Folkeskolens naturfagsrådgiver

Blog

Pitch et fagbegreb ved brug af de 4 naturfagskompetencer

Ny undervisning ide, hvor eleverne får et centralt fagbegreb, tid til forberedelse og til sidst pitcher de begrebet foran klassen. I deres pitch skal de 4 naturfagskompetencer indgå.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To af vores fire 9.klasser (de klasser, som jeg underviser) er på mange plan dygtige og engageret i naturfag. De er specielt glade for modelleringskompetencen, hvor de med stor kreativitet selv kan frembringe flotte og brugbare modeller. Undersøgelserne med hypoteser, fejlkilder mm er stadig coronaramte, men det bliver bedre undersøgelse efter undersøgelse.

Det talte fagsprog

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

Her er vi langt fra i hus – endnu. Vi øver og øver, men det er ikke en nem opgave. Vores sidst undervisningsidé er, at eleverne pitcher forskellige fagbegreber. 

Opgaven går helt enkelt ud på, at de får centrale begreber, som de skal forklare ud fra de fire naturfagskompetencer. 

I fredags var det fotosyntesen, som var på programmet. Hver gruppe på to eller tre elever skulle til tavlen, hvor de havde tre minutter til at forklare om fotosyntesen ud fra de fire naturfagskompetencer. 

Eleverne fortalte om forskellige undersøgelser med hypoteser, fejlkilder og materialer. De havde tegnet modeller, som de brugte til at forklare fotosyntesen ud fra. De brugte tavlen til at afstemme fotosynteseligningen. Til perspektivering satte de bl.a. FN´s verdensmål i spil og koblede vores fælles faglige fokusområde ”naturen” til begrebet fotosyntesen. 

Undervisningen ideen

Dette er en nem og ikke forberedelsestung undervisningside. Måden eleverne går til fagbegreberne får dem til at bruge deres fagsprog og blive konkrete, da de har kort tid til opgaven. 

Efter timen da jeg spurgte eleverne til denne undervisningsform, var de imponeret over, hvor meget de kunne nå på tre minutter, når de var velforberedte. Jeg var glad for at høre, hvor meget fagsprog de faktisk kunne trylle frem – måske fordi de skulle til tavlen og fortælle/forklare.

Så har du et par timer inden jul, hvor der er hul i din årsplan – så prøv at pitch et fagbegreb.

Glædelig 1.søndag i advent / Mette