Hvad er et professionelt lærersprog?

”Hej, du der, ta’ lige den der ned, det blæser for meget…” Sådan råber styrmanden helt sikkert ikke til matrosen. Fagsprog og begreber må være præcise på sejlskibet.

Det samme gælder i samarbejde og samtaler mellem lærere og andre fagpersoner i skolen. Derfor skal der arbejdes bevidst med sproget i læreruddannelsen. Men virker det? Er det det rigtige, der fokuseres på? Kan det bruges i praksis? Jeg har vel læst 8-900 bachelorprojekter, og af og til kommer jeg i tvivl.

Senest efter at have læst en ny håndbog om bachelorprojektet i læreruddannelsen. Den er god på den grundige og solide måde. ”Hvis den studerende har været aktiv på studiet og følger forfatternes mange råd, kan det ikke gå helt galt”, konkluderede jeg i min anmeldelse.

https://www.folkeskolen.dk/1502869/svoemmevinger-til-bachelorprojektet-

Bogen har flere kvalitet, end jeg fandt plads til at nævne. Men den indeholder også noget, der ægger til modsigelse, fordi jeg genkender nogle - hvad skal vi kalde dem - stive akademiske konventioner om, hvordan man skal skrive og kommunikere om undervisning og pædagogik.

Hvert kapitel i bogen rundes for eksempel af med - surprise, surprise - et afsnit, der hedder ”Afrunding”. Ja, der skal være en afrunding. Men hvorfor skal overskriften ikke være en kort beskrivelse af, hvad der er blevet diskuteret i kapitlet? En destillering af, hvad der er det vigtigste? ”Afrunding” som overskrift er lige så indholdstomt som ordet ”indledning”. Ikke desto mindre fik jeg forleden en mail fra et forlag om, at indledningen til et kapitel, jeg har skrevet til en bog til læreruddannelsen, skal indledes med ordet ”indledning”! Her er tale om stiv konvention, som har fået et nærmest studentikost udtryk. Det er blevet til indholdstom form, som ikke har noget med et professionsfagligt sprog at gøre.  

Der er selvfølgelig forskel på det sprog, den lærerstuderende eller læreren bruger i hverdagen, når han eller hun fortæller vennen, kæresten eller en elevs forældre om noget, der er sket i skolen, og så det fag- og analysesprog, de skal bruge, hvor de trin for trin skal opbygge en præcis argumentation om, hvad de har iagttaget, undersøgt, og hvad er kan gøres ved der.

Det går selvfølgelig ikke at råbe ”Hej, du der, de larmer for meget i min klasse, gør lige noget ved det”.

Men alt for mange bachelorprojekter viser, at løsningen ikke er at hæve lixtallet og hægte nogle teoretiske begreber på. Det gør ofte sproget så abstrakt, at al forbindelse til undervisning og levet liv forsvinder.

Jamen, jamen, jamen… det er der sandelig heller ingen, der argumenterer for, lyder indvendingen. Nej, selvfølgelig ikke.

Men sådan ser det lidt for ofte ud!

En del af forklaringen er måske, at de formelle krav til bacheloruddannelserne trækker i mange forskellige retninger. Men jeg tror, at det også skyldes nogle akademiske konventioner,

I bekendtgørelsen står der, at en professionsbacheloruddannelse skal være ”praksisnær”, og at man undervejs skal tilegne sig ”viden om og forståelse af fagområdernes praksis, anvendt teori og metode på et niveau, der kvalificerer til selvstændigt at kunne analysere og vurdere problemstillinger”. Efter opremsning af en masse andet, slutter bekendtgørelsen så med at slå fast, at ”uddannelserne skal kvalificere til relevant videre uddannelse”.

Der burde ikke være en modsætning mellem det praksisnære og relevant videreuddannelse. Men i praksis virker det som om Uddannelsessministeriet, læreruddannelsens cheflag og ideologer tvinger de studerende til at gå i spagat mellem skolepraksis og en akademisk lingo.

Der får bukserne til at revne - og det pseudoakademiske til at vinde.

Se et eksempel fra bogen om bachelorprojektet om læreruddannelsen:

Kapitlet om ”den skriftlige fremstilling” vil angiveligt give ”svar på, hvad godt sprog er, og hvordan man opnår det vi kalder professionsfagligt sprog”. Forfatteren kommer også med en god beskrivelse af krav og fremstillingsformer. Og med fine, konkrete eksempler viser hun, hvordan man får sammenhæng mellem beretning, beskrivelse, analyse og konklusion.

Men kapitlet handler om meget mere end projektsproget:

”Når man som kommende lærer skal løfte sit sprog ind i en professionel kontekst, nemlig skolen og dens virke, kræver det et professionelt sprog, både i samtalen med kolleger om faglig udvikling og med elever og forældre”, står der.

Skal læreren altid bruge ”et professionelt sprog”, spørger jeg? 

Også når han taler med elever? Eller med forældre?

Det er vigtigt, at lærere og andre faggrupper kan tale sammen om deres virke og om elevernes skoleliv med gode, præcise begreber. Og i undervisningen skal lærerne selvfølgelig arbejde bevidst med begreber og erkendeformer, så elevernes sprog og forståelse udvikles – for eksempel så de tilegner sig fagenes forskellige sprog.

I bachelorprojekter skal de studerende selvfølgelig demonstrere, at de kan gennemføre akademiske analyser af både tekster og empiriske problemstillinger. Det kræver et nuanceret og præcist sprog.

Men, men, men se lige eksemplet fra bogen:

Forfatteren kan ikke lide denne formulering: ”Vi har været ude i 5.b på xxx-skolen, hvor vi skulle se, hvordan eleverne arbejdede med nogle tekster. Det var ret sjovt, for de havde en masse sjove aktiviteter, og eleverne var rigtig glade”.

Det lyder ganske rigtigt som en gang upræcis snak fra kantinen, der ikke hører hjemme i et bachelorprojekt. Men se så, hvad der sker, når sproget pakkes ”så det fremstår skarpt og kontekstuafhængigt”, som forfatteren forslår: ”Observationen af undervisningen viste, at differentierede læringstiltag motiverede eleverne”!

Nej. Det ved vi da intet om.

Vi ved, at nogle studerende har været i en 5.klasse, at der foregik nogle aktiviteter, og at de studerende oplevede, at eleverne var glade. Men forskellige aktiviteter er altså ikke nødvendigvis lig med undervisningsdifferentiering.

Og hvad er ”læringstiltag” egentlig? Det er i hvert fald ikke et præcist akademisk begreb. Det er nærmere et politisk modeord.

Vi ved i øvrigt heller ikke, om det var disse ”læringstiltag”, der ”motiverede eleverne”.  Ligesom vi heller ikke ved, om alle elever var glade og/eller motiverede.

Der er brug for nuancerede og præcise beskrivelser af, hvad der er observeret ud fra hvilke kriterier.

Der er brug for saglighed, belæg, konsistens og sammenhæng i fremstillingen. De studerende skal fremlægge deres iagttagelser, analyser og konklusioner med klart definerede begreber.

Dét er for mig udtryk for solidt akademisk arbejde. Og det kan være med til at kvalificere den professionelle samtale på skolen.