Vi har mistet Thyge Winther-Jensen

Thyge Winther-Jensen var jyde og søn af en landsbylærer, men allerede fra 5.klasse kom han på Sorø Akademi, og her tog han studentereksamen i 1954.

I 1961 blev han lærer fra Zahles Seminarium, og ti år frem var han lærer i København.

Erfaringer fra skolens hverdag tog han med sig, og de prægede for altid hans syn på forskning og teori - både som lektor på Københavns Universitet og fra 2004 som professor i komparativ pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Som emeritus fortsatte han sit arbejde på DPU. Det var dér, jeg første gang mødte den engagerede pensionist, da han i 2017 forelæste om Knud Grue-Sørensen. Indtil da havde jeg mest kendt Winther-Jensen, som den vidende, analytisk skarpe og velskrivende professor i pædagogik. Jeg havde læst flere af hans bøger

Thyge Winther-Jensen var en stor pædagogisk tænker, og hans holdt - som sin læremester Grue-Sørensen - fast ved, at man kan og skal skrive næsten i hverdagssprog, selv om analysen er akademisk og begreberne klare.

Da jeg nogle måneder senere havde læst hans og Hans Vejleskovs nye, knivskarpe bog De pædagogiske fags grundlag og anvendelse, ringede jeg til ham. Der var noget, jeg ikke var sikker på, at jeg havde forstået. Om han måske hjælpe med en kilde eller en forklaring?

Om han kunne hjælpe? Jeg fik både kildehenvisninger og forklaringer! Og han spurgte interesseret til Lærerprofession.dk og til noget, jeg havde skrevet om folkeskolelovens formålsparagraf.

I foråret 2019 anmeldte jeg noget forsinket et temanummer af tidsskriftet Studier i pædagogisk filosofi om Grue-Sørensen. Det var redigeret af Thyge Winther-Jensen.

Jeg var meget glad for bladets indhold, og Winther-Jensen reagerede med en mail, hvor han kommenterede det, jeg havde skrevet. Efter et par mails frem og tilbage talte vi i telefon sammen.

Og samtalerne fortsatte - både i telefonen og på mail. Ja, jeg tappede af hans store viden, for nu at sige det ligeud. Og han delte generøst ud.

Da jeg i en mail undskyldte, at jeg blev ved med at spørge om noget, afviste han mig. “Det går jo begge veje”, svarede han. ”Vores respektive baggrunde gør jo, at vi på mange måder matcher hinanden”.

En dag, da vi havde talt om skoleforskning, fik jeg en mail fra ham med endnu et par kildeforslag. Han sluttede: “Gennemgående synes jeg, at der blandt forskere i dag er for langt mellem dem, der har prøvet at stå i en skolestue og har prøvet at stå til ansvar over for forældre og kolleger for undervisningen. Den erfaring giver et lidt andet perspektiv på det hele”.

“Men”, tilføjede han, “jeg er nok ved at blive lidt for gammel, forholdene er helt anderledes i dag end dengang”.

Ja, forholdene er anderledes. Men Thyge, som jeg nu kunne kalde ham, var aldeles ikke for gammel til at mene noget. For han vidste noget, og han fulgte med. Og han talte med varme, brugte sin erfaring. Hans analyser tog afsæt fra en solid faglig viden.

Den sidste mail, jeg fik fra ham, handlede om læreruddannelsen.

”Ja”, skrev han, ”lad os så se, hvad de finder ud af med hensyn til en reparation af uddannelsen”. Og tilføjede så: “Det er nok klogt ikke at skrue forventningerne for højt op”.

Thyge Winther-Nielsen er ikke mere.

Jeg vil savne ham.

Vi vil savne ham.

Hans tanker om almenpædagogik og didaktik er stadig vigtige og nutidige.

Det sammen gælder hans ønsker for folkeskolen, for skoleforskningen og for læreruddannelsen.