Religionslærerforeningen
Blog
Islam - en del af dansk kultlur?
Hvor stor tilslutning skal islam have, og hvor længe skal islam have været repræsenteret i Danmark før formålsparagraffens krav om elevers fortrolighed med dansk kultur indbefatter solid indsigt i islam?
Sidste år var FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed for første gang i funktionens 30-årige historie på besøg i Danmark. I februar i år kom så hans rapport, hvis hovedkonklusion er, at såvel religions- som trosfriheden er målbare realiteter i Danmark.
På trods af dette undlader den tidligere professor i menneskerettigheder, tyskeren Heiner Bielefeldt, dog ikke at løfte pegefingeren over forholdene i Danmark. Der er, skriver han i rapporten, især for muslimer et problem i forhold til forståelsen af danskhed og dansk identitet, fordi islam i Danmark ofte italesættes som en trussel mod dansk kultur. ”Hvis ikke offentlige diskussioner om dansk identitet anerkender den stadig større religiøse forskellighed, så kan disse let føre til fremmedgørelse blandt dem, hvis 'danskhed' konstant betvivles - ofte indforstået, men nogle gange også helt eksplicit,« skriver rapportøren.
Kritikken rammer lige ind i hjertekulen af vilkårene for skolens religionsundervisning. Da skolens formålsparagraf blev revideret i 1993, kom følgende formulering, som fortsat optræder i næsten uændret form, til i stk. 3: ”Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer …”. For en umiddelbar vurdering giver formuleringen ikke anledning til problemer i relation til FN-observatørens kritik, men man skal ikke grave dybt, før det alligevel bliver tilfældet.
I bemærkningerne til justeringen af formålsparagraffen i 1993 gøres kristendommen nemlig til en eksplicit del af dansk kultur, som eleverne altså skal blive fortrolige med. Ej heller dette er som sådan et problem, da dette forhold er affødt dels af Grundlovens § 4, hvor det hedder: ” Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”, dels af Skolelovens § 6, hvor der står: ” Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom”. Det er disse to formuleringer, der betinger den kvantitative skævvridning religionerne imellem i de nærmere bestemmelser om indholdet af skolens religionsundervisning. Og det er de samme formuleringer, der ligger til grund for skolens indre logik om, at fortrolighed med dansk kultur indenfor rammerne af skolens religionsundervisning derfor betyder fortrolighed med kristendommen i dens folkekirkelige variant, mens alle andre trosretninger og livsopfattelser - så som fx islam, ateisme og folkereligiøsitet henføres til området ’andre kulturer’, som eleverne kun skal have forståelse for.
Disse var under ’75-loven beskrevet som et såkaldt timeløst § 6-emne med titlen ”Fremmede religioner og andre livsopfattelser”, men de blev i ’93-loven integreret i religionsfaget som et af fire centrale Kundskabs- og Færdighedsområder, som det dog kun var pligtigt for skolen at undervise særskilt i på de ældste klassetrin. Dette har siden været med til at understøtte den kvantitative skævvridning. Om dette, som indirekte effekt kan have haft en medvirkende årsag til de problemer FN-rapportøren påpeger, vides ikke, og skolen nævnes ikke eksplicit i forbindelse hermed.
Spørgsmålet, som let opstår i forlængelse heraf, er imidlertid, hvor nuanceret en fortrolighed eleverne skal have af dansk kultur, før man kan tale om fortrolighed, og hvad det betyder for indsigten i de mange subkulturer, som dansk kultur består af.
Kultur – subkulturer – Dansk kultur
I regeringsgrundlaget for den eksisterende regering hedder det et sted, at Danmark er et kristent land. Det understøttes i nogen grad af den Danmarkskanon, som Kirke- og Kulturminister Bertel Haarder lancerede kort før sin afgang. Her indgår den kristne kulturarv som en af de 10 værdier, som flest mennesker stemte på, efter at et såkaldt ekspertudvalg havde sammenskrevet og beskåret de knap 2500 indsendte forslag til 20. Men den kom altså med med kun 17.113 stemmer blandt de mere en 300.000, der var afgivet - dog kun af ca. 66.000 unikke brugere. Og da disse let kan være mere eller mindre vilkårlige, kan man diskutere, hvor repræsentativ en sådan stemmeafgivelse er.
Hertil lægger sig den faglige overvejelse over, hvad det vil sige at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur. Umiddelbart tænker man, at der knytter sig en dybere indsigt, end hvis man blot skal have forståelse for. Udfordringen med at få en dybere indsigt i noget er, at den er forbundet med nuanceringer, hvilket i relation til kultur vil sige det væld af subkulturer, som tilsammen udgør den lidt upræcise forestilling om dansk kultur.
At mainstreamkulturen i høj grad funderer sig i kristen kulturarv står endnu ikke til diskussion, men skal man tro den amerikanske sociolog Phil Zuckermans studier fra 2005-06, repræsenterer vi sammen med Sverige et af de mindst religiøse samfund i verden, hvilket han har beskrevet i bogen ”Samfund uden Gud”. Han skriver på trods af, at vi i Danmark har en af verdens højeste organisationsprocenter i forhold til trossamfund, det religiøse aspekt langt mere ud af samfundet, end Jørgen I. Jensen gjorde med sin bog om den fjerne kirke fra midten af ’90-erne. Og det giver et billede af et meget ateistisk samfund – altså en klar opposition til regeringsgrundlagets selvforståelse.
I delvis samklang hermed har det århusianske pluralismeprojekt afdækket mere end 130 registrerede trossamfund alene i Århus Kommune og som en af de største minoriteter på det kulturelle/trosmæssige område tegner islam sig med små 300.000 mennesker eller omkring 5 % af befolkningen sig. Med ¾ af befolkningen som medlemmer af folkekirken er dette til trods for andre minoritetsgrupper langt fra nok til at tale om et multietnisk samfund, men det bliver i fremtiden stadigt mere presserende for skolens lærere at overveje, hvor stor en minoritetsgruppe skal være, samt hvor længe en sådan kulturel minoritet skal have bidraget til den kulturelle udvikling, før det er passende at sige, at den er en del af det, eleverne i skolen skal være fortrolige med for at have indgående indsigt i, hvad dansk kultur er, i stedet for blot at have forståelse for det samme element som en del af såkaldte andre kulturer.
At gentænke og gennemtænke
Tilbage i februar harcelerede en læser i Dagbladet Information over åbningsceremonien i forbindelse med Århus som Europæisk Kulturhovedstad, fordi hun oplevede den som en hån med kristendommen. Som en del af åbningen var der sejlet en stribe vikingeskibe ind i havnen, og på det forreste af dem, havde man placeret kopier de to Jellingestene, som om de var krigsbytte fra et togt, men det historiske forløb er jo som bekendt det omvendte, som læseren anførte. Så nok kunne ceremonien matche kulturhovedstadens slogan ”Re-think”, men gennemtænkt var det ifølge læseren langt fra.
At der er eller meget snart bliver brug for at gentænke islams rolle for og i dansk kultur er evident, og der er som sådan intet til hinder for, at konsekvenserne af en sådan gentænkning kan effektueres indenfor rammerne af de eksisterende bestemmelser, men det forudsætter en grundig faglig, pædagogisk og didaktisk gennemtænkning at drage konsekvenserne af en sådan analyse.
