Tak for snakken, uge SEX

En helt igennem skøn uge med grin, gode trygge relationer og læring – der huskes resten af livet. Men også en uge, der har fået refleksionerne til at stå i kø … For hvad er det for en (manglende) viden om pubertet, udvikling og reproduktion, som vi sender de unge mennesker ud i livet med?

Offentliggjort Sidst opdateret

I vinterferien har jeg brugt en del tid på at reflektere over undervisningen i uge sex. Jeg havde fornøjelsen af drengene fra to 8.klasser i alle ugens naturfagstimer. 

Jeg havde besluttet mig for, at vi kørte to ”simple” emner, nemlig ”fra dreng til mand” og ”fra pige til kvinde” – set i et biologisk perspektiv.

Vi skulle se på kroppens udvikling, og hvad der biologiske sker i den periode, som eleverne er i nu. Jeg havde en forestilling om, at det blev en relativ nem undervisning, da jeg have en forventning om, at de vidste det meste - men hold nu op hvor blev jeg overrasket.

I vores mindmap om ”sex og pubertet” kom eleverne med mange fine begreber, og det der gik mest igen var porno. Vi fik også sat mange navne på både det kvindelige og mandlige kønsorgan. 

Relationen mellem drengene og mig var etableret i en relativ fri tone, og de kunne spørge om det, de gerne ville. Vi sad samlet om et par borde, og der blev spurgt om alt mellem himmel og jord.

”Fra dreng til mand”

Her gik snakken på deres udvikling. De var med på det meste af udviklingen, dog var der en vis mangel på viden om sæd. Der skulle rulles kondomer på de klassiske flamingotissemænd, og her var der forskellige tilgange - der var alt fra gå-på-mod til tøven. I et af kondomerne var der et lille hul, hvilket førte til meget snak. Mest forkerte påstande! Da jeg spurgte, hvad der kunne ske når, der var et lille hul i kondomet – så kom svaret hurtigt ”jamen Mette, så får man et lille barn”.

Her måtte jeg lige sunde mig lidt, og undervisningen fortsatte langt ind i pausen.

”Fra pige til kvinde”

Her var drengene mere stille og lyttende til, hvad jeg fortalte og viste dem. De gik meget op i menstruation. Og her havde jeg en kæmpe opgave med at få dem lært, hvad der egentlig foregår i kvindekroppen. 

De fleste af drengene var sikre på, at kvinder bliver gravide, NÅR de har menstruation ….

Drengene fik en hel pose med bind og tamponer, som de kunne undersøge sugeevne på. Dog skulle vi lige have afklaret de forskellige ting inden, der kunne undersøges. Der skulle bl.a. afklares, hvordan et bind skal vende (ja nemlig med klistret ned af …), hvilket af de 4 huller man skal bruge en tampon i …… og hvordan man kan tisse, når man bruger tampon!

Herefter blev der undersøgt sugeevne!

UGE SEX

I en tid hvor internettet flyder både med porno og informationer om sex, så skulle man jo tro, at vores unge mennesker har styr på denne del af livet. Men endnu engang har min oplevelse af uge sex været, at vi har brug for et SKAL og ikke timeløsefag, der falder ned mellem to stole. Vi skylder de unge mennesker at lære dem om grundlæggende biologi i forhold til mandens og kvindens biologiske udvikling og reproduktion.

Dertil kommer alt om forskellige køn, følelser, samtykke osv. Dette er også vigtigt.

Men som naturfagslærer vil jeg gerne slå et slag for, at vi sender unge mennesker ud af folkeskolen, som ved noget om menneskets biologiske udvikling og reproduktion.

Hvis du ikke nåede det i uge 6, så kan du heldigvis bare vælge en anden uge. Og hvis du er forældre og har læst min blog, så husk at det ikke kun er i skolen, at vi skal tale om pubertet, udvikling og reproduktion...

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er at dele sine refleksioner om fagene, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: 
mettemellerup74@gmail.com