Kyl telefonerne ud af skolen

For 25 år siden var internettet og den digitale verden et frirum fra den fysiske virkelighed. Nu forholder sig omvendt. Perioderne med menneskelig social kontakt er blevet til små øer på det digitale ocean, hvor vores børn og unge alt for ofte driver alene rundt på hver deres tømmerflåde med begrænset radiokontakt til venner og veninder og med et sandt bombardement af ukontrollerbare sanseindtryk, som mange voksne mistolker som ro, men som i virkeligheden sætter hjernen på overarbejde. Tilfælde af angst og følelsen af ensomhed blandt unge er steget synkront og i takt med vores trang til at kontrollere deres omgivelser og adfærd i den fysiske verden, og samtidigt er de overladt til sig selv digitalt.

På skolen, hvor jeg er lærer, har vi en mobilregel, der ligner mange andre skolers. Eleverne må medbringe telefonen, men skal aflevere den ved timens start, så de kan koncentrere sig om det faglige. Som fagprofessionel er jeg glad for, at der trods alt stadig prioriteres faglig undervisning, men vi er ikke vores opgave voksen, når vi i pauserne atter kaster dem ud på åbent hav og lader hånt om deres sociale liv og sociale kompetencer. Måske vi voksne accepterer deres mobilafhængighed, fordi vi selv er afhængige, eller lader vi dem bruge telefonerne som en narresut, så vi som voksne har pacificeret dem? 

Jeg er ikke i tvivl om, at alle voksne og forældre ønsker det bedste for deres børn og unge, men mange er for stressede, pressede og travle til at kunne håndtere konflikter og sætte de helt nødvendige rammer for at gøre deres tilværelse forudselig og tryg. Jeg er desværre klar over, at de færreste orker at påtage sig voksenansvaret, de færreste magter at tage konflikten og de færreste vover at føle sig uelskede. Vi er for optaget af at være venner med vores unge fremfor at være voksne.

At tage opgøret med mobilerne i skolen kræver, at vi har alternativer som analoge spil, stillerum, åbne haller og gymnastiksale med voksentilsyn, og det vil kræve en tilvænningsperiode for skolen og eleverne, men det er nødvendigt, hvis vi skal have dem væk fra skærmene og den ensomhed og stress, der følger med, og hvis deres hjerner skal have den nødvendige ro og forudsigelighed, som er en forudsætning for trivsel samt ikke mindst det fysiske samvær med både deres jævnaldrende og voksne.

Spørgsmålet er, hvor de voksne er?