Religionslærerforeningen
Blog
Fælles afgangsprøve i de humanistiske fag? NEJ TAK!
Ikke meget tyder på, at der skulle være en fremtid for fælles prøve i kulturfagene - i hvert fald ikke med inddragelse af kristendomskundskab.
Knapt var den nuværende afgangsprøve med selvvalgt problemstilling sat i søen, før ministeriet for to år siden udbød endnu en forsøgsmulighed – nemlig den hvor de tre kulturfag (historie, samfundsfag og kristendomskundskab) kunne arbejde så meget på tværs, at eleverne også ville kunne gå til en fælles afgangsprøve i fagene.
Det er altid godt at tænke i udvikling og forbedring af eksisterende praksis, men med dette forsøg var der i modsætning til de forudgående forsøg, som endte med at afføde prøveformen med selvvalgt problemstilling ikke tale om en ide, der var vokset frem ude på landets skoler. Her havde man nemlig på daværende tidspunkt end ikke erhvervet sig erfaringer med den nye prøveform, før eksperimenterne med en erstatning af denne blev givet som en mulighed. Ideen må således have været intern, og under alle omstændigheder var timingen noget uheldig.
Det er dog næppe den væsentligste forklaring på, at så få folkeskoler, som tilfældet er, har ønsket at eksperimentere med den tværgående prøveform. Lytter man til, hvad der sker ude på skolerne, er tendenserne i forlængelse af lovindgrebet i lærernes arbejdstid tilbage i 2013 klare: De tværgående temaer og problemstillinger, som skolelovens §5 fortsat fordrer, at den enkeltfaglige undervisning skal veksle med, er under kraftig afvikling. Grunden hertil er den enkle, at forberedelsestiden er beskåret så meget, at der ikke længere levnes tid til at koordinere sådanne forløb. Tværfagligheden er således langt hen ad vejen begrænset til forløb, hvor den samme lærer underviser en klasse i flere fag. Men også dette er i aftagende pga. det politiske krav om linjefagskompetence som forudsætning for undervisning i et fag.
Derfor matcher forsøget med en fælles afgangsprøve i de tre kulturfag langt bedre undervisningen, som den praktiseres på mange friskoler, hvorfor det også i overvejende grad har været lærere herfra, der har deltaget i forsøget. Men ej heller her har interessen været overvældende. Således har der hverken i år eller sidste år deltaget så mange klasser i forsøgene, som ministeriet havde givet rum for i forsøget.
Ser man på erfaringerne med den fælles prøve står konklusionerne også relativt klare. Det er mere uoverskueligt for eleverne, at skulle bevare overblikket over tre forskellige faglige vinkler på en sag end kun én. Og det er tilsvarende mere overskueligt for lærere og censorer at danne sig et indtryk af eleverne kompetencer i tre forskellige fag.
Værre endnu er det dog, at stofområderne i de tre fag indskrænkes betragteligt, når samtlige emner og temaer, der arbejdes med, skal overlappe hinanden og være relevante i alle tre faglige sammenhænge. For religionsfagets vedkommende er der ikke den store udfordring i at få integreret kompetenceområdet Livsfilosofi og etik, og i en tid med religion som noget af det højest prioriterede på den politiske dagsorden såvel herhjemme som internationalt har også stofområder inden for Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser været inddraget i tilstrækkelig grad, mens det har ligget langt tungere med det det kirkehistoriske stof og endnu værre med de bibelske fortællinger, som glimrer ved deres fravær i opgivelverne til de tværgående forløb. Hertil kommer, at det helt entydigt har været de religionsfaglige aspekter af de tværgående forløb, der har haft ringest repræsentation. Det er således efter alt at dømme kristendomskundskab som fag, der vil kommer til at lide mest under en fælles afgangsprøve i de tre kulturfag. En sådan prioritering er ikke forsvarlig ud fra de gældende bestemmelser, hvorfor det på ingen måde kan anbefales, at der indføres en sådan prøveform, i hvert fald, hvis kristendomskundskab indgår – ej heller som et valgfrit alternativ til den nuværende prøveform.
Hvorvidt der er basis for det i en fællesprøve for fagene historie og samfundsfag, som der også har været eksperimenteret med, skal vi her undlade at forholde os til.
Ovenstående anbefaling baserer sig imidlertid ikke alene på erfaringerne med det gennemførte forsøg men i endnu højere grad på erfaringerne med den nye prøveform. Mange lærere og censorer melder således ind om, at den har affødt et langt større engagement i faget og ikke mindst i prøveforløbet. Dette angiveligt fordi der med den nye prøveform levnes et langt større spillerum for elevernes egen deltagelse i valg af fordybelsesemne og vinkling af stoffet. De har med andre ord mulighed for i dette afsluttende forløb at beskæftige sig med noget, der rent faktisk optager dem. Og hovedparten af de meldinger, vi i foreningen har fået gennem de sidste par år, er da også, at det ud over selve engagementet har affødt en markant større viden og relevant refleksion hos eleverne end tidlige.
Lad os derfor hellere udvikle videre på den gode form der endelig er fundet – når der nu er indført afgangsprøve – i stedet for pludselig at skifte kurs til en blindgyde.
