Ankers spændende fagpolitiske liv

Som nyuddannet fra Gedved Seminarium i 1966 meldte Anker Christoffersen sig straks ind i SYL. Bag forkortelsen, SYL, gemte sig navnet ”Sammenslutningen af Yngre Lærere”, der var en forening, som den unge førstelærer og kredsformand, Ole Blåkilde fra Humble Skole på Langeland, netop havde taget initiativ til. SYL forlangte højere begyndelsesløn, længere barselsorlov og overenskomstansættelse. DLF burde omdøbes til Danmarks Overlærerforening, mente SYL.

Anker blev ansat på prøve ved Kværndrup Skole på Midtfyn. I købet af de første to år skulle nyuddannede lærere dengang vise sig værdige til at blive fastansatte tjenestemand i folkeskolen. Anker blev straks kontaktet af SYL, for der var brug for arbejdskraft til at administrere sammenslutningens økonomi og hastigt voksende medlemskartotek. Det var lige noget for Anker, som inden seminarietiden havde en handeles- og regnskabsuddannelse.

Vi følte os trådt på

Anker passede lærerarbejdet så godt, at seminariet og øvelsesskolen i Jelling et par år senere sendte bud efter ham.

”Jeg nåede hverken at skrive ansøgning eller noget, så var jeg ansat”, fortalte han, da jeg i 2014* interviewede ham i flere timer.

Undervisningen i skolen og på læreruddannelsen var spændende, syntes Anker. Men det fagpolitiske arbejde vandt. Og det skyldtes blandt andre socialdemokraten Per Hækkerup og SF’eren Jens Maigaard.

I hemmelige forhandlinger havde Hækkerup som økonomi- og budgetminister aftalt med Maigaard fra Socialistisk Folkeparti, at lærerne skulle undervise mange flere timer om ugen - uden ekstrabetaling.

”Det kan ikke være meningen, at vi skal lønne folk for overtimer, når de kan klare det samme arbejde i deres normale arbejdstid”, sagde Per Hækkerup i Tv-avisen den 21. marts 1973.

”Jeg vil ikke nægte, at det betyder, at lærerne skal bestille mere inden for deres normale arbejdstid”, fortsatte han – og satte så trumf på med denne afslutning: ”Det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere”.

Dengang var der kun én tv-kanal, så klokken 19.30 sad alle og så Tv-avisen. Også lærerne fra øvelsesskolen i Jelling. Så næste dag skete der noget, både der og alle andre steder. Her er Ankers fortælling om dagen derpå, som han huskede den i 2014. Jeg tjekkede hans beretning hos en række andre, der også var med dengang, og de bekræftede forløbet:

”Jeg skulle møde klokken ni på skolen, og da jeg kom ind på lærerværelset, sad de der allesammen. ’Hvad skal vi gøre’, spurgte de”, fortalte Anker.

”Jeg sagde, at hvis det stod til mig, så strejkede vi. Der var fuldkommen stille. Så sagde Kurt Mortensen bare: ’Så holder vi.’ Han var kredsstyrelsesmedlem. Der var ikke mere at snakke om. Et kvarter efter ringede de til skolen fra kredsen i Vejle, og skolesekretæren fortalte dem, at vi havde nedlagt arbejdet”.

Bannerfører uden plan og taktik

”Det havde ingenting at gøre med politik. Det var ren og skær, at vi følte os trådt på”, understregede Anker. ”Uden at nogen havde besluttet det, blev jeg en slags bannerfører for strejkerne i Jylland, for vi begyndte at ringe rundt til andre skoler”.

Og så gik det ellers stærkt, huskede Anker. En time eller to senere meldte de tilbage fra Esbjerg.

”Så holdt de også. Klokken 10 stoppede de så også i Vejle, og i løbet af tre kvarter nedlagde lærere arbejdet i Brande, Herning, Fredericia og så videre. Det var lige meget, om de var røde, grønne eller blå, lærerne, vi var bare så vrede”.

Anker blev også ringet op fra små skoler i andre kommuner.

”De skældte ud over, at vi ikke inddrog dem i vores plan. Men vi havde ingen plan og ingen taktik. Jeg sad selv i kredsstyrelsen, men vi spurgte den ikke, vi stoppede bare arbejdet”.

Op ad dagen ringede de så fra DLF’s sekretariatet i København og spurgte, hvad de havde gang i, og dagen efter sendte de en konsulent over for at fortælle, at tjenestemænd ikke måtte strejke.

”Undskyld mig, en ansat, der skulle fortælle os, hvad vi ikke måtte! Vi spurgte ham bare: ’Hvad vil du gerne vide?’ Og så fortalte vi, at vi ikke ville finde os i den behandling”.

Anker Christoffersen vidste det ikke dengang, men begivenhederne i marts 1973 blev affyringsrampen til et langt liv med fagpolitik på landsplan. Til en plads i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse, til posten som næstformand – først som Jørgen Jensens meget aktive wingman i fire år og samme post i endnu fire år, da Martin Rømer blev formand. I 1988 blev Anker FTF’s første fuldtidsformand og kom dermed til at repræsentere 450.000 ansatte i mere end 80 forskellige fagforeninger og forbund. Den post beholdt han helt frem til 2003.

Ankers fornemme indsats som den benhårde, smilende forhandler og kompromismager er fortalt andre steder – også i mine mindeord i fagbladet Folkeskolen.

Jamen, så siger vi 50.000 tulipaner

De læsere, der stadig hænger på, får også lige historien om 50.000 tulipaner og en stor lærerfest i Vejle, hvor Anker også var organisator.  Festen var både en fejring af Danmarks Lærerforenings 100-årsjubilæum og en slags protest, fortalte Anker, da han huskede tilbage i 2014.   

I København skulle DLF’s 1974-kongres være den helt store jubilæumsfejring med besøg af dronningen og stor middag.

Men den var kun for ”de fine”. Hovedstyrelse, ministre kongresdelegerede, kredsformænd og så videre. Men ikke for almindelige medlemmer.

”Jeg synes jo så, at vi skulle holde fest for medlemmerne i Jylland”, fortalte Anker.

”Så sagde jeg: ’Så laver vi sgu den allerstørste fest, større end københavnernes’. Og det gjorde vi så”.

Den blev holdt i de nybyggede haller i Vejle. Op mod 3000 lærere deltog. Stor middag, korte taler, sang og musik. Og der blev pyntet med masser af tulipaner.

Der skulle selvfølgelig pyntes med blomster, så vi aftalte med nogen, der dyrkede tulipaner på Fyn, at de skulle levere dem. Gratis. Jeg glemmer det aldrig. Hun ringede sådan ved fem-sekstiden. ’Jeg vil bare spørge, hvor mange I vil have’, sagde hun.

’Jamen, hvor mange har I da’, spurgte jeg.

’Vi har 50.000, Anker’.

’Jamen, så siger vi 50.000 tulipaner’.

”Lærerne kom i busser alle mulige steder fra. Busser, der var betalt af de lokale sparekasser eller andre firmaer, for det var jo god reklame for dem. Lange Jørgen, DLF’s formand, var rystet over, at det voksede så stort for os. Men vi havde en kæmpefest. Birthe Kjær sang for os, ’Arrivederci Franz’, ’Den knaldrøde gummibåd’ og ’Jeg går aldrig til bal uden trusser’. 

En kæmpefest, siger jeg dig”.

Vi havde tillid ham

I 1976 blev Anker Christoffersen valgt ind i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse med massive stemmetal fra medlemmer i hele Jylland, og det fagpolitiske arbejde, der begyndte på Kværndrup Skole og på øvelsesskolen i Jelling tog for alvor fart. Fra SYL over lærerstrejker og fest for medlemmerne blev han sendt videre til det landspolitiske. Og Anker blev ved med at blive valgt. Fordi vi havde tillid til ham. Det var en fest at møde ham, en kæmpefest.

* Det interview med Anker, jeg citerer fra, blev til, da jeg researchede til bogen, Lærernes kampe – kampen for skolen. Den udkom på Gyldendal i 2014. Interviewet findes i sin helhed i bogen DLF-stemmer uden filter - Samtaler med 32 nøglepersoner i og omkring Danmarks Lærerforening. Den er på 900 sider og eksisterer i tre eksemplarer: et i min bogreol, et på min computer og et i DLF’s arkiv.