Hvem er vigtigst? Den person som kan bruge GeoGebra, eller den person som kan bruge pæleboret? 

Jeg er primærvoksen i en 8.klasse, og har været det siden 6. klasse. En del af dem har jeg kendt og undervist siden 3. klasse. De er som en helt almindelig folkeskoleklasse, dog med lidt flere elever (70%), som har en anden etnisk baggrund end dansk. Eleverne er søde og relativt gode til at gå i skole. 

Klassen har været på brobygning, hvor de har besøgt forskellige ungdomsuddannelser. En ting går igen, når jeg taler med dem, både i de formelle og de uformelle samtaler. De vil gerne på STX, og det er den eneste ungdomsuddannelse, som tæller - og det skal være direkte efter 9. klasse.

Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen for at tage på STX efter 9. klasse, men dette er bare ikke den optimale uddannelsesvej for alle. 

I sidste uge havde jeg en oplevelse med klassens drenge, som fik dem til at se anderledes på ungdomsuddannelserne. Ude i vores verdensmålshave har vi sat 4 hængekøjer op i den del af haven, som hører under verdensmål nummer 3 ”sundhed og trivsel”. Der står et stort majestætisk bøgetræ i haven, som bærer hængekøjerne i den ene ende. Her ligger skolens elever – de hygger, snakker og læser i hængekøjerne. Desværre var stolperne vi havde sat op i første omgang ikke kraftige nok, så de skulle udskiftes. Pigerne fra klassen ville gerne så og plante i haven, og drengene ville gerne hjælpe med de nye stolper.

Projekt ”stolper til hængekøjer”

Drengene kunne ikke placere stolperne samme sted som de gamle stolper, da vi før havde 4 og nu skulle have 6 stolper. Drengene blev hurtigt enige om, at det første hul kunne bores, hvor som helst rundt om træet. Men så stod spørgsmålene i kø…

· Hvor langt væk fra træet skulle hullet graves/bores?

· Hvordan regner vi ud, hvor huller skal bores?

· Hvor mange hængekøjer har vi?

· Hvordan laver man hullerne?

· Hvad er et pælebor?

· Har vi en spade?

Der gik ikke lang tid i denne proces, hvor drengene af sig selv begyndte med forskellige dele af problemløsningen.

Nogle gik straks i gang med en arbejdstegning på papir og den fik de hurtigt omsat til en model i GeoGebra. Andre gik til pedellen efter et pælebor, nogle fandt de nye hængekøjer for at måle længden af dem.

Der blev regnet og sat pinde i, hvor der skulle laves huller, som blev gravet og boret – og så blev der flyttet på to af hullerne pga. en regnefejl. Alle drengene bidrog, og der var højt humør og highfives, da vi var færdige, hvorefter vores afholdte pedeller støbte de nye metalstolper fast.

Efter denne oplevelse sad vi sammen på pallemøblerne ude i haven og snakkede om arbejdet. Her kom de selv ind på, hvor betydningsfuldt det er, at vi ikke har de samme kompetencer. De blev hurtigt enige om, at i den proces vi lige havde været igennem, kunne de alle bidrage, og at det var vidt forskelligt, hvad de havde bidraget med.

Jeg omsatte vores samtale til deres valg af ungdomsuddannelser, for måske STX ikke er den eneste mulighed. For i flokken er der både drenge, som gerne vil være tømrer og murer.

Jeg håber på praksisfaglighed i de kommende år, ikke som policy-begreb formuleret af politikere, men som god undervisning, der tillader os at komme ud at gøre noget.

Mine elever i 8.A er ikke knivskarpe til naturfag, men til gengæld besider de 21.Centry Skills, opfindsomhed og giver ikke op. De har en trial end error tilgang til projekter, og det elsker jeg dem for.