnitlige danske skolebarn ret meget, fordi det ikke spiller nogen synderlig rolle i deres daglige liv. Det kunne man selvfølgelig bruge som argument for en opprioritering, men det holder kun, hvis man ingen indsigt har i pædagogik. Forsøger man nemlig at proppe kristendommen ned i halsen på eleverne, som kagedejen i kødhakkemaskinen, når der skal bages vaniljekranse til jul, preller det af som vand på gås. Og dermed er god undervisningstid spildt.
Selv har Mercado som et af sine kanonpunkter, at eleverne skal have kendskab til de to danske hoffilosoffer Grundtvig og Kierkegaard, men hun har tilsyneladende ikke selv forstået pointerne i to af de mest citerede passager i deres forfatterskaber. Hos Grundtvig hedder det i en salme, ”at en har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær” og hos Kierkegaard: ”at man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmes må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”
Overføres disse pointer på samtidens elever er det primært de etiske aspekter ved religionerne, der kan engagere dem. Er emnerne for undervisningen fx løgn, tyveri, mobning og vold eller svigt at sine venner, vågner eleverne og vil gerne vide, hvad religionerne har at sige til om dette, samt hvilke værdier, der ligger bag synspunkterne. Det samme er ved at vise sig i forhold til klimakrisen.
En anden grund til at forslaget ikke duer er, at der er vished for, at den vigtigste enkeltfaktor for god og effektiv undervisning er lærerens engagement i stoffet og i eleverne. Med centralt fastsatte og dermed obligatoriske indholdspunkter indsnævres lærernes didaktiske råderum, hvilket er krænkelse af deres professionalisme, som uvilkårligt afføder skår i arbejdsglæden. Det burde stå tydeligt også for Mai Mercado efter flere års ørkenvandring gennem perioden med undervisningsministeriets forsøg med indføring af det læringsmålsstyrede koncept, der kun fik den faglige kvalitet til at dale. I den forbindelse hjælper det ikke noget, at Mercado i sit udspil skriver, at kononpunkterne skal være frivillige. Det kan de jo ikke, da definitionen på et kanonpunkt netop er, at det er obligatorisk. Og som frivilligt indhold, står alt, hvad Mercado foreslår, allerede i faghæftet for kristendomskundskab.
Derudover er der intet belæg for at hævde, at centralt fastsat indhold, skulle fremme opfyldelsen af det egentlige formål med skolens virke – tværtimod.
Også at en grund var det ærgerligt, at en siddende minister fraskrev sig muligheden for at få nogle uvildige bud på en revitalisering af skolens religionsundervisning ved at afvikle den ministerielle rådgivningsgruppe, som hendes forgænger lige nåede at etablere inden udskrivelsen af det seneste valg. Det kunne måske have givet stof en større revision.
Når det nu ikke skete, skulle Mai Mercado i stedet bruge kræfterne på at hæve timetallet til kristendomskundskab fra de nuværende en lektion om ugen til to, hvis hun for alvor mener noget med vigtigheden af kristendom. Det kunne endda gøres uden økonomiske konsekvenser, hvis man blot konverterer en af de understøttende timer til religionsundervisning.
