Læs mere fra bloggen: Folkeskolens naturfagsrådgiver
Blog
Få nu styr på dine ting…
Det er mig en gåde, hvordan elever kan komme i skole uden penalhus og strøm på deres pc. I torsdags brugte jeg uforbeholden lang tid på at finde blyanter mm til eleverne, og til sidst fik jeg bare nok…
Stort set hver dag møder jeg elever, som ikke har et penalhus med i skole – ikke engang en blyant. Vi har ekstra blyanter i skuffen i naturfagslokalet, men der er en høj forsvindingsprocent i den skuffe.
I naturfagsundervisningen er vi ofte kreative, hvilket afstedkommer lidt grej. Jeg kunne nævne saks, limstift, farver, viskelæder, lineal og blyanter. En del af det har vi i et aflåst skab, det er jo nærmest et skattekammer, som bliver åbnet i kreativitetens navn.
Tilbage til i torsdags – da de fleste af eleverne i to 9.klasser og en 7.klasse havde spurgt til, om de måtte låne en blyant, så havde jeg fået nok. Det resulterede i en ikke speciel pædagogisk enetale om at have styr på sine ting og være undervisningsparat. Derefter et opslag på aula til forældrene med en venlig, men bestemt opfordring til at hjælpe eleverne med at få styr på deres penalhus.
Jeg spurgte nogle af min kollegaer i indskolingen og på mellemtrinnet, hvor problemet også er velkendt. Så jeg fik hjælp af vores skoleleder til at skrive på AULA til alle forældre om at hjælpe med at få fyldt op i penalhusene.
OK dette er måske ikke folkeskolens største problem, men jeg synes, at det er en lad og forkælet holdning, at det er MIG, som skal fikse, at eleverne ikke har styr på blyanter mm. De samme elever, som jo ALTID kan have styr på deres mobiltelefon, og at den er opladet.
Jeg satser på et penalhusmirakel, hvor eleverne møder op med et penalhus fyldt med lækkerier. Mindre kan også gøre det – bare en blyant vil være godt for mit temperament. At der er én, der mangler en blyant, det kan fikses. Men at eleverne konsekvent møder i skole uden penalhus, og satser på jeg fikser det, er bare blevet for meget.
Tilfældigvis ved jeg fra vores kontordame, hvor mange ekstra blyanter vi bestiller hjem om året: Det er så pinligt et højt tal, så jeg vil ikke engang skrive det i dette indlæg. Men jeg tænker, at her er et opmærksomhedspunkt for vores skole.
Har dine elever styr på deres ting? Har du gode ideer til, hvordan mine elever får styr på deres ting?
Hilsen en frustreret lærer, som har et penalhus fyldt om med lækkerier og ekstra blyanter.