De uopslidelige

I 2008 forlod jeg lærerjobbet for at bidrage til dansk pædagogik på andre måder; først som konsulent, dernæst som leder, og nu som underviser på læreruddannelsen. Derudover har jeg skrevet og redigeret bøger, holdt foredrag og begået artikler, blogs, kronikker osv. I de forgangne år har jeg ofte savnet folkeskolens pulserende og åndfulde liv.

Selvom det er væsentligt lettere at være både konsulent, leder og UC-underviser, havde lærerjobbet noget særligt. Jeg har kun yderst sjældent præsteret en arbejdsuge på under 55 timer som lærer (i de første år underviste jeg 27 lektioner om ugen + møder, forberedelse, efterbehandling, kurser, administration, gårdvagt og klasselærerfunktion), men denne arbejdsmængde blev opvejet af følelsen af at gøre noget vigtigt. Ligegyldigt hvor træt man var, når man mødte på arbejde, kunne samværet med børn, viden, kultur og voksne altid trække èn op.

At være lærer var for mig ikke et job, men et liv. Tilmed var det efter min opfattelse noget, man skulle tage alvorligt. En stor del af timerne var i øvrigt en foræring til samfundet, for jeg fik jo kun løn for 37. Det var ok med mig, men denne altruistiske indstilling blev dagligt udfordret af den offentlige "sandhed" gående på, at lærere er både dumme og dovne. Dén diskussion har altid irriteret mig, for svaret er naturligvis både ja og nej. Selvfølgelig findes der dovne, og sikkert også dumme, lærere. Det samme gælder for taxachauffører, elektrikere, direktører og statsministre. Alle faggrupper har (periodisk) brodne kar, men i lærernes tilfælde blev denne skelnen mærkværdigvis ophævet i den offentlige samtale: ”Alle lærere er dovne og overprivilegerede” (undtagen lige de dygtige lærere, man selv kendte til). Som lærer arbejdede jeg både hårdt og gratis, og skulle som en ekstra bonus altid finde mig i den offentlige nedgørelse, fordi jeg jo var både doven og overprivilegeret med mine "8-9 ugers sommerferie" (hvilket i mit tilfælde i virkeligheden dækkede over fem ugers tvungen og ufleksibel ferieafholdelse, samt to uger med møder og forberedelse; altså normalt et syv ugers forløb med arbejde og tvungen ferieafholdelse i den absolut dyreste periode).

Alligevel har jeg savnet at være rigtig lærer, og har indtil nu haft en hemmelig plan om en dag at vende tilbage til mit oprindelige fag. Jeg kan dog ikke længere undervise ordentligt i 27 timer om ugen under folkeskolens udfordrende arbejdsvilkår - det kræver altså ungdommens uopslidelighed, der desværre er ved at aftage. Det er ekstremt hårdt at undervise, og det er endnu hårdere at undervise varieret, inspirerende og ambitiøst. Det kræver en enorm fysisk og mental energi, hvilket kun lærere tilsyneladende forstår. Og i et sådant opslugende arbejdsliv går slet ikke, når man har børn og familie. Jeg kan helt sikkert klare 20-24 lektioner plus en række andre opgave (altså en arbejdstid på ca. timer 45 om ugen), men dette er med regeringsindgrebet ikke længere muligt. Med mindre jeg har råd til at arbejde deltid (altså almindelig fuld tid med deltidsløn) kommer jeg aldrig tilbage til folkeskolen.

Jeg håber derfor inderligt, at der i samfundet findes en masse uopslidelige overmennesker, der med både hjerte, ånd og fornuft vil varetage genskabelsen af vores civiliserede samfund. Selv er jeg for svag. Desværre. Det gør ondt at indrømme, for hvordan kan jeg som forfatter, debattør og UC-underviser troværdigt kloge mig på noget, jeg ikke selv magter længere? Det bliver i hvert fald en mere teoretisk øvelse end hidtil. Mest af alt er jeg bekymret for vores fælles folkeskole, der på sigt risikerer at stå helt uden rigtige lærere, der tager deres ansvar alvoligt (at aflire et eller andet prædesignet program er altså ikke rigtigt lærerarbejde!). Jeg vil derfor opfordre alle uopslidelige KL-folk, politikere, direktører, politiske kommentatorer og andre, der mener, at de selv kan gøre det bedre end de nuværende lærere, til at vise samfundsansvar og tage en læreruddannelse. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Vi har nemlig hårdt brug for jer i vores fælles folkeskole.