30.maj - en mærkedag i dansk skolehistorie

”Den længe ventede og betydningsfulde vedtagelse, gjorde onsdagen den 30.maj til en lille mærkedag i dansk skoles historie”, skrev avisen og kaldte det ”den længe ønskede reform”. ”Ventet og ønsket af hvem”, spurgte fagbladet Folkeskolens vrede redaktør i bladets leder.

”De havde lavet et nummer med læreren. Han blev rigtig gal og sagde, at vi alle skulle straffes med en lussing, hvis drengene ikke meldte sig”, fortæller Edith Melse. Hun gik i skole i Randers i 1950’erne og fik sine første lussinger i 2.klasse. ”Fra den dag af hadede jeg skolen, og jeg stolede ikke på nogen mere”, siger hun.

Ingen meldte sig til læreren, og ingen sladrede den dag i 2.klasse, så eleverne blev stillet op på en række, og halvdelen fik en lussing.

”Da der stadigvæk ikke var nogen, der meldte sig, fik den anden halvdel også en lussing”, fortæller Edith. ”Der var en hel 2. klasse som sad og snøftede. Mine forældre havde aldrig lagt hånd på mig. Jeg kunne tude her 60 år efter”.

Modstand mod fysisk straf

Lussinger i skolen blev forbudt allerede i 1814, men trods forbuddet forsvandt øretæverne ikke. Og lærerne måtte helt legalt straffe ved at slå elever under ti år "med et lidet Riis; de større med en tynd Tamp uden Knuder". Spanskrøret blev også brugt fuldt lovligt.

Børn skal tugtes i tide, sagde præsten, og også i denne sammenhæng var skolen et barn af kirken. Der blev hevet i ører og hår. Der blev nevet, delt ”nødder” ud og sparket. Af lærere!

Og selv om der var lærere, forældre og politikere, der ønskede en helt anden slags skole, var de i klart mindretal. Barnets århundrede, hedder den svenske lærer Ellen Keys bog fra 1900, som udkom på dansk to år senere. Barnets århundrede var først en realitet, når samfund, forældre og lærere respekterede børns natur og behov, skrev hun. 

Det skete bestemt ikke med det samme, men der var bevægelse i holdningerne, og efter Første Verdenskrig tog kritikken af den autoritære opdragelse til. Men inspiration fra John Dewey blev New Education Fellowship dannet i England, i 1921 blev organisationen international, og fem år senere sluttede lærere og andre skoleinteresserede i Danmark sig til med Den frie Skole. Børn skulle selv være aktive i undervisningen, og skolen skulle præges af demokratiske tanker. I 1920'erne og 1930'erne gennemførte lærere i folkeskolen en række forsøg - for eksempel Vanløseforsøgene 1924-28 med såkaldt frie klasser, og i 1930’erne blev der på københavnske skoler arbejdet med emneundervisning i dansk, historie, geografi og naturhistorie i de ældste klasser. Også i Haderslev og på Frederiksberg gennemførte man forsøg med undervisning, der lagde op til selvstændige elevaktiviteter.

Og modstanden mod fysisk straf var stigende, spanskrøret blev ikke brugt nær så ofte som tidligere. Men udviklingen gik langsom, og mange - både i og uden for skolen - mente, at det var nødvendigt at straffe elever fysisk.

Det forbudte er forbudt!

I 1933 udgav Gyldendal bogen, Praktisk skolegerning - en undervisningsvejledning for lærere i folkeskolen. De to forfattere skriver ligeud, at en lærer ”gør sig skyldig i Pligtforsømmelse, saafremt han af Slaphed eller Fejhed undlader at revse et Barn, som efter hans Overbevisning har tugtelse Behov”.

Den ene af forfattere var Hans Anton Svane; fra1916 til 1927 havde han været formand for Danmarks Lærerforening, så han kendte både skolelov og skolepraksis. De refererer da også, hvordan reglerne er, men, skriver de, i situationer, hvor øjeblikkelig indskriden er nødvendig ”maa Livet Krav gaa forud for Lovens”.

De giv er ét eksempel på, hvor det kan være ”nødvendigt” at lange en lussing ud: En ny lærer har gymnastik med et hold store drenge, og en af dem vender demonstrativt ryggen til læreren for ”at animere de andre til ’at lave Fest’.  I dette øjeblik hænger lærerens stilling ved skolen ”i en tynd Traad”, for ”den mindste Vaklen vil maaske gøre det umuligt for ham nogen Sinde at begaa sig blandt disse Drenge”! Og så ”falder en Lussing. Faren afværget; Arbejdet kan begynde”.  

Den holdning og praksis gjorde, at Københavns skoledirektør året efter fandt det nødvendigt at udsende et cirkulære, hvor han gjorde opmærksom på, at det forbudte faktisk var forbudt:

”Da der i den allerseneste tid er fremkommet nogle Klager over Lærere, der har slaaet Lussinger - et af Tilfældene med det beklagelige Resultat, at en Trommehinde blev slaaet i stykker - indskærpes det Lærerpersonalet, at Lussinger under hvilken som helst Form er forbudt”.

I 1937 fik Danmark en ny skolelov, hvor reformpædagogiske tanker om at ”fremme og udvikle børnenes anlæg og evner” kom ind i formålsparagraffen, og efter afslutningen at Anden Verdenskrig steg presset for at få et direkte forbud mod alle fysiske og psykiske straffeformer i skolen.

Men traditionen var stærk, så da den kendte skolemand, C.C. Kragh-Müller, i tidsskriftet Unge Pædagoger kritiserede, at ”prygl stadig var tilladt”, selv om man havde ”besættelsesmagtens terror og koncentrationslejrenes rædsler i frisk erindring”, fik han ikke megen tak for i lærerkredse. Tværtimod.

Oprør eller farisæisme

Til gengæld var der ingen, der reagerede, da den mindst lige så kendte teolog og filosof, K.E. Løgstrup, året efter i Julebogen argumenterede for korporlig afstraffelse. Men han pakkede det nu også ind i en lang hyldest til forfatteren og teologen Jakob Knudsens opdragelsestanker.

Der skal ”Orden og Strenghed til for at holde Skole”, og man skal lade strengheden ”virke ved sig selv uden at springe imellem med den moralske Ideologis og dens Formanings Pegepind. Man skal roligt overlade det til den forlangte Lydighed at skabe Vilje og Moral”. Gør man ikke det, kommer der ”noget helt andet ud deraf”, advarer Løgstrup: ”enten Oprør eller Farisæisme”.  

På samme måde er det med straf, argumenterede teologen. Det er et middel, der skal bruges, så problemet kan komme ud af verden i en fart:

”Med Straffen er sagen endegyldigt ude af Verden. Efter Straffen maa der i Forholdet mellem Forældrene eller Læreren paa den ene side og Eleven paa den anden Side ikke længer være den bitterste Mindelse om Forseelsen og Straffen. Misstemningen skal være blæst bort”. 

Ikke noget med at sige: ”Du husker nok, hvad der skete i gaar – eller for en Uge eller for en Måned siden”. Ingen ”Efterformaninger”; man skal lade straffens ”Strenghed give Barnet den Frihed, det har et menneskeligt Krav paa, nemlig selv at lære, hvad det kan af Straffen”.

At mange elever ikke oplevede straffens frihed, kan der ikke være tvivl om. Som Edith Melse fortalte det 60 år efter, at hun og de andre i 2. klasse fik øretæver af læreren: ”Fra den dag af hadede jeg skolen, og jeg stolede ikke på nogen mere”.

Legemlig straf ikke er tilladt under nogen form

Også derfor er den 30.maj 1951 en vigtig skolehistoriske mærkedag. Den onsdag for 70 år siden vedtog Københavns skoledirektion nemlig nyt ”ordensreglement og disciplinære bestemmelser”, hvor man i punkt 6 kort og godt slog fast, at ”legemlig straf ikke er tilladt under nogen form” på Københavns folkeskoler. Forbuddet skulle gælde fra skoleårets begyndelse 1952.

Og sådan blev det - selv om både lærere og politikere kæmpede imod.

Vedtagelsen var noget af en kraftpræstation af det socialdemokratiske medlem af skoledirektionen, Astrid Skjoldbo, som fagbladet Folkeskolens redaktør gjorde meget for at dæmonisere og håne.

I 1920’erne havde Astrid Skjoldbo som forælder været aktiv i forbindelse med Vanløseforsøgene, og i 1934 blev hun medlem af Københavns skoledirektionen som forældrerepræsentant. Fire år senere kom hun også i borgerrepræsentationen, hvor hun arbejdede aktivt for at få forsøg i gang med en niårig udelt skole, hvor piger og drenge skulle undervises sammen i alle fag.

Skjoldbo agiterede ivrigt for spanskrørets afskaffelse. Og det, som de to socialdemokratiske undervisningsministre, Hartvig Frich og Julius Bomholt, ikke kunne komme igennem med på landsplan – fordi lærerforeningerne fra alle skoleformer protesterede - lykkedes for hende i København!

Men inden socialdemokraterne og det radikale medlem af Københavns skoledirektion – mod Det Konservative Folkepartis og fælleslærerådets stemmer – vedtog det skelsættende forbud, havde Københavns Kommunelærerindeforening, Københavns Kommunelærerforening og Danmarks Lærerforening strittet voldsomt imod på møder, i aviser og radio med ”sagkyndige” advarsler, modforslag og protester.

Folkeskolens redaktør Henrik Bahne Jensen, som ved siden af redaktørhvervet var leder på Randersgade Skole i København, holdt sig ikke tilbage i sin kritik. Og Kai Dose, der redigerede de to københavnerforeningers blad, Københavns Kommuneskole, KK, var også kras i sine kommentarer.

På KLFnet.dk har jeg skrevet en artikel om forløbet med uddrag fra artikler og ledere i lærerbladene og datidens aviser. Og med en nutidskommentar fra københavnerlærernes formand, Lars Sørensen: 

70 år uden spanskrøret: En sejr for eleverne – en syngende lussing til lærerne

Tre slag med et spanskrør uden på tøjet

Her får du et par smagsprøver:

I Berlingske Tidende beskrev den kendte litteraturprofessor Hans Brix i foråret 1951 i en kronik, hvordan han som gymnasielærer havde stukket en elev ”én på kassen, så hun segnede ned på gulvet”, og hvordan han var blevet belønnet ti år senere, da ”en nydelig ung frue” på en dampfærge kom hen og takkede ham.

”De stak mig en på kassen. Ih, hvor havde jeg godt af det; og hvor har jeg haft godt af det lige siden”, sagde hun.

Den hårdtslående professor blev fyldigt citeret i Folkeskolen, og da Kristeligt Dagblad bragte en kronik, hvor gode arbejdsvilkår for lærerne blev koblet sammen med retten til at slå, nøjedes Folkeskolen ikke med at citere, men optrykte hele kronikken ”efter mange læreres opfordring”.

”Skrivebordspædagogik og -psykologi er ét, praktisk skolegerning er noget andet og mere”, og forbud mod legemlig afstraffelse ”vil gøre den danske lærerstands arbejdskår endnu ringere og dens arbejdsrisiko endnu større. Kun for de dårligste elementer vil det være en vinding”, skrev magister Immanuel Jeppesen.

Lærerne i København satsede stadig på, at de kunne undgå stramningerne, så der blev argumenteret og protesteret, og Københavns Kommunelærerforening, Københavns Kommunelærerindeforening og Fælleslærerrådet forslog en femårig overgangsordning, hvor legemlig revselse ”fortrinsvis” kunne anvendes ved særlige og alvorlige forseelser over for børn, ”der udviser ondsindet adfærd, vold mod kammerater eller råhed”. Spanskrøret måtte, forslog lærerforeningerne, ”kun anvendes indtil 3 slag med et tyndt spanskrør uden på tøjet”, og straffen skulle ”tildeles med besindighed og alvor og så vidt muligt umiddelbart efter forseelsen”.

Smitte fra København

I Folkeskolens leder advarede redaktøren mod, at forbud mod fysisk afstraffelse kunne føre til både kaos og opløsning. Han håbede, at de københavnske politikere ville besinde sig. Ikke blot af hensyn til hovedstadens skoler, men også ”for hele den øvrige danske skoles skyld, som ingen skolemand kan ønske udleveret til kaos og opløsning gennem smitte fra København”. Og i en lang leder i KK advarer redaktør Kai Dose imod, at forbud mod spanskrøret kunne nedbryde demokratiet!

Forslaget om nye ordensregler havde, skrev han, fremkaldt en ”følelse af bitterhed og skuffelse hos den almindelige københavnske lærer”.  Det afspejlede ”en pædagogisk og menneskelig mistillid, som vist hidtil er uset for den danske skole”. Man ”slipper tøjlerne overfor børnene og giver læreren og opdrageren spændetrøje på, så der knapt levnes plads for jævn menneskelig konduite”, skriver han og mener, at forslaget kun vil være til glæde for kræfter, ”som gerne ser opløsningsnormen øve sit nedbrydende virke ved demokratiets rod: skolen”.

Mærkedag i dansk skoles historie

Men Astrid Skjoldbo og de andre københavnske politikere modstod presset og forbød spanskrøret. Eller, som det hedder i Folkeskolens leder: ”Den selvrådige københavnske skoledirektion” vedtog forbuddet.

Og ”de sejrende skoledirektionsmedlemmer forstår næppe alvoren”, mente redaktør Bahne Jensen i en leder, hvor han langede kraftigt ud efter avisen Socialdemokraten som i månedsvis havde skrevet kritisk om straf med spanskrør og læreres ulovlige uddeling af lussinger:

 "»Social-Demokraten« proklamerer endog dagen for forbuddets vedtagelse som en historisk dag. »Den betydningsfulde vedtagelse i går,« skriver bladet, »gjorde onsdagen den 30.maj til en lille mærkedag i dansk skoles historie,« og der tales om »den længe ønskede reform«".

”Ventet og ønsket af hvem”, spurgte Bahne Jensen. I pagt med tidens pædagogiske udvikling havde lærerne i København nemlig allerede ”indskrænket brugen af legemlig afstraffelse til et minimum”, så det ”praktisk talt ikke anvendes mere”, skrev han. Det gode ved spanskrøret er ”den hemningsopbyggende virkning”, som afholder visse elementer fra at skeje helt ud, fordi de ved, at straf ”måske kunne blive den yderste konsekvens”.

Og så advarede han mod, hvad Astrid Skjoldbo kunne finde på. Hvis ”fru Skjoldbo og hendes lille fanatiske garde fremover får lov at regere med den københavnske skole, skal vi længere ud endnu”. Men, sluttede Folkeskolens redaktør:

”der kommer vel også en dag, da forældrene gør oprør mod at ledes ud i skolereformer, som lader hånt om den virkelighed, de selv har måttet tilpasse sig. Én ting ved vi i alt fald: den københavnske lærerstand svigter ikke skolens samfundsopdragende opgave, selv om ledelsen svigter den”.          

Det blev ikke refereret i Folkeskolen

Dagen efter vedtagelsen sluttede dagbladet Politiken en lang artikel med at fortælle, at ”man i Sverige - for øvrigt også mod lærernes modstand - diskuterer spanskrøret afskaffelse. I Finland har legemlig straf været forbudt siden1914. I Norge er der også forbud, ligeså i Island og Holland, mens der i England er en række bestemmelser, som forøger en straffende lærers ansvar”.

Det blev ikke refereret i Folkeskolen. Nogle uger senere bragte bladet derimod et langt referat fra et møde i Viborg om ”autoriteten i opdragelsen og dens grænse”.

Her mente ”Fru dyrlæge Bligaard”, at en lærer, ”hvis det er nødvendigt, i ny og næ” gerne må ”tugte børnene – med flad hånd eller med ikke-flad hånd – det er lige meget, blot afstraffelsen er retfærdig, og læreren derefter ikke bærer nag til barnet”. 

Pastor Aage Jespersen advarede om, at ”disciplinen på arbejdspladserne, i hjem og i skoler” var nedadgående, at kirkegangen var svigtede, at selvmordsprocenten steg, at hjemmene ikke mere holdt så godt sammen som tidligere, og at skolen ”i nogen grad” havde mistet ”sin evne til at opdrage”.

Ifølge Folkeskolens anonyme referent sluttede dyrlægefruen diskussion med at konkludere, at alle på mødet ”accepterer spanskrøret”. Skal vi så ikke, spurgte hun: ”hjælpe hinanden med at få det genindført i København”.   

Det lykkedes ikke. Men først 16 år senere - fra den 1.august 1967- blev det forbudt at bruge spanskrøret på alle danske folkeskoler.

70 år uden spanskrøret: En sejr for eleverne – en syngende lussing til lærerne