Vil jeg gerne arbejde her? Vil jeg gerne have, at mine børnebørn går her?

Når jeg kommer ind på en skole, reagerer jeg ret hurtigt. Er det rart at være her? Tror jeg, at det er en god skole? Ville jeg gerne arbejde her? Ville jeg gerne have, at mine børnebørn gik her?

Ja, jeg ved det. Selvfølgelig kan det første indtryk snyde. Der skal meget mere til for, at man kan vurdere, om en skole er god for eleverne og for de ansatte. Men følelser og fornemmelser har det med at skyde genvej.

Love, regler og økonomi betyder meget. Men man skal ikke undervurdere betydningen af de måder, voksne og børn kommunikerer til og med hinanden, deres med- og modspil i forhold til hinanden. De værdier, traditioner, kutymer og vaner, der har udviklet sig, virker ind på, om det er en god skole.

Her følger en beretning fra en skole, jeg besøgte engang før corona. Jeg havde inviteret mig selv på besøg, fordi skolen har et godt ry - og min mavefornemmelse var straks god, da jeg kom indenfor. Den måde elever talte til og med lærere og pædagoger, og den måde lederne talte og blev talt til på gangene og i personalerummet, virkede på én gang afslappet og seriøs.

Det følgende dementerer på ingen måde førstehåndsindtrykket, men prøv engang at læse de forskellige nuancer og betoninger, der selvfølgelig også er mellem forskellige personer, jeg talte med. Og overvej så, om ikke Anne fra 4.klasse måske er den, der får sagt noget af det vigtigste.

Men først skolelederen: ”Da jeg kom på skolen, sagde jeg helt tydeligt til medarbejderne, at her skælder man ikke ud på eleverne. Man kan tale alvorligt med dem, men man skælder ikke ud. Jeg ved fra specialundervisningsområdet, at der aldrig kommer noget godt ud af skæld ud”.

En af lærerne konkluderede sådan om det samme:  ”Altså, han (lederen) meddelte, at vi ikke må skælde ud, og det prøver vi at leve op til. Det er jo rigtigt, men det kan da være svært, især måske sidst på dagen, nå man er træt”.

Og en pædagog udtrykte det på denne måde: ”Selvfølgelig skælder jeg ikke ud, ikke ret tit i hvert fald, men man kan jo blive presset, og så ryger der da den finke af panden en gang imellem”.

I nat-tek er han klogere end læreren

Jeg snakkede med en del elever, men først da jeg mødte Anne fra 4.klasse, kom der for alvor gang i en rigtig samtale. Hun gav mig både gode svar, gode forklaringer og noget at tænke over. Om ham læreren, der skælder ud, og om hende, der ikke gør det – eller gør det på en anden måde.

Og om, hvor forskelligt Bo fra klassen opfører sig hos de to lærere:     

Klokken er lidt over tre. Anne er alene i klasselokalet og er ved at feje gulvet med en meget stor kost. Jeg går ind og hilser på.

- Hej, hvad sker der her, du er helt alene?

”Jeg fejer, kan du nok se…. Fordi jeg er duks. Nogen skal jo gøre det”.

Hun peger op mod tavlehjørnet. ”Ordensdukse: Anne og Bo. M.I.S.”, står der.

- Hvor er Bo?

”Tjae, han har det med at blive usynlig, lige så snart han ser en kost, sådan er det bare”.

- Så det er lidt svært at være duks sammen med ham?

”Egentlig ikke, for han er her jo ikke. Det er også nemmere uden ham, se bare de der stole, han sku’ forestille at ha’ sat op. Så skal jeg gå rundt og rette dem bagefter”.

- Har du sagt det til ham?

”Ja, sådan cirka 1000 gange”.

- Hvad siger jeres klasselærer?

”Altså, hun ved det godt, sådan er han jo også, når vi skal lave noget i timerne. Han dimser hele tiden med noget, og så snakker han om spil. Dér er han ret god.

I nat-tek, altså natur/teknologi, er han ret klog, klogere end læreren.

I hvert fald klogere end mig, så hjælper han mig dér”.

- Det lyder godt.

”Altså faktisk så laver han det bare, mens han forklarer mig det, også selv om jeg ikke har bedt ham om det”.

- Hvad synes du om det?

”Det er okay…. for det meste”.

Han råber, det hjælper bare ikke

”Men Casper, altså vores nat-tek-lærer, han kan godt blive træt af Bo. Så råber og skriger han, fordi han har så travlt. Det hjælper bare ikke.

Ditte derimod, vores dansklærer, … altså i dansktimerne snakker Bo også, men Ditte, hun råber ikke. Hun klapper ham på skulderen og griner også ad ham. Det hjælper ret meget. Hun kan også sende ham en tur rundt i skolegården, så han bliver lidt krudtet af. Det hjælper”.

- Skælder Ditte aldrig ud?

”Nej, aldrig. Jo, altså… man kan godt mærke, når hun er ved at eksplodere indeni, så taler hun laangsomt”.

- Hvordan?

”Nuuuu, trooor jeeeg liiige, at viii skaaal taaa deet heelt rooligt” og sådan. Engang slog hun også panden ind i tavlen og sagde: ”Jeg vil hjeeem”. Så kom vi til at grine, også hende selv”.””

- Hvad så med Carsten, kan han skælde ud?

”I hvert fald på Bo, meget. Faktisk supermeget”.

- Hvordan tager Bo det?

”Han bliver stille… altså sådan lidt, et stykke tid. Jeg hader det, det ødelægger helt stemningen".

- Hvad synes I andre om det? Hvad siger du til det?

”Jeg hader det, det ødelægger helt stemningen, så man slet ikke har lyst til at være der. Faktisk tror jeg, at det virker mere på mig end på Bo”.

- Hvordan med de andre?

”Det ved jeg ikke. Jo, nogen bliver jo sure på Bo, man gider heller ikke de timer så meget…”

- Ved jeres klasselærer det? Har I talt med hende om det?

”Hun siger, at vi selv skal tale med Casper… Men altså, jeg skal være færdig med at feje, så…”

- Skal jeg rette stolene op?

”Det må du gerne, de skal hænge i begge bøjler, og de skal helt ind. Det gider Bo ikke”.

Anne fejer, og jeg sætter de sidste stole på plads.

Hvem er du? Hvad vil du?

Pludselig står der en dreng i døren.

”Hvem er du?” spørger han.

- Jeg hedder Thorkild, hvem er du?

”Bo, jeg går i klassen. Hva’ vil du?”

- Jeg snakker bare lidt med Anne om, hvordan det er at gå i jeres klasse”.

”Er du vikar, du ser ret gammel ud”.

- Jeg er ikke vikar, men det er rigtigt, at jeg er ret gammel, 75 år”.

”Hvad laver du så her, er du stukket af fra plejehjemmet?”

”Hold nu op”, afbryder Anne, ”han har faktisk sat stole op for dig”.

”Dem har jeg da sat op, jeg sku’ bare ha’ min skoletaske, hvor har du gjort af den, Anne?”

”Hvor har jeg gjort af den? Jeg har bare flyttet den, fordi jeg fejede. Din cykelhjelm ligger der også ... på katederet”.