Religionslærerforeningen
Blog
Konkurrencestat, markedsorientering og innovation
Rapport fra det virkelige liv om, hvordan disse udfordringer kan håndteres i skolens religionsundervisning - hvis man altså tør?
Det er i forlængelse af professor Ove Kaj Petersens bog ”Konkurrencestaten” fra 2011 blevet en stadig mere udbredt forestilling og et italesat billede, at Danmark i disse år er i bevægelse fra velfærdssamfund til konkurrencestat.
At dette ikke bare er luftig tale men også konkret virkelighed i skolen, så vi første gang tendenserne til, da Undervisningsministeriet tilbage i ’97 udsendte deres lille hæfte med titlen: Kvalitet der kan ses. Her kan man allerede på side 5 læse, at ministeriet dengang agtede at lade sig inspirere af kvalitetstankegange og –målinger fra det private erhvervsliv, hvor såkaldte kvalitetsstyringssystemer havde gjort deres indtog i begyndelsen af ’80-erne. Selve termen New Public Management blev ikke brugt i hæftet, men det var det, der blev ment, og det er siden blevet taget i anvendelse i form af en den mål- og rammestyring, vi kender i dag.
Næste markante skridt på vejen kom, da Folketinget i 2006, og stort set uden forudgående debat, ændrede skolens formålsparagraf, så det vigtigste ved skolens virke fra da af blev, at eleverne efter endt skolegang er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Effekten heraf var, at aftagermarkedet fik en legitim ret til at formulere kvalitetskrav til grundskolens output. Krav som på markedets vilkår løbende ændrer sig, og som skolen derefter skal rette ind efter, hvilket betyder, at skolen grundlæggende er undervejs med at forandre sig til noget helt andet, end den oprindeligt var tænkt som.
Ved samme lejlighed ændrede man så tillige betingelserne for det at drive skole, således at dette ikke længere skulle bygge på men alene være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. ’Gefundenes fressen’ for den nye stærke ledertyper, som Bertel Haarder på det tidspunkt drømte om og siden fik realiseret betingelserne for. Og hvad der er kommet ud af det, kan man i øjeblikket orientere sig om, hvis man følger med i sagen fra Odense, hvor en helt grøn skoleleder får sin kommune til at udstede en tjenstlig påtale til en meget rutineret og stabil medarbejder, fordi vedkommende ikke fra første færd bakker op om den nye skoleleders visioner, men stiller kritiske spørgsmål til dem og beder om at få dem drøftet, før de sættes i værk. Det viser i praksis den konkrete forskel på, hvad det vil sige at være præget af og bygge på. Skolelederen orienterede om sine visioner, men er overordnet set ikke længere forpligtet på at drøfte sagen igennem med lærerne og korrigere visionen i forhold hertil. Han kan nøjes med at udstikke kursen, tage sine ’lederhosen’ på og rende derudaf i håbet om, at nogen vil følge efter og bakke op.
Senest har vi så fået en række revisioner af Fælles Mål, som alle er blevet inficeret af forestillingen om, at undervisningen skal initiere entreprenør-skab og innovation i elevernes gøren og laden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det blandt Religionslærerforeningens bestyrelsesmedlemmer affødte nogen træk i smilebåndet, da de nåede dertil i teksten. Med hvilket fagligt belæg kunne ministeriet legitimere sådanne begreber i et faghæfte for religion, ville nogen vide?
Inden det nåede at blive afdækket, havde den uhørte støj i bestyrelseslokalet forstyrret et af de ældre medlemmer, som nu pludselig vågnede til dåd og meget engageret – om end lidt omtumlet af sin døs – berettede om hine tider (vist nok begyndelsen af ’80-erne), da skolen var præget af såkaldt modkvalificeringspædagogik i relation til det omgivende samfund. Med relation hertil forsøgte han at argumentere for, at nu hvor skolen som helhed i endnu højere grad end tidligere er blevet indskrevet i konkurrencestatens tjeneste, er der blevet ’en tør plet’, hvorfra religionsfaget og evt. ligesindede kan bidrage med en slags dannelsesmæssig modkvalificering til elevernes bevidsthed. Skal man gå ind på tankegangen, som han udtrykte det, og lade de nye vilkår danne basis for de didaktiske arbejde, må vi fremover gøre fortællingen om tempelrensningen fra Matthæusevangeliet 21, 12-17) til centralt omdrejningspunkt for kristendomsundervisningen. Her vælter Jesus vekselerernes borde og duehandlernes bænke, mens han stempler markedspladsen som en røverkule. Og det er præcis, hvad skolens samlede dannelsesprojekt manglede ifølge det bedagede medlem. For som han som han sagde. Der står jo ikke noget i faghæftet om, at innovation ikke kan være revolutionær i betydningen at bremse en skæv udvikling for deres at sætte noget bedre i værk. Det er til gengæld et gennemgående tema i Bibelen – altså at mennesker går vild i livet – og det vil fint kunne bruges som referenceramme for en sådan undervisning.
Hele denne bandbulle havde til gengæld fået et af de yngre kvindelige medlemmer til at blegne – for som hun sagde, da kollegaen endelig holdt inde: ”I disse tider, hvor anti-terrorlovningen og de personlige frihedsrettigheder hele tiden skærpes og indsnævres, risikerer man måske at miste sit job pga. statsundergravende virksomhed, hvis man inddrager sådanne fortællinger og perspektiver i sin undervisning”
Herre Jemini!
