Lærer: Kan det virkelig passe, at jeg skal give standpunktskarakterer på en mavefornemmelse?

En helt almindelig naturfagslærer har cirka 25 elever per klasse til matematik og naturfag. Det betyder, at de skal give 150 standpunktskarakterer lige om lidt. Jeg kender dog også rigtig mange lærere, der har dobbelt op på klasser og derfor skal give 300 karakterer.

Når jeg laver det regnestykke, har jeg allermest lyst til at spørge, om der er en voksen til stede? Hvorfor er der ikke nogen i undervisningsministeriet, der har tager opgaven seriøst og ændrer på de håbløse karakterpræmisser?

Min klare opfattelse er, at mange naturfagslærer, inklusiv mig selv, giver karakter på en mavefornemmelse. Og sådan har det været i mange år.

Derfor er det heller ikke første gang, at jeg skriver om problematikken, ligesom min fagfælle Morten Korsbakke Sørensen også tidligere har råbt op situationen. 

Bliver karakteren blot en formodning af hvad eleverne kan?

Naturfagsundervisningen er bygget op om de fire naturfagskompetencer, som efterhånden har en del år på bagen. Men hvordan vi evaluerer kompetencerne og omsætter dem til karakterer, kan stadig skabe forvirring.

Vi har på fornemmelsen, hvad den enkelte elev kan. Det kan vi vurdere ud fra fremlæggelser, opstillede undersøgelser med hypoteser og variabler og modeller (både egenproducerede og dem, de skal afkode i teksterne). Deres kommunikationskompetence tjekker vi også gennem deres argumentation og fagsprog, og perspektiveringskompetencen kommer i spil med det nære, Danmark, Verden, FN´s verdensmål og fremtidens løsninger.

Jeg gør mit absolutte ypperste, hver gang jeg skal give karakterer. Det har den enkelte elev krav på. Men jeg er jo hellere ikke bedre, end at jeg lige giver eleverne et par selvrettende, skriftlige opgaver, så har jeg lidt dokumentation for, hvad den enkelte kan.

Disse prøver er ofte ikke opbygget efter de fire naturfagskompetencer, og derfor bliver det noget miskmask at bruge dem til karaktergivningen. Men de er mit bedste bud, da jeg oplever, at mange af de andre evalueringsværktøjer er tidskrævende og svære at gå til. 

Tid og forældre risikerer at påvirke karaktererne

Udover tvivlen om, hvilken karakter eleverne skal have, bliver det også ofte en presset og stressende opgave at give så mange karakterer. Karakter er jo blot en enkelt opgave, der skal passes i den store mængde at opgaver, man har som lærer.

I en dagligdag, hvor jeg og mange af mine kolleger oplever flere og flere markante forældre, kan jeg også frygte, at vi giver en karakter højere til de elever, hvor vi ikke magter diskussionen med forældrene, fordi vi ikke føler os parate eller klædt på til samtalerne.

Det er også problematisk, at vi i undervisningen ikke give karakterer på samme grundlag som til afgangsprøven. Når eleverne går til prøve i 9. klasse, får de nemlig en tværfaglig karakter for første og eneste gang i naturfag. Det er da noget rod. 

Hjælp! Hvad gør du?

Endnu et eksempel på, hvordan jeg forsøger at give karakterer, er de fremlæggelser om den antropocæne tidsalder, som jeg netop har afsluttet med min 8. klasse.

Her blev eleverne er delt i grupper, der hver trak et ud af syv emner. Elevernes opgave var struktureret efter de fire naturfagskompetencer og grupperne skulle fremlægge 10 minutter uden brug af slides (så det lugter lidt af sommeren i 9.klasse).

Til sidst bedømte jeg fremlæggelsen og gav dem en tværfaglig karakter. Til bedømmelsen brugte jeg et ark, som Astra har på deres hjemmeside.

Det er udfordrende at skrive notater om tre forskellige elever på 10 minutter, men det er er mit bedste bud på en kompetencevendt evaluering og karaktergivning.

Hvis du har sparring til tilbagemeldingerne og karakteren ved sådanne fremlæggelser, så håber jeg at du vil blande dig i debatten. Jeg vil så gerne blive bedre til denne del af mit job, så jeg søger inspiration og sparring.

Hvordan giver du karakter?