Folkeskolens naturfagsrådgiver
Blog
Når undervisningen giver energi og smil på læben
Bøvlet klasselæreropgaver, corona, skubbede møde, der presser sig på, planlægning af emneuge og skolefest, praktikanter og vejledning, vikartimer pga. forskellige omstændigheder – du sætter bare selv emner på, for at få de første linjer til at passe med din hverdag
I tirsdags var jeg tilbage i min 6.klasse. Vi havde haft praktikanter siden uge 1, jeg havde været væk med corona og der havde været ferie.
Jeg havde ikke helt styr på, hvor langt vi var i forløbet om ” Jorden – en urolig klode”. Havde hørt fra vikaren, at vi var kommet til vulkanerne. Var hverken velforberedt eller topmotiveret, da jeg gik ad den lange gang ned til eleverne.
Hej Mette – vi har savnet dig
Jeg kom ind i klassen og de 26 elever væltede ind ad døren. De snakkede, grinede, gav udtryk for, at de havde savnet mig og to af dem kom og krammede mig (hvilket jeg som overbygningslærer ikke lige er van til).
Vi kom i gang med dagens undervisning. De var klar og jeg kunne mærke en oprigtig glæde hos dem. Det skal lige siges, at det er en klasse, som elsker natur og teknologi.
Vi skulle i gang med at lave modeller af vulkaner. Stilladseringen til modellerne blev skrevet på tavlen.
Modellen skal indeholde:
En overskrift
- En klassifikation af vulkantyper
- En tegning af en vulkan med – gerne med et tværsnit så indholdet af vulkanen kan ses
- Tre fakta bokse
Eleverne er trænet i at bruge modelleringskompetencen ved selv at kreere deres modeller. Der blev hurtigt fundet store stykker papir, farveblyanter og hæfter med noter.
Magien indtraf
Der gik få minutter, så var alle grupper i gang med at tegne og skrive på deres modeller. Der var en summen af faglig snak rundt i hele klassen, og enkelte elever var stille pga. dyb koncentration. For alle gjaldt det, at der var arbejdsglæde og flow.
Jeg tog mig selv i at sidde med hænderne under hagen. Ved ikke, hvor længe jeg havde siddet og betragtede dem. Mit lærer-DNA fyldtes med glæde og stolthed.
I timerne glemte jeg alt om bøvlet i lærerjobbet og måtte endnu engang konstatere, at jeg elsker at gå ind til eleverne, være sammen med dem og give dem uddannelse og dannelse om verden gennem naturfag. At undervise er i min optik verdens fedeste oplevelse og job.
Så på de dårlige dage – hvilket jeg sandelig også har i den danske folkeskole – tænker jeg på disse magiske stjernestunder, som undervisningen ofte bringer.
Hvornår har du sidst haft en magisk stjernestund i undervisningen?