Op på hesten igen

”I et frodigt landskab med udsigt til både ruin og bjerge er en fortvivlet Don Quixote kommet på afveje”, står der på nivaagaard.dk om Wilhelm Marstrands maleri, ’Don Quixote og Sancho Panza ved en skillevej’.

En evighed efter, at lektor Keld Skovmand forsvarede sin ph.d.-afhandling, og hans bøger udkom og blev diskuteret, har de to professorer Lars Qvortrup og Jens Rasmussen skrevet bogen, Skoleret, hvor de går i rette med Skovmand. Men de langer også, som folkeskolen.dk beskrev det på udgivelsesdagen, hårdt ud efter Weekendavisen og Folkeskolen.

Nu har jeg læst deres bog. Hvis det ikke var, fordi den er på 200 sider, ville jeg kalde den en pamflet.

Den er skrevet på en cocktail af bitterhed, fornærmelse og selvretfærdighed, og det hele serveres som et akademisk anklageskrift med fine henvisninger til, at ”den tyske sociolog Niklas Luhmann havde mere ret”, end de troede, da han skrev Die Realität der Massenmedien i1996.

Ikke i orden

Jo, jo. De har da noget at have noget af deres kritik i: Da Skovmands bøger, Folkeskolen - efter læringsmålstyringen? og I bund og grund – lærerprofessionens didaktik, udkom i februar 2019, fik Weekendavisen og fagbladet Folkeskolen dem tilsendt fra Hans Reitzels Forlag, så de kunne blive omtalt på udgivelsesdagen.

Men Qvortrup og Rasmussen fik ikke bøgerne fra forlaget, så de kunne forsvare eller forklare sig over for journalisterne. De kunne angiveligt heller ikke få bøgerne, da de bad om dem. Det har jeg aldrig forstået, og jeg synes stadig ikke, at det var i orden.

Jeg har heller aldrig forstået, at Keld Skovmand klagede til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Det tog jeg afstand fra dengang både på folkeskolen.dk og på Facebook. Jeg vil hellere deltage i diskussioner om uenighed end overvære slagsmål om påstået uredelighed.

Ville ikke deltage i debatten

Men når Qvortrup og Rasmussen dengang hævdede, at de ikke måtte svare offentligt på kritikken, mens sagen blev behandlet, var og er det simpelthen noget pjat. Det er jo ikke en retssag ved en rigtig domstol. Det ved de også godt.

Og det er ikke noget, jeg tror, det er noget, jeg ved. For i bogen skriver de nu, at ”det ikke (er) hensigtsmæssigt, at der ikke er forbud mod at procedere sagen i offentligheden parallelt med den formelle sagsbehandling”.

De - eller i hvert fald Jens Rasmussen - ville ikke deltage i den offentlige debat. Men han ville gerne blande sig i kulissen. Det ved jeg, for da jeg havde anmeldt de to bøger på folkeskolen.dk, fik jeg en e-mail fra ham, hvor han gik i rette med min "Skovmandbegejstrede anmeldelse” - og fortalte mig så, at han ikke ”ønsker at lægge noget på folkeskolen.dk”. Det fortalte jeg allerede dengang her på sitet.

”Frikendt”

Jeg forstår godt, at de var lettede, da nævnet ”frikendte” dem, som de kalder det. Det er dybt alvorligt at blive anklaget for videnskabelig uredelighed. Men med ren samvittighed og orden i fagligheden, kan de vel ikke på noget tidspunkt have frygtet, at nævnet ville give Skovmand ret?

Og det virker ærlig talt helt ude af proportioner, når de fem gange i bogen henviser til det ”kafkaske” i forløbet. Hvis jeg har forstået Frans Kafka ret, bliver man ikke frikendt i en kafkask proces?  

Alvorlige anklager

Men bag de nydelige akademiske sproggardiner retter Qvortrup og Rasmussen nogle alvorlige anklager mod DPU, Aarhus Universitet, og mod det videnskabelige udvalg, der bedømte Skovmands ph.d.-afhandling.

Hvorfor godkendte bedømmelsesudvalget enstem­migt afhandlingen, selv om udvalget ”kundgjorde, at den overskred forskningens tradi­tionelle rammer, og selv om den, som vi har vist, ikke levede op til selv de mest fundamentale krav til videnskabelig redelighed”, spørger de.

Svaret er ”delvist”, skriver Qvortrup og Rasmussen, ”at der ikke udvises tilstrække­lig omhu, når bedømmelsesudvalg sammensættes”(!)

De angiveligt ukvalificerede bedømmere er professor i pædagogik Per Fibæk Laursen fra DPU, professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard fra Aalborg Universitet og professor i religionsvidenskab ved Institutt for lærerutdanning og pedagogikk Bengt-Ove Andreassen fra universitetet i Tromsø”.  

Den anklage må kunne sælge nogle bøger, tænker jeg.

Skovmand er en mester

Hverken Qvortrup eller Rasmussen overværede forsvaret af ph.d.-afhandlingen, som foregik i DPU’s festsal, forstår jeg på bogen. Men de finder der åbenbart uredeligt, at Skovmand ret så utraditionelt indledte med at synge – og at han ikke blev stoppet. Og de ved, at nogle af tilhørerne - nogle af ”vores videnskabelige kolleger - forlod forsvaret i væmmelse”.

”Hvorfor afbrød ordstyreren for ph.d.-forsvaret ikke forsvarshandlingen, som fra starten blev deklareret som en politisk handling, og som blev indledt med, at kandidaten afsang en kampsang og præsente­rede anklager om totalitarisme”, spørger de i bogen. Og svarer så selv, at ”forklaringen er jo nok, at man som leder af forsvarshandlingen udviser sagtmod­ighed for ikke at forøge skandaliseringen”. Men, mener Qvortrup og Rasmussen, ”også sagtmodighed og tålsomhed bør have en grænse for ikke at erodere forsvarshandlingen som akademisk institution”.

Og så fyrer de lige lidt pseudo-ros af: Det afgørende svar på, hvorfor det, de kalder Skovmands ”kampagne” på ”sine egne præmisser” har været så vellykket, er nok, at ”Keld Skovmand er en mester”. Han er ”mester i at lodde en folkestemning. Han ved, hvad der skaber resonans. Og han forstår at give den ordlyd i offentligheden”.

Og i hvert fald Finansministeriet

Når jeg fra starten kritiserede, at Qvortrup og Rasmussen fik deres arbejder indklaget for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, skyldtes det - ud over, at jeg var sikker på, at det ville skade skoledebatten – også det helt fundamentale, at jeg ikke opfattede dem som uredelige. ”Men”, skrev jeg den 1.februar 2019 på folkeskolen.dk, ”magt uden modspil forvrider og forkrøbler indhold, og kombinationen med travlhed, unøjagtigheder, sjusk og fejl er sådan set mere end rigeligt for mig”.

Genlæst to år senere, ville jeg gerne have været mere præcis. I mellemtiden har jeg nemlig talt fortroligt og længe med flere embedsmænd i Undervisningsministeriet – blandt andet for at forstå, hvad det var, der foregik, da Fælles Mål skulle formuleres og forenkles – og Jens Rasmussen spillede en vigtig rolle.

Han var med i den såkaldte mastergruppe, der skulle udforme skabelonen, så de fælles mål kunne præciseres og forenkles som ”læringsmål, som sætter elevernes læringsudbytte tydeligere i centrum”. I bogen skriver Qvortrup og Rasmussen:

”Der blev ikke etableret et egentligt sekretariat i ministeriet, men det er vores antagelse og oplevelse, at kontakten nedadtil efter drøftelser i ministeriets top og mellem Undervisningsministeriet og i hvert fald Finansministeriet gik ad de samme kanaler”.

Det er så deres ”oplevelse”. Den vage formulering, ”og i hvert fald Finansministeriet”, får mig til at ønske, at jeg dengang havde skrevet noget i retning af: Jeg er helt sikker på, at de ikke er uredelige. Men når de totalt afviser at være aktive medspillere eller naive deltagere i et dybt politiseret arbejde, er der for alvor noget galt.  

At man som professor stiller sig ”til rådighed med myndighedsbetjening” er fint. Men det fratager ikke en fra ansvaret, at man spiller eller er politisk tonedøv. Jeg har meget vanskeligt ved at se, at man kan være så centralt placeret i en politisk proces, og så ikke vil erkende, at man selvfølgelig har medansvar for det man bidrager med.

(Det spil og den magtkamp, der foregik mellem Finansministeriet og Undervisningsministeriet, vender jeg nok tilbage til i en sener blog. Ligesom jeg nok også bliver nødt til at vende tilbage til deres kommentarer til mine to år gamle anmeldelse af to af Skovmands bøger, og – hold nu fast – deres kommentarer til en anmeldelse, jeg skrev for fire år siden!)

Men altså: Jeg har læst 200 sider fra et par uskyldige ofre, der blev ”frikendt” for længe, længe siden. Og ærlig talt. Det var træls læsning.  

Op på hesten igen, de herrer. Der er nye vindmøller, får og tilfældigt forbipasserende, der skal bekæmpes.

Mørke og mismod

Var anklaget for forskningsfusk: Nu har professorer skrevet en bog om sagen

Forskere: Vi blev dømt af mediernes folkedomstol