Religionslærerforeningen
Blog
Danmarkskanon og skolens undervisning
Forvirring i begreberne vil givet få den nye Danmarkskanon til at leve et lige så undseeligt liv, som Haarders sidste værdiudspil: Pejling og Perspektiv - 21 værdier til det 21. århundrede fra 1988.
Her efter juleferien kan man ikke udelukke, at en eller anden kollega dukker op med den nye Danmarkskanon i baglommen, hvis vedkommende tilfældigvis var forbi på Hovedbanegården d. 12. december, hvor daværende kulturminister var troppet op – for i egen høje person at dele en pixi-udgave af de valgte samfundsværdier ud til dem, der ville tage imod. 10 værdier for fremtidens samfund, som det hedder i undertitlen.
Bertel Haarder har tilsyneladende et eller andet værdier og kanoner. Da han første gang var undervisningsminister tilbage i ’80-erne, nedsatte han det såkaldte Perspektivudvalg, som i ’88 barslede med rapporten Pejling og Perspektiv, der lancerede 21 værdier til brug i det 21. århundrede. Og seneste som kulturminister nåede han så lige at færdiggøre sit projekt med en Danmarkskanon, som med befolkningens inddragelse skulle legitimere en indkredsning af det danske værdigrundlag.
10 værdier er det blevet til efter at et ekspertudvalg i løbet af efteråret havde skåret de knapt 2500 indkomne forslag ned til 20, som der så via kulturministeriets hjemmeside kunne stemmes om blandt dem, der ønskede at deltage. Og det gjorde mere end 325.000 mennesker efter sigende, hvilket ministeren var glad for.
Det havde nu ikke den store grund til at være, hvis man lyttede til folk, som har forstand på validiteten i sådanne afstemninger. For selv om ca. 5 % af befolkningen, hvilket er langt flere end nødvendigt for indhentning af et repræsentativt resultat, har deltaget i afstemningen er den på ingen måde repræsentativ og tillige behæftet med så store usikkerheder, at resultatet kun kan bruges til at konstatere, hvor mange der har været interesseret i at deltage i afstemningen.
Det svarer lidt til situationen for et par år siden, da daværende fødevarerminister Dan Jørgensen forsøgte, at få befolkningen til at kåre Danmarks nationalret. Her kårede kun 1/5 af dem, der stemte på værdierne stegt flæsk og persillesovs som nationalretten selv om det i valide undersøgelser af, hvad der står på danske middagsborde for længst er spagetti med kødsovs der har overhalet frikadellerne, som den mest spiste ret i Danmark.
Fra en helt anden vinkel skrev daværende professor ved Århus Universitet Peter Widmann her i bladet tilbage i 1999 en artikel, hvor han gjorde opmærksom på, at det som værdibegrebet er defineret, slet ikke er muligt at tale om værdier i flertal, da en værdi i sin ’selvforståelse’ altid vil være den højeste værdi, som alle andre værdier må indordne sig under. Der kan således udmærket tales om flere forskellige værdier, men de vil hver især anse sig selv for den højeste, som alle andre må føje sig efter, da værdier primært viser sig i praktiske handlinger, som alle kan føres tilbage til sit dybeste forankringspunkt, der netop er den højeste værdi for netop denne konkrete handling.
En lignende tankegang ligger til grund for den konservative blogger cand. scient. Pol. Søren Hviid Pedersens kommentar til Danmarkskanonen på Berlingske.dk. Her skriver han skriver, at de 10 værdier er sammensurium af forskellige kategorier, som ikke har noget at gøre med hinanden, hvorfor de alle burde kasseres til fordel for den lutherske kristendom, som er den, der i virkeligheden udgør rammerne for dansk kultur og dermed de værdier, som er dominerende heri.
Værdierne og religionsfaget
Danmarkskanonen er bl.a. tænkt til brug i skolens undervisning og på www.danmarkskanon.dk annonceres der også med undervisningsoplæg, som dog endnu ikke er tilgængelige. Det ligger lige for at tænke sådan, da skolens undervisning siden 1993 har skullet gøre eleverne fortrolige med dansk kultur – herunder kristendom, som der blev suppleret med i bemærkningerne. I relation hertil er det af gode grunde især det religionsfaglige perspektiv på dansk kultur, eleverne kan erhverve sig viden og færdigheder om i religionsfaget.
Ser vi lidt mere konkret på såvel de enkelte værdier i kanonen og på indholdet i skolens religionsundervisning illustreres det med al tydelighed, at religionsfaget fortsat må siges at være et kulturbærende fag, da ikke færre en fire af de prioriterede værdier står opført som noget af det, der skal undervises i: Den kristne kulturarv; Tillid; Frihed og Lighed for loven. Det sidste som et etisk princip.
Problemet med at skulle omsætte disse begreber og fænomener i relation til en kanoniseret version af nogle værdier er selvfølgelig, som det allerede skulle være fremgået af denne sætnings indhold og af ovenfor nævnte Søren Hviid Pedersens kritik, at de hører til forskellige kategorier og derfor ikke entydigt kan hævdes at være værdier. Det gælder især for tilliden, som if. fx Løgstrup ikke er en værdi, men en livsystring, som man ikke som sådan kan forholde sig til og vælge til eller fra. Den melder sig i mødet med andre mennesker, hvordan så kan lide skibsbrud, hvis man bliver ført bag lyset af Den Anden. Noget lignende vil kunne siges om dele den kristne kulturarv, som jo baserer sig på tro, der i lighed med tilliden ej heller er en værdi, men netop en tro, som man – i hvert fald inden for en kristen kontekst – heller ikke som sådan kan vælge til eller fra. Den enten har man, eller har man ikke. Og begge dele kun i glimt, som Kierkegaard ville præcisere.
Men alt dette bliver der forhåbentlig taget højde for i de undervisningsoplæg, som kulturministeriet spiller ud med på hjemmesiden.
