Religionslærerforeningen
Blog
Ny læreruddannelse
- en svanesang for bevidstheden om kristendommens betydning for dansk kultur
Selv om der er mange gode intentioner i de anbefalinger Uddannelses- og Forskningsministeriet tilbage i november fik som baggrund for den politiske behandling af revision af læreruddannelsen, griber de, som de allerede blev i disse spalter tilbage i marts ’21, ikke fat om nældens rod, hvorfor heller ikke den kommende læreruddannelseslov på trods af forbedringerne kommer til at bidrage grundlæggende til løsningen af folkeskolens opgave.
Til de gode tiltag i anbefalingerne hører især forslaget om i højere grad end tilfældet er i dag, at lade dannelsesaspektet gennemsyre uddannelsen men også opgøret med såvel læringsmålstyringen og moduliseringen. Det sidste til fordel for, at det relationelle de studerende imellem i højere grad kan blive en effekt i studiet.
Den grundlæggende skavank i læreruddannelsen, som der ikke tages hånd om, er kvalificeringen af det helt afgørende og professionsrettede fagdidaktiske element i uddannelse. Der tales en hel del om den faglige opkvalificering af studiet, men det går i højere grad på de fagfaglige og alment didaktiske elementer. Fagdidaktikken berøres kun aldeles perifert, hvilket man kan undre sig over, da skolen jo er organiseret i fag, som har til opgave at understøtte de tilhørende fagformål og skolens overordnede formål. Det bliver også efter endnu en revision af læreruddannelse i hovedsagen de nyuddannede læreres egen opgave at udvikle dette element – dog som hidtil under supervision af kolleger på deres respektive arbejdspladser.
At skulle løse opgaven i selve læreruddannelse er ikke umuligt, men det ville kræve et større omkalfatring med helt anderledes krav til dem, der underviser på læreruddannelsen, fordi hovedparten af dem netop ikke har de fornødne faglige kvalifikationer til at undervise i fagdidaktik i relation til grundskolerne, som netop ikke er styret af faglige men derimod af politiske dannelsesmål. At bibringe de studerende indsigt i det faglige stof kan de uden tvivl, men at vinkle stoffet pædagogisk og under hensyn til de politiske mål kniber det med, da kun de færreste af underviserne i undervisningsfagene pga. rekrutteringen og de ikke eksisterende krav om pædagogiske og fagdidaktiske forudsætninger, har de fornødne kvalifikationer til at løfte læreruddannelsens egentlig opgave
Religion og kultur
En væsentlig del af den pædagogiske filosofi bag grundskolen som institution og dermed bag hensigten med den politiske dannelse er dels indføringen i dansk kultur dels videreudviklingen af de danske samfund. Derfor hedder det bl.a. i skolens formålsparagraf, at folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie. Og af bemærkningerne til formålsparagraffen fra 1993, hvor formuleringen kom ind, gøres der opmærksom på kristendommens betydning for forståelsen af dansk kultur. At formuleringen for nogen var nødvendig at få eksplicit ind i formålsformuleringen på daværende tidspunkt, skyldtes uden tvivl skriften på væggen om, at bevidstheden om relationen mellem religion og kultur for alvor var ved at eroderer, selv om de tråde, der kobler kristendommens indflydelse på danske kultur, trækker spor hele vejen tilbage til grundskolens etablering i 1814 og videre tilbage til kirkeordinansen fra 1537. Men forholdet mellem religion og kultur har været virksomt fra antikken. Forståelsen har således ligget implicit op gennem hele historien, og derfor har indsigt i kristendommen og dens betydning for kulturen været en del af lærernes grundfaglighed fra seminariernes opkomst og frem til i dag. Med den kommende læreruddannelse synes denne relation efter en lang afviklingsproces at blive en saga blot som grundlag for lærergerningen.
Afviklingen af kristendommen som relevant for forståelsen af dansk kultur tager for alvor fat efter krigen og var tilbage i ’70-erne udbredt i den offentlige diskurs. Siden infiltrerede tankegangen af gode grunde også samfundets institutioner og under sin regeringstid i ’90-erne foreslog daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen første gang en afvikling af kristendom som basisfag i læreruddannelsen. Den gang var de lærerstuderendes landsråd der massivt tog til genmæle og krævede grunduddannelsesfaget bevaret, da de i særlig grad oplevede, at det var her de fornemmelse dannelseselementet varetaget – såvel i relation til deres fremtidige virke som lærere som i relation til deres egen aktuelle personlige udvikling.
Siden har forskellige udvalg til indstilling af revisioner af læreruddannelsen på forskellig vis forsøgt at udmanøvrere bevidstgørelsen om kristendommen som en væsentlig del af forståelsen af dansk kultur som en del af læreruddannelsen. Tidligere er det lykkedes besindige politikere at sætte hælene i og forhindre det, hvorfor udviklingen er gået langsommere end nogen kunne have ønsket. Først blev faget suppleret af at livsoplysningsperspektiv, hvilket set herfra var en styrkelse af relevansen, men igen et udtryk for, at det var nødvendigt at skrive det ind, fordi nogen havde glemt, hvorfor det var en del af læreruddannelsen. Derved gik faget i en periode under navnet KL. Under næste forsøg på at aflive faget, som heller ikke lykkedes, blev det inspireret af internationale strømninger suppleret med perspektivet medborgerskab og kom til at hedde KLM. Med den tilføjelse blev det kristendomsfaglige aspekt for alvor svækket, og nu ser det så med de seneste anbefalinger ud til at være endeligt slut med indsigt i kristendom som en del af lærernes grundfaglighed. Faget anbefales ganske enkelt opløst og omorganiseret i et helt nyt fag kaldet ”Skolen som dannelsesinstitution”. Her gemmer kristendommen sig under et af fire temaer, Religion og kultur, i et fag, som dels er beskåret med 33% fra 15 til 10 ects-point og placeret så langt henne som i femte semester, hvorved det næppe længere kan have karakter af grundfaglighed. At det skulle bibringe de studerende nogen blivende bevidsthed om kristendommens betydning for forståelsen af dansk kultur – endsige for deres egen dannelse – skal man vel nærmest være religiøs for at tro på, men det er næppe heller intentionen fra det indstillende udvalgs side – tværtimod.
Udvalget har ellers undervejs i arbejdet holdt møde med bl.a. Rådet for Børns Læring, der er nedsat af den tidligere undervisningsminister. Herfra lød det i november 2020 fra rådet formand Charlotte Rønhof, at der i skolen var behov for, at eleverne netop blev bibragt en bevidsthed om, at det danske samfund hviler på en kristen kulturarv. Om hun også har sagt det til udvalget, vides ikke, men skulle de have overhørt det, bliver de næppe skoset herfor af den siddende undervisningsminister, som vist ikke har ulejliget sig med at holde et eneste møde med rådet.
Ej heller folkekirken, som engang var meget involveret i oprettelsen og driften af seminarierne giver lyd fra sig og denne gang ser det heller ikke ud til at nogle af vores politikere tager kampen op.
