Folkeskolens naturfagsrådgiver
Blog
Mette, hvad ønsker du dig? Et faglokale, TAK
Fysik i fysiklokalet, musik i musiklokalet, hjemkundskab i køkkenet, idræt i hallen/boldbanen – natur og teknologi i klasseværelset!!! Hvis elevernes undring og nysgerrighed skal vækkes og holdes i live i naturfag, så skal det ikke ske i et klasseværelse.
Jeg er frustreret og utilfreds, hvilket har ført til manglende arbejdsglæde. Det handler om faget natur og teknologi – folkeskolens betydeligste naturfag. Faget, hvor vi tænder lys i elevernes øjne, og giver dem de første spæde forståelser af deres verden og vores omverden.
Et fag, som handler om at undersøge, forsøge sig frem, fejle – prøve igen, bygge, plante, programmer, dissekere, koge, smage, løbe for at undersøge sin puls og 1000 andre aktiviteter. Vi bruger et hav af modeller – skeletter, torsoer, cellemodeller, globus, udstoppet dyr, molekyle byggesæt og 1000 andre tredimensionale modeller. Vi undersøger – dyr, planter, jordprøver, vandprøver og 1000 andre objekter. For en stor del af de danske natur og teknologi lærere sker dette i et almindeligt klasseværelse, hvilket i min optik et uacceptabelt og uinspirerede. Faget har til tider politisk bevågenhed, hvor man bl.a. har efter- og videreuddannet lærere. Det er på tide, at udfordringen med faglokalerne bliver taget op – på højeste sted.
Der sidder sikkert læsere nu og tænker – folkeskolen har da langt større problemer, end en natur/teknik lærer, der hyler op om, at hun mangler et faglokale. Jo bevares, men denne problemstilling med manglende faglokaler trækker dybe streger i sandet.
Ikke alle eleverne oplever den magiske verden, som naturfagene er – i deres klasseværelse. Lærerne går død i at pakke materialer. Undervisningen har ikke den karakter, som den burde have. Kollegaerne er ikke imponeret over at komme ind i klasseværelset, når der er dissekeret fisk.
Naturen bliver brugt når det er muligt i dette fag. Der er ikke en sten eller sø, der ikke er endevendt af elever i dette fag. Ej heller et formidlingssted i cykelafstand, som ikke er besøgt. Der er stadig timer tilbage – som bruges i klasseværelset. Timer, som BURDE foregå i et faglokale.
Hvis jeg var ung natur og teknologi lærer og var til ansættelsessamtale på en skole uden et faglokale til faget, så ville jeg takke nej til jobbet. Det er flovt og pinligt, at folkeskolen ikke tager denne udfordring mere seriøst. Vi mister elevernes interesse i naturfagene i en tidlig alder, fordi natur og teknologi bliver til et læsefag i klasseværelset.
Så kære julemand, undervisningsminister, skolechef, skoleleder, fonde eller andre med kapital – et fromt ønske / FAGLOKALER til NATUR & TEKNOLOGI.