BLOG
Empty article - Subtitle
Et nyt sæt læsebriller
Livet består af stort set identiske dage med dagligdags hændelser. Der er snørebånd, morgenmad, fodvorter, Sankt Hans-bål, hovedbrud og herligheder i ét virvar. Det er livets gang; små og store småting. Og så er der de helt store hændelser, de definerende, omvæltende. Hændelser, der ændrer én. Ofte er der tale om fødsel eller død, men for de heldige også om kærlighed. Denne type hændelser skaber litteratur – og læsere.
At blive far er sådan en begivenhed. Alt bades i et andet lys – i den første tid ofte vågelampens skær, ligesom alt omkring én får den lille drejning i retning af det surrealistiske, som 36 timer uden søvn medfører. Men lidt efter lidt falder tingene ind i nye riller, som med tiden bliver vante. Alt handler nu om at være en del af en familie. Man kan endda have held til at åbne en bog igen i ny og næ, og det er tænkeligt, at man bliver overrasket. Værker, man mente, man kendte, har fået nye facetter. Fordi man selv har fået en omsleben læsebrille.
Jeg havde en periode i min ungdom, hvor jeg læste og genlæste alle tekster fra Stephen Kings hånd med udelt begejstring. Med ungdommelig fanatisme betragtede jeg hvert værk som manna fra himmelen. Senere er min holdning blevet mere nuanceret, men mange af Kings værker finder jeg stadig glimrende.
Efter at være blevet far, har jeg opdaget et fremtrædende element i flere af de klassiske King-værker, som er nyt, for mig. Grunden til, at jeg ikke så det før er, at jeg ikke kendte dets udseende og at det aldrig er faldet mig ind at se efter det. Før nu.
Ondskabens hotel, Dyrekirkegården og mange andre flyder over med faderlig angst! Nu, når jeg læser om faderen i Ondskabens hotel, der forvandler sig fra far til øksesvingende psykopat, genkender jeg den enorme angst for at komme til at skade mit barn. Jeg tænker på følelsen af min nyfødte datter i mine arme – hænder der lignede store, bøvede bjørnelabber, der pludselig skulle passe på en kolibri. Faderen i Dyrekirkegården, som overtræder alle tænkelige grænser, naturlige som overnaturlige, da hans barn dør i et trafikuheld, giver mig mindelser om den kvælende sump af invaliderende frygt, der pludselig kan overvælde mig ved tanken om, at jeg lever i en verden, jeg ikke kan kontrollere. At uanset hvad jeg gør, kan jeg aldrig skabe den totale sikkerhed, jeg ønsker for min datter.
Jeg kan stadig se de uskyldige, overnaturlige gys, som den unge Mikkel så. Men ligesom når man har spottet det skjulte i et fiksérbillede, er den nye dybde umulig at se bort fra nu. Værkerne, som før gav frygteligt-frydefulde kuldegysninger og gåsehud, giver nu fugt i øjenkrogen og rystelser i eksistensens grundvold.
Det liv, læseren har levet, former læsningen. Det er godt at huske, når man taler om litteratur, livet og andre væsentlige ting – med elever såvel som godtfolk i almindelighed.
