Jens Bjerg er død

Jens Bjerg blev 91 år. I et halvt århundrede arbejdede han tæt sammen med Birgitte Elle. De var gift i 48 år. Foto: Peter Bjerg

Den 7.maj fyldte Jens Bjerg 91 år, og den 30.maj var han ude at spise frokost sammen med sit livs kærlighed, Birgitte. De fejrede deres 48. bryllupsdag.

Fredag den 2.juli døde Jens fredeligt, omgivet af sine nærmeste - til lyden af børnebørnenes glade, lyse stemmer.

Efter et spændende liv, hvor hans vindende væsen førte til varige venskaber, og hvor hans kolossale arbejdsindsats og hjælpsomhed betød vigtige ændringer for mange.  

Den første gang, jeg talte med Jens, var det over telefonen. Han havde skrevet noget til tidsskriftet Unge Pædagoger, som jeg skulle redigere. Jeg ved, at jeg var lidt usikker - måske nervøs, for jeg var nybegynder og skulle forslå nogle sproglige rettelser i professor Jens Bjergs artikelforslag.

Jeg husker hverken artiklens eller samtalens indhold.

Til gengæld husker jeg tydeligt, at han var venligt imødekommende. Han ville hellere end gerne gøre teksten mere læsbar for lærere og lærerstuderende. Vi talte længe, og bagefter havde jeg det som om, det var ham, der havde hjulpet mig!

Gennem årene blev det til en del samtaler; senere til endnu flere e-mails. Jens var en generøs og åben samtalepartner. Nysgerrig, med stor viden; altid parat til at lytte og diskutere, når det handlede om børn, undervisning og skolegang. Og altid parat til at hjælpe.

Professor på RUC

Hans arbejde har hele vejen handlet om pædagogik og psykologi. Han var dybt optaget af at gøre skolen bedre for alle elever, derfor ville han gerne i dialog med skolens praktikere.

Selv blev Jens uddannet fra Blaagaard Seminarium i 1952, og derefter gik det stærkt. I 12 år var han ansat i Gladsaxe Kommune; de første år som lærer. I 1959 blev han skolepsykolog, selv om det først var i 1960, han tog cand.psych.-uddannelsen fra Københavns Universitet. Fire år senere blev han konsulent for småbørnsundervisning. Men han blev i Gladsaxe.

I 1964 rykkede Jens så over på sit gamle seminarium som psykologilærer. Men det var ikke nok. En del af tiden var han også videnskabelig medarbejder på Danmarks Pædagogiske Institut, og i fire år var han leder af et stort pædagogisk udviklingsprojekt på skolerne i Brovst Kommune, hvor de havde fokus på at udvikle en enhedsskole, der ikke sorterede eleverne efter social baggrund.

Hvordan Jens fik tid til det, ved jeg ikke, men sammen med Mogens Jansen udviklede han læsebogen, Huset Højbo, og en lang række andre materialer til begynderundervisningen. Og parallelt hermed var han konsulent ved planlægningen af Roskilde Universitetscenter, hvor der også skulle uddannes folkeskolelærere. Konsulenttitlen blev derefter ændret til professor, og hurtigt etablerede han fagene pædagogik og psykologi.

En parentes med Heinesen

Og så var der da også lige et intenst gruppearbejde i begyndelsen af 1970’erne, som på én gang faldt uden for og lå i logisk forlængelse af, hvad Jens ellers beskæftigede sig med:

I 1971 var Knud Heinesen blevet undervisningsminister i Jens Otto Kraghs socialdemokratiske regering, og han gik straks i gang med at forberede et udkast til det, der senere endte med at blive til 1975-folkeskoleloven. Men helt utraditionelt begyndte Heinesen ikke med at sætte embedsmændene i sving med det lovforberedende analysearbejde. Han kontaktede i stedet lederen af Bernadotteskolen, C.C. Kragh-Müller, og bad ham sammensætte en gruppe mennesker, der havde visioner, solid viden og konkrete erfaringer med at udvikle folkeskolen.

Kragh-Müller pegede på Knud Gellert, der var amtskonsulent i Nordjylland og på Jens Bjerg.

”Det var CC, der bad mig være med. Jeg kendte ham rigtig godt, for vi havde arbejdet sammen tidligere. Han ringede og spurgte, om jeg ville deltage. Knud Heinesen kendte jeg derimod stort set kun fra medierne”, fortalte Jens Bjerg, da jeg interviewede ham om det i 2016.

”CC havde ikke førstehåndsviden om forholdene i folkeskolen, derfor ville han gerne have mig og Gellert med. Vi var jo tæt på skolen. Jeg havde været en del af praksis i Gladsaxe, på DPI havde jeg fulgt udviklingsprojekter med udelte klasser. Jeg var leder af Brovst-projektet og havde jo også mine erfaringer fra læreruddannelsen, så jeg vidste noget om, hvad de lærte og ikke lærte på seminariet”.

Den lille gruppe mødtes flere gange med Heinesen – både i ministeriet og hjemme i hans lejlighed på Østerbro, fortalte Jens. Og understregede, at de bestemt ”ikke var Heinesens backing group”, som jeg kom til at antyde. De skulle kun give gode råd.

Da jeg spurgte, om de var blevet udpeget, fordi de var socialdemokrater, fik jeg en lige så kontant afvisning:

”Det kan jeg sige klart nej til. Det blev vi aldrig spurgt om. Hverken CC eller jeg var medlem af Socialdemokratiet. Jeg tror heller ikke, at Gellert var det, men det var aldrig et tema. Vi talte om sagen. Om hvad der var af problemer, og hvad der kunne gøres. Heinesen havde nogle ideer, som han prøvede af på os, tror jeg, jeg vil kalde det. Vi kom også med nogle oplæg, og han stillede en lang række gode spørgsmål, som viste, at han gik særdeles seriøst til værks. Det var spændende drøftelser; Heinesen lod sig ikke spise af med overfladiske svar, men var optaget af, om og hvordan hans tanker kunne omsættes, så de kom til at betyde noget positivt i folkeskolen. Skolens sortering af eleverne, delingen af dem, fandt han vilkårlig og socialt betinget, så det spurgte han meget konkret til, for der ville han gerne sætte ind med ændringer”.

Knud Heinesen havde stor forståelse for, at lærere har mange meninger, og at der er langt fra Ringkøbing til København, huskede Jens:

”Vi var vel også en slags djævelens advokater. Hvordan ville en ny skolelov blive modtaget i Aalborg, og hvordan ville den blive modtaget i Albertslund og Gladsaxe?”

I 1975 - tre ministerperioder og to regeringer senere - blev de tanker, Knud Heinesen drøftede i 1971-72 med Jens Bjerg, C.C. Kragh-Müller og Knud Gellert til en ny folkeskolelov med en ny formålsparagraf.

For Jens var det lovforberedende projekt en arbejdsmæssig parentes - men en spændende en af slagsen. For det, at sammentænke viden fra elever og læreres skolehverdag med forskningsresultater og formidle det til det politiske system, var udfordrende på den gode måde. Og det var med til at skærpe opmærksomheden på, hvordan man kan formidle forskning og gå i dialog med brugerne.

Altid parat til at hjælpe

I 2000 blev Jens nødt at føje et ”emeritus” til professortitlen. Datidens regler forlangte nemlig, at man stoppede ansættelsen, når man fyldte 70. Det betød dog ikke, at han holdt op med at forske og formidle - og også fra udlandet var der bud efter ham. Hans internationale netværk var tæt og stærkt.

Og det var såmænd også noget, jeg fik glæde af. Selvfølgelig, fordi jeg og alle andre kunne læse de publikationer, Jens’ arbejde kastede af sig.

Men også på det personlige plan fik jeg gavn af det flere gange. Engang, da jeg havde svært at få hul igennem til Oskar Negt i Tyskland, vidste jeg, hvor der var hjælp at hente. Jeg kontaktede Jens, selvfølgelig.

Det virkede.

Og det gentog sig, da jeg ville tale med Thomas Ziehe og Herbert Stubenrauch. Men de ringede ikke tilbage, og de svarede ikke på mine e-mails.

Endnu engang oplevede jeg så, at en hilsen fra professorerne Jens Bjerg og Birgitte Elle kunne åbne døre.  

Jens’ lange publikationsliste viser, at han havde mange, tætte forbindelser i skole- og forskningsverdenen – både herhjemme og i udlandet.

Men gennem årene er der én, der altid har været hans nærmeste samarbejdspartner, kritiker og trofaste støtte, nemlig Birgitte Elle. Et halvt århundrede har de dannet par – både privat og i arbejdet. 

Jens Bjerg gjorde en forskel – som et generøst og hjælpsomt menneske og som forsker.

Ære være hans minde.