Blog

Fagre nye verden ...

Ratepensioner og coronavaccinationer

Kan emnet spærre for læring? JA og det kan ikke blot spærre, men også blokere. Jeg havde egentlig glemt dette aspekt i undervisningen. Blev selv udsat for en situation, som fik alle alarmklokker til at ringe. For er jeg dygtig nok til at vælge emnerne til undervisningen?

Offentliggjort Sidst opdateret

På min efteruddannelse havde vi besøg af en matematiker, som skulle undervise os i to forskellige emner og deres sammenhæng med matematisk modellering.

En lille fodnote er her at jeg ikke er vild med matematik og har et gen, der ofte blokerer for at høre ordentligt efter, når matematikken bliver involveret.

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

Første case handlede om, hvorvidt man skulle indbetale til en ratepension eller ej? Der var alle mulige forudsætninger i opgaven. Så fik hver gruppe 10 minutter til at opsætte scenarier om ratepensionen. Der kom et slide op med de sygeste matematiske udtryk, formler og sikkert andet lækkert for matematikelskerne. Personligt var jeg 1000 km væk i mine tanker og bidrog ikke med meget.

Anden case handlede om coronavacciner og beregningerne om omkostningerne i forhold til hvem, hvornår og hvor mange, der skal vaccineres. Matematikken var i denne case lige så meget uden for nærmeste udviklingszone i mit tilfælde, MEN emnet interesserer mig, hvilket gjorde at jeg ikke blokerede og ikke rejste væk i mine tanker. Jeg kunne givetvis ikke hjælpe gruppen med den konkrete matematik (pga. manglende kompetencer), men jeg kunne bidrage til løsningsmuligheder og vinkler på opgaven.

Efter disse to cases var der pause. Jeg talte med en af de andre studerende, som ikke lige kunne se en parallel til hendes undervisning i folkeskolen. Jeg var derimod helt høj af oplevelse og så pludselig min egen undervisning i et helt nyt perspektiv. Hvis jeg kunne sidde og tænke mig 1000 km væk pga. et emne, som jeg absolut ikke har interesse i og en manglende faglighed – hvordan mon eleverne, så har det i undervisningen?

Jeg er klar over, at der er emner, som vi skal undervise i – men vi skal huske, at indgangsvinklen til emner kan vinkles forskelligt. Hvis man som naturfagslærer og/eller matematiklærer tænker SSI, SSIBL og IBSE som indgangsvinkel til sine forløb kan man have held til at emnerne ikke blokere for læring.

Denne undervisningsoplevelse er også et klassisk eksempel på, hvordan udbyttet af læringen bliver absolut anderledes end forventet. Jeg blev undervist i matematisk modellering med udbyttet blev didaktiske overvejelser i egen undervisning om valg af emner og tilhørende kompetencer.

Gruer allerede for sommerens eksamen i dette modul – for der er matematisk modellering jo i centrum …