Folkeskolens naturfagsrådgiver

Blog

Anderledes undervisning, højspændte lærere og vanvittige elevresultater

Vol. 2 fra undervisningen i 8.klasse. De pivrøde øre er skiftet ud med en ægte stolthed og glæde på elevernes vegne. Vi vendte de elendige elevresultater og elevernes tilgang til egen læring og naturfag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til de trofaste læsere af mine indlæg, så kommer her en opfølgning på blog indlægget ”Prima undervisning, sejrsikre lærer og elendige elevresultater”. 

Hvis du ikke har læst indlægget, så kan det læses her  https://www.folkeskolen.dk/1882519/prima-undervisning-sejrssikre-laerere-og-elendige-elevresultater

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

Som beskrevet i første indlæg, så var vi overrasket og forbavset over elevernes manglende kunnen og viden efter vores første semester. Vi blev hurtigt enige om, at undervisningen skulle gribes 110% anderledes an, hvis vi sammen med denne elevgruppe skulle lykkedes. 

Undervisningen blev omstruktureret til en undervisningsgang med små hold og rotation mellem lærerne og en gang med fokus på hver sin kompetence – pr. uge. 

Succesen på de små hold

 Eleverne blev niveaudelt på fire hold. De var 25 minutter ved hver lærer og lærte om råstoffer, energiformer og genetik. Og så et enkelt værksted, hvor holdet selv skulle arbejde med opgaver omhandlende emnerne.

Vi oplevede arrangeret elever, der ville deltage i undervisningen på de små hold. De spurgte og var nysgerrige. Alle hold kom ikke lige langt med ”pensum” – men alle kom så langt, som DE lige præcis kunne komme.

Kodeordene for denne succes er SMÅ HOLD, MINDRE PENSUM OG GENTAGELSER. 

Nåede vi langt – JA det gjorde vi, fordi eleverne kan huske, hvad de har lært. 

Succesen på kompetencejagten

Timerne, hvor vi havde fokus på EN kompetence, var en total øjenåbner for eleverne. For en stor del af dem var det først her, at de fik forståelse af, at undervisningen i naturfag er kompetenceopbygget. 

At se, hvordan de udviklede viden og sprog om den naturvidenskabelige arbejdsmetode, hypoteser, fejlkilder, variabler og materialer, imens de arbejdede med at udtrække DNA fra hindbær og senere med citronbatterier, var en total aha oplevelse for LÆRERNE.

Da vi arbejdede med modelleringskompetencen, skulle eleverne brug noget af den viden, de havde erhvervet sig under arbejdet med kommunikationskompetencen. De skulle tegne klassifikationer af energiformer, tegne et flowdiagram til et selvvalgt råstof og skrive/tegne en multimodal tekst om genetik. 

ALLE elever afleverede tre modeller til tiden. OG der var brugt lang tid – også hjemme på denne opgave. De var PIV stolte af deres modeller. Flere af eleverne havde været til lektiecafé for at få dem færdige. 

At modtage alle disse modeller – lige præcis fra de to klasser – er noget af det mest tankevækkende, jeg længe har været med til. 

Prøve – på papir uden notater

Som efter første semester afsluttede vi forløbet med en prøve på papir, uden notater eller brug af pc. Da vi samlede prøverne ind og havde afsluttet undervisningen, løb vi på lærerværelset for at begynde retningen af prøverne. Vi nåede ikke engang kaffen, da vi var så spændte på at se elevernes resultater.

Vi burde have skiftet kaffen ud med champagne. ALLE elever havde rykket sig en, to eller tre karakter – i den rigtige retning. Lige der var min makker og jeg ikke til at skyde igennem.

Deltagelsesmulighed 

Jeg er med på premissen om, at dette ikke er raketfysik. Det er jo den måde lærere arbejder dagligt: Når noget virker ikke – så gør vi noget andet. 

Men på en eller anden måde er dette forløb en øjenåbner for mig. Vi havde med elever at gøre, som ikke havde troen på sig selv og egne evner. Ej heller fandt de interesse i naturfag. Men ved at tage udfordring op, ville disse elever og bruge lidt ekstra energi i planlægningen – så fik vi vendt en rigtig dårlig læringskurve og stemning til ”naturfag er cool, og vi kan godt finde ud af det”

TAK FOR I ÅR 

Dette bliver det sidste indlæg i år. Nu venter juleferien og med den forhåbentlige julefred. Jeg vil takke jer for at læse med, kommentar, likes og dem som skriver til mig privat. Husk hvis der er emner, som du gerne vil have mig til at skrive om – så giv mig et praj, så skal jeg gøre mit bedste.

Glædelig jul og godt nytår til dig & dine / KH Mette.