Kirsten Lund fylder 100 år

Skolen skal være demokratisk, sagde Kirsten Lund. Også de svage og skoletrætte skal have uddannelse, mente hun. Sammen med Henrik Sidenius forsøgte hun at gå fra mening til gerning. Private fotos.

”Bag enhver mand med succes, står der en kvinde”, siger et gammelt mundheld. ”

”… og undrer sig”, har et vittigt hoved tilføjet. Henrik Sidenius var den kendte skolemand. Hans kone, Kirsten Lund, stod ikke bag ham, men ved siden af ham. I egen ret - som inspirator, kreativ idékvinde og dialogpartner.       

Kirsten fra Fredericia

1922 var året, hvor Josef Stalin blev generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti. Det var også det år, Niels Bohr fik Nobelprisen. Og i Fredericia blev der den 18. februar - altså for nøjagtig 100 år siden - født en pige, som kom til at hedde Kirsten.

Hun voksede op som lillesøster til tre brødre, og det har nok været med til at lægge grunden til den robusthed og gåpåmod, der kom til at præge hende. Det kræver sin kvinde at hamle op med mændene.

Som ung tog Kirsten Lund til København og uddannede sig til gymnastiklærerinde. Men selv om hun var meget optaget af Gøssel-metoden, var det ikke nok. Hun begyndte at læse jura, mens hun arbejdede på dagbladet Politiken - og brugte hvert år en masse tid på at spille med i studenterrevyen. Men jurastudiet kedede hende, så hun endte med at tage en lærereksamen på Zahles Seminarium.

Kirsten og Henrik

I 1952 blev Dwight Eisenhower præsident i USA, den europæiske Kul- og Stålunion trådte i kraft, og den danske statsminister hed Erik Eriksen.

På et lærerkursus mødte Kirsten Henrik Sidenius. Det blev til lange samtaler om skole- og samfundsforhold. !937-skoleloven var mange steder endnu ikke fuldt realiseret, skolen var skæv, der var nok at tage fat på.

Kirsten og Henrik flyttede sammen, blev gift, fik børn og var siden da uadskillelige. Som med- og modspillere i en vedvarende diskussion - som politisk aktive samfundsborgere og lærere.

Kirsten var energisk, idérig og kreativ. Men hun var også realist - forstod at sætte grænser og sige nej, når hun syntes, det var nødvendigt.

I fem år var hun hjemmearbejdende med deres tre børn. Men både hun og Henrik var med, da Socialistisk Folkeparti blev dannet. Det var en af de gange, hun trak i bremsen.

Henrik var blevet opfordret til at stille op til Folketinget; han var fristet, men Kirsten argumenterede for et nej. Det var pædagogikken, de var optaget af, de ville gerne gøre folkeskolen bedre og mere demokratisk. Det partipolitiske måtte drosles ned, mente hun. Og sådan blev det.

Eventyret på Fyn

I 1958 fik Danmark en ny folkeskolelov, og i 1960 kom første bind af den tilhørende undervisningsvejledning. ”Den Blå Betænkning”, blev den kaldt. Skolen skulle ændres. Skolen kunne ændres.

Samme år flyttede Kirsten og Henrik til Fyn og blev lærere i Næsby ved Odense.

Og så, året efter, begyndte ”eventyret på Kroggårdsskolen”, som deres datter, Ane Sidenius, kalder det. Henrik blev leder på skolen, der var helt ny, og sammen med et hold unge, engagerede lærere gik de i gang med at ændre de måder, man lavede skole på. ”Den Blå” blev nærlæst, diskuteret og brugt.

”Det var ofte mor, der fik de gode ideer, og far, der førte dem ud i livet - både på Kroggårdsskolen og senere i Gladsaxe”, fortæller Ane Sidenius.

Selv mødte jeg Kirsten første gang på et dramakursus. Hun var, tror jeg, den ældste på holdet, men hun var den af os, der havde den mest sprudlende fantasi. Hun fortalte engageret om børnene på Værebro Skole i Gladsaxe, hvor hun og Henrik nu arbejdede. Eller Værebro Skoler – i flertal, som de havde ændret det til – både i Skoleårbogen og i praksis. ”Den lille skole i den store” var Kirstens idé, og de havde allerede realiseret den på Kroggårdsskolen. Hvis en skole blev for stor, kunne elever og forældre ikke identificere sig med den, mente hun.

U-landslejrskole kaldet vi det

Kirsten kunne ikke holde ud at se på, at unge, der havde det svært, sivede fra folkeskolen uden at komme i lære eller få en uddannelse, så i midt-70’erne oprettede hun en lille ungdomsskole på Nørrebro i København.

”Og vi fik kam til vores hår”, fortæller hun: ”Der kom både hende, der havde været skoletræt, siden hun gik i 2.klasse, og ham, der var smidt ud af skolen, fordi han havde tævet læreren. Vi måtte tænke helt forfra, for det eneste, de var fælles om, var, at de hadede almindeligt skolearbejde. At bede dem løse opgaver i en bog var noget at det værste, vi kunne gøre, og det duede heller ikke at sætte dem til at arbejde i grupper. De var bare imod”.

Deres selvtillid var helt i bund. Der skulle noget helt andet, meget konkret og praktisk til. Men samtidig skulle de jo lære at holde ud, også når der var svært.

”Så vi fandt på, at de skulle planlægge et langt lejrskoleophold i udlandet. Rejsen, økonomien, maden, opholdssteder, samtaler, besøg og praktikker. Det hele”.

”Kirsten var sej, og vi elskede hendes smittende latter. Det var skole på en ikke-skole-måde”, har en af eleverne fra dengang fortalt mange år senere.

Henrik måtte stoppe som skoleleder i Gladsaxe på grund af sygdom, men da han kom lidt til kræfter igen, blev han Kirstens faste makker på ungdomsskolen.

”Vi lavede vores egen tolærerordning og gav de unge ansvar. U-landslejrskole, kaldte vi det”, fortæller hun. De rejste til Egypten og Tunesien, og det, eleverne oplevede og lærte i de fælles projekter, gav dem tro på, at de også kunne klare andre af livets udfordringer.

Den tilgang har Kirsten selv holdt fast ved gennem hele livet. I 2011 var hun med til at udgive bogen ”En demokratisk skole med udfordringer for alle” om tiden på Kroggårdsskolen, og nogle år senere blev det til en tegneserie om barndomsoplevelserne i Fredericia.

Da Trine Øland i sin tid skrev ph.d.-afhandling, interviewede hun Kirsten. ”For mig står hun som en genuin selvstændig pædagogisk tænker og ikke mindst som en modig og konsekvent pædagogisk praktiker. Hun turde tage børnene alvorligt, snarere end at følge paroler”.

Som hundredårig følger Kirsten stadig engageret med i, hvad der sker i skolen og samfundet. Det kniber med balancen efter et fald, og bentøjet vil ikke altid, som hun vil. ”Så du må væbne dig med tålmodighed, når du ringer på døren dernede, det tager er stykke tid, inden jeg får mig flyttet hen og trykket dig op”, siger hun grinende i telefonen.

Tillykke med dagen Kirsten. Tillykke til de elever og kolleger, der har været så heldige at arbejde sammen med hende. Tillykke til skolen for den energi, idérigdom, kreativitet og vedholdenhed, Kirsten har lagt i sin lærergerning.

Sidenius – praktikeren, der provokerede - og realiserede visionerne