1800 bachelorprojekter – ikke alle er gode

På Lærerprofession.dk præsenteres hvert år et halvt hundrede professionsbachelorprojekter fra læreruddannelsen, som eksaminatorer og censorer har sendt ind. Det er ikke en betingelse, at de studerende har fået 12. Det er vigtigere, at man kan set det professionsrettede og mærke, at projektmagerne har fokus på, at de skal ud og være lærere.  

En uafhængig komité læser de indstillede projekter grundigt og sorterer i dem. Dommerne leder efter analyser og diskussioner, der kan inspirere andre studerende, deres undervisere på uddannelsen og lærere i folkeskolen. Og de vurderer, om projekterne kan bidrage til udvikling af lærerprofessionen og skolen. Men disse brede kriterier er det ikke alle indsendte projekter, der lever op til.

Fra det særlige til det middelmådelige

Og hvad med de mange, mange bachelorprojekter, der ikke indstilles til Lærerprofession.dk? I sig selv er det selvfølgelig ikke et problem, at de ikke kommer igennem nåleøjet. Men med erfaring som censor gennem mange år tør jeg godt påstå, at der er skrives alt for mange middelmådige bachelorprojekter. Projekter, som ikke virker som læreruddannelsens svendestykke, men mere som opgaver, der bare har skullet overstås. Ja, der afleveres og godkendes efter min mening for mange projekter, hvor den studerende tilsyneladende blot har ønsket at humpe sig op over dumpegrænsen.

Men det ikke eksamenskarakteren, jeg er optaget af. Det vigtige er, at kommende lærere i arbejdet med bachelorprojektet for sig selv og andre kan vise, at de gennem studiet har tilegnet sige kundskaber og færdigheder, de kan bruge ude i skolen. Projekter, hvor den studerendes nysgerrigt og undrende bruger den nye viden, så akademisk analyse bliver kombineret med håndværksmæssige overvejelser og pædagogiske og didaktiske diskussioner af muligheder for og udfordringer med at opfylde folkeskolens formål. De projekter er det en fornøjelse at læse. Men den slags kvaliteter finder man altså langt fra altid.  

Det er selvfølgelig den studerende, der afleverer projektet, der må stå til ansvar for indholdet. Men det er langt fra altid (kun) ham eller hende, der har ansvaret for den lavt jordstrygende eller ukonkret svævende kvalitet. Det handler også om, hvad læreruddannelsen har at byde på, og på de krav der stilles.

Jeg har læst for mange projekter med pseudo-akademiske afsnit, der smager mere af teoretisk pulverkaffe end af ind- og overblik. Men det får man åbenbart lov til, hvis bare de indeholder de rigtige akademiske signalord.

Jeg har siddet med projekter, hvor overvejelser om videnskabelig validitet og reliabilitet af en spørgeskemaundersøgelse i tre 8.klasser er gennemført til et 12-tal. Men hvor relevansen for den kommende lærer virker yderst tvivlsom, når man spejler den i fagenes indhold, i didaktik og pædagogik, i skolehverdagens praktiske lærerliv og i folkeskolens formål.

Der sker altid noget andet for eleverne

Jeg har set projekter, hvor den studerende er sluppet afsted med at konkludere noget om undervisningens indhold og konsekvenser for eleverne - alene ud fra interviews med lærere om deres intentioner!

Lærerne lyver selvfølgelig ikke om, hvad de tænker, og hvad de gerne vil opnå. Men der kan altså ikke sættes lighedstegn mellem udtrykte intentioner og den faktisk gennemførte undervisning. Og der kan hoverhovedet ikke sættes lighedstegn mellem lærerintentioner og elevernes udbytte af undervisningen. Der sker altid noget andet for eleverne. Deres oplevelser og deres udbytte af undervisningen er ikke det samme, som det læreren intenderer og planlægger. 

Det er i dét vigtige møde – mødet mellem lærer, elever og stoffet, mellem elever og elever og i forhold til alt det andet, der foregår i skolen og i verden omkring den – at det spændende og vanskelige folder sig ud. Dét bør fylde meget i læreruddannelsen. Og det burde være i fokus i mange flere bachelorprojekter. I stedet for bliver man præsenteret for legitimeringsafsnit med referencer til Brinkmann og Tanggaard eller måske til Kvale og Brinkmann om, at lærernes udtalelser er fremkommet gennem semistrukturerede interviews.  

Jow, jow, jow. Det er nødvendigt at kunne gøre rede for sine metodevalg. Men hvis beskrivelsen om stilladset skal fylde mere end beskrivelsen af og overvejelsen om huset, er der altså noget galt. Og alt for mange studerende har enten ikke lært eller forstået, at interview er en bestemt talegenre, som benytter sig af nogle bestemte sproghandlinger, som kræver, at man analytisk kommer ind bag udtalelserne. De besværlige anomalier, der måtte ligge i interviewene, ryger ofte ud under udvælgelsen af dataene. Og alt for ofte skelnes der ikke mellem interviewets beskrivende niveau og udsagnenes sammenhæng med projektets teoretiske hypoteser og problemformulering. Derfor ender for mange analyser ofte med at postulere iagttagelser, der bekræfter intentionen.

Denne ikke-forståelsesfælde klapper, tror jeg, for ofte, fordi der er påfaldende få bachelorprojekter med både lærerinterview, elevinterviews og observationer af undervisning. Der er for få observationer af elevers og læreres samspil og aktiviteter. Ja, lad mig bare stramme garnet endnu mere: elev- eller børneperspektivet er ofte temmelig tyndt repræsenteret. Men når den studerende har både et voksen- og et børneperspektiv og egne observationer med, bliver modsætninger, besværligheder og det anormale tydeligere.

Det bliver det ganske vist vanskeligere at analysere det, man har hørt og iagttaget. For observationer tager tid, og børn kan ikke nødvendigvis reflektere over eller udtrykke mundtligt, hvordan de har det, så deres oplevelse af de faglige udfordringer, af selvværd, anerkendelse og omsorg - eller af afvisning og udelukkelse - fanges sjældent ret godt i et interview. Ja, der er børn, der alene oplever deres udfordringer som kropslige erfaringer.

Derfor kan observationer være med til at kvalificere interviewene. Og - vigtigst af alt - ved som studerende at observere, hvad der sker mellem eleverne, mellem elever og lærer, når de arbejder - eller ikke - arbejder med undervisningens indhold og udfordringer, bliver man bedre klædt på til selv at fornemme, tolke, analysere og forstå det, der sker i ens egen undervisning som lærer.

Det er der ikke tid til, og det er der slet ikke plads til i et bachelorprojekt, lyder indvendingerne fra både undervisere og studerende. Men så må der altså prioriteres i uddannelsen - i stedet for at smøre alt for tyndt ud fra en skolefjern bekendtgørelses kompetence-, færdigheds- og vidensmål.

Høje faglige forventninger

Hvis studerende hverken oplever fordybelse, høje faglige forventninger eller et studiefællesskab, bliver bachelorprojektet bare en opgave, der skal overstås. Og det, der skulle være et fagligt, pædagogisk og menneskeligt berigende studium, bliver noget, der bare skal gå over. 

- Jeg kan godt forstå, at der er studerende, der bliver skuffede, når de oplever, af de bliver tilbudt for lidt undervisning og for tynd vejledning.

- Jeg kan også godt forstå, at der er studerende, der fristes til at bruge tiden på vikarjob eller andet lønarbejde, selv om læreruddannelsen ifølge bekendtgørelsen et fuldtidsstudium.

- Jeg savner fagligt ambitiøse tilbud til de studerende og høje forventninger til dem. Forventninger, som ikke skal handle om teoretisk tørsvømning, men om pædagogik, didaktik og skolehverdag. Det er vigtigt at kunne læse, forstå og kritisere forskningsresultater og evalueringsrapporter. Men det skal altså kombineres med refleksioner over og diskussioner om, hvad der er lærerens opgave og muligheder i skolen sammen med elever og kolleger.

Hvor er politikerne?

- Derfor savner i den grad politikere, der vil tage ansvar for at rette op på læreruddannelsens økonomi. Finanslovens betyder en opbremsning af udsultningen. Men der er lang vej igen.

- Og så savner jeg politikere, der vil tage ansvar for at ændre på kravene i bekendtgørelsen, så de i langt højere grad kommer til at handle om undervisning i skolens fag og om skolens bidrag til elevernes dannelse. I ledelseslagene på professionshøjskolerne vil man tilsyneladende være tilfredse med lidt sårettelser, så struktur og hverdag ikke rystes igen. Men det er ikke nok.