Læs mere fra bloggen: John Rydahl
Blog
2 mio. til hver skole forslår som en skrædder i helvede, og forslaget understøtter ikke ideen om praksisfaglighed
Kommentar til regeringens nye reformudspil om skolen
Publiceret
Senest opdateret
I sidste uge – nærmere bestemt d. 11. oktober - lancerede regeringen under parolen ”Frihed og fordybelse” sit udspil til revision af folkeskolen, hvilket på flere punkter er et opgør med reformen fra 2014, men i høj grad også motiveret af en kritik af den grundlæggende akademisering af skolens undervisning.
Den kritiserede vægtlægning har nu om dage medført, at en meget stor del af en ungdomsårgang fortsætter på en gymnasial ungdomsuddannelse efter grundskolen, mens tilgangen til erhvervsskolerne over mange år har været faldende, hvilket, som tilfældet også er andre steder i samfundet, afføder mangel på arbejdskraft indenfor håndværk og industri.
Det er i det lys, man skal se udspillets bud på en tilførsel af midler til renovering af skolernes faglokaler svarende til i gennemsnit 2 mio. per skole og en opprioritering af mere praktisk orienterede valgfag samt ideen om genindførsel af mesterlæretanken.
Desværre kan enhver med et minimum af indsigt i skolen dog allerede nu gennemskue, at heller ikke denne reform med sine annoncerede tiltag vil løse de omtalte problemer.
Selv om det selvfølgelig for skolens elever kan virke motiverende at blive undervist i moderne faglokaler, rækker det på ingen måder til et opgør med forståelsen af skolens teoretiske indsigter som værende vigtigere end de praktiske og kreative færdigheder. Det gør det heller ikke at indføre flere praktiske valgfag.
Problemet ligger i en gennemgående kulturel norm, som det kræver en langt mere omfattende indsats at ændre på. Forældre holder jo ikke op med at pace i retning af gymnasial ungdomsuddannelse, fordi der kommer flere praktiske valgfag i folkeskolen.
Og ideen om indførelsen af juniormesterlære vil næppe heller føre til et opgør med samfundets sociale arv men derimod mere sandsynligt øge polariseringen mellem forskellige sociale grupper. En sådan ordning, der i den eksisterende skolelov rangerer under § 33, blev i langt højere grad end i dag praktiseret tilbage i slutningen af ’60-erne og begyndelsen af ’70-erne, hvor skoletrættet og tilnærmelsesvist uunderviselige elever blev sendt i lære.
Det gjorde måske nok dagligdagen her om nu sjovere for de pågældende, som ikke passede godt ind i skolens logik, men i den brede offentlighed og hos deres kammerater fra skolen blev de stigmatiserede som tabere, hvilket meget sandsynligt vil ske igen, hvis juniormesterlæren bliver en realitet.
Med disse tiltag afslører regeringen desværre – men ikke overraskende, da dens politikere jo også bare er en del af den kulturelle mainstream – at den er fanget i den dualistiske tænkning mellem teori og praksis.
Den skæve vinkling af udspillet viser sig supplerende også i ideen om at ophæve kravet om bevægelse i undervisningen. Det var godt nok også tilbage 2014 primært tænkt fysiologisk, men udviklingsarbejder og forskningsprojekter har i den mellemliggende periode vist, at bevægelse i undervisningen kan tænkes og bruges anderledes og mere varieret som led i udviklingen af en højere grad af praksisfaglighed i de mere teoretisk orienterede fag.
Og her ligger der måske et perspektiv til opgør med den dualistiske tænkning, som der ville kunne hentes inspiration til en udfoldelse af hos den amerikanske uddannelsesfilosof John Dewey.
Han forsøgte allerede tilbage i 1920 at hævde det grundlæggende synspunkt, at læring altid finder sted i sociale sammenhænge og i en løbende dialektik mellem teori og praksis, og at læring først kommer i stand, hvis det, den lærende beskæftiger sig med, giver mening for vedkommende, hvilket vil sige, at det skal kunne bruges til noget i det praktiske liv eller sagt på anden vis, løse et reelt problem. Ifølge Dewey er læring hverken noget, man modtager eller erhverver sig, men noget, der udvirkes gennem det, man gør sammen i konkrete sociale sammenhænge, tænker over og dermed får erfaringer med, danner handlekompetence med og kan bruge i andre sammenhænge – altså praksisfaglighed.
Pointerne slog dog aldrig igennem i den konkrete skoleundervisning, fordi de druknede i den bredere kulturelle strømning, hvilket på sørgelig vis tydeligt kom til udtryk i DR’s dækning af regeringens seneste skoleudspil.
Her blev en elev fra en skole i Silkeborg spurgt til, hvad han syntes om udsigten til kortere skoledage, hvis regeringens udspil blev til virkelighed. Til det svarede han prompte, at det ville være dejligt, for så fik man som elev mere tid til at beskæftige sig med noget, man havde lyst til.
Lader man dette udsagn stå et øjeblik, er det jo udtryk for en sønderlemmende kritik af folkeskolen, hvor det – hvis opfattelsen er af mere generel karakter - tilsyneladende heller ikke kan stå særligt godt til med den demokratiske dannelse og dermed forvaltningen af skolelovens § 18 stk. 4, hvis eleverne i skolen ikke har en oplevelse af at have indflydelse på hverken indholdet af eller på den måde, hvorpå der arbejdes med stoffet.
Måske den annoncerede ophævelse af hovedparten af de mange målformuleringer, der i høj grad har fremmet det enkeltfaglige fokus i undervisningen siden 2014 og stort set udraderet den tværfaglige undervisning, igen kan fremme den projektorienterede undervisning som typisk også er mere praksisorienteret, fordi den har sit fokus på fagligheden i elevernes virkelighed.
Og så kunne det måske vække lysten hos eleverne og dermed engagementet i at lære noget, hvis det man brugte sin tid på, blev oplevet som relevant.
