Blog

Pynt, magi og julestemning spreder sig på skolen

Julen er traditionernes tid

December måned er fyldt med traditioner på landets skoler. En tid, hvor magien fylder elevernes øjne, en enkelt tåre fylder hos den garvede naturfagslærer, juletræer med pynt fylder gangene og juleferien venter lige om hjørnet.

Offentliggjort Sidst opdateret

December måned bliver klasseværelserne fyldt med julekalendere, kalenderlys, julepynt og eleverne styrter rundt med nissehuer på. Der bliver læst juleeventyr og set julekalender. I en del af klasserne hænger der pakker på en snor, som eleverne har medbragt, og hver dag bliver der trukket en heldig vinder af dagens gave.  

Hjemkundskabslokalet dør står på klem og gangene fyldes af dufte fra de nybagte julesmåkager. Ved indgangen står det store juletræ, som dag efter dag fyldes med mere julepynt, som eleverne har klippet og klistret.

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

På vores skole har vi projektuger to uger inden juleferien. Det er uger, der byder på opbrudte skemaer og for mig mange timer sammen med de elever, jeg er klasselærer for. Den ekstra tid gør, at vi kan nå at jule og ikke kun have naturfag. En dejlig måde for mig, at opbygge endnu stærkere relationer til eleverne på.

Der er skruet op for morgensang, hvor indskolingen og mellemtrinnet synger julens sange og salmer. En af skolens discipliner, som kan få tårerne frem i mine øjne. Synes, det er noget af det mest magiske, der findes – når vi synger sammen.

Den 13.december så vi skolens 4.klasser gå luciaoptog og fylde skolens gange med sang og magi.

 

I overbygningen bliver de sidste dage inden juleafslutningen brugt til fremlæggelser af alle deres projekter, og tirsdag er der klassisk juleafslutning. Eleverne starter i klasserne, hvor der bliver spillet bingo, pakkespil, hygget og snakket. Vi samles alle til en fælles afslutning i hallen med optræden og en hilsen fra skolens ledelse.

 

Den bedste tradition på vores skole er efter min mening ”julemorgensang for elever og forældre”. De sidste 3 dage inden jul synger de lærer og pædagoger som har lyst julen ind udenfor skolens hovedindgang. Her står vi med nissehuer, sanghæfter og en musiklærer der spiller på klaver. Alle skolens elever og de forældre, der følger deres elever til skolen, går forbi, nogle stopper op og de fleste smiler og julemagien sniger sig stille ind på forældre, elever og personale.

Forskellige skoler – forskellige traditioner. Hvad er din bedste juletradition på skolen eller sammen med din elever?