Holger Henriksen er død

Jeg ringede til ham i sommer engang, fordi jeg havde besøgt Sønderjysk Skolemuseum, hvor rundviseren med stolthed havde vist Holger Henriksens store bogsamling frem, som museet har arvet.

”Jeg savner mine bøger”, sagde Holger. ”Men jeg er også træt, så det er fint, at de kan glæde andre”, tilføjede han.

Det blev som altid en lang, spændende samtale.

Trætheden mærkede jeg ikke. Hans skarpe analyse, det politiske og pædagogiske engagement var stadig brændende. Bekymringen for folkeskolens udvikling var ægte. Han vidste, hvad der foregik, og han mente noget.

Holger Henriksen døde den 28.oktober, han blev 90 år og har sat varige spor. Holger Henriksen påvirkede uddannelsespolitikken og den pædagogiske filosofi. Han påvirkede de mennesker, der fik lov at møde ham.

Når Holger Henriksen stod på talerstolen på Sorømøderne, blev der lyttet. Han talte med en dæmpet inderlighed og med en sproglig og holdningsmæssig skarphed, der indgød respekt.

Når Holger holdt foredrag, udstrålede han autoritet. Han ville noget, mente noget. Og han havde noget at have sine meninger i.

Holger Henriksen blev uddannet fra Tønder Seminarium i 1953 og arbejdede som lærer i folkeskolen både i Esbjerg og Uummannaq i Grønland. Efter cand.pæd.-eksamen var han adjunkt ved Esbjerg Seminarium nogle år, og i en kort periode var han derefter ansat på Aalborg Universitet. Der trivedes han ikke, for selv om han var god og skarp med sine ord, var det ikke nok. Han ville noget med dem, så i 1979 blev han lektor ved Haderslev Statsseminarium. Det var pædagogikken og folkeskolen, han brændte for: enhedsskolens demokratiske opgave, nødvendigheden af at tale sammen om det fælles, lærernes metodefrihed, skolen som dannelsesinstitution.

Fra 1981 til 1991 var han – ved siden af arbejdet i Haderslev - central studielektor i pædagogik i Undervisningsministeriets direktorat for folkeskolen og seminarierne.

Artikler og bøger flød fra Holger i en lind strøm, og de blev læst og debatteret. Da Bertel Haarder som undervisningsminister ville ændre folkeskolens formål, bad han Jørn Lund fra Danmarks Lærerhøjskole, udarbejde et forslag. Lund, der var professor i dansk, sagde ja på én betingelse, at han måtte arbejde sammen med en person, der havde solid pædagogisk viden - og som var respekteret i folkeskolen og på lærerseminarierne. Han pegede på Holger Henriksen, og sammen fik de stor indflydelse. Det formål, der blev vedtaget i 1993, lå meget tæt op ad det, de havde foreslået.

Holger Henriksens største indflydelse har han nok fået gennem sine mange bøger, som blev flittigt brugt på læreruddannelsen. Han gav det almenpædagogiske stemme og holdt med argumenter fast ved folkeskolen som dannelsesinstitution og ved nødvendigheden af, at læreren har et pædagogisk frirum.

Det centrale begreb i Holgers tænkning var samtalen. At underviser i og om demokrati betyder, at eleverne må gøre sig demokratiske erfaringer, sagde og skrev han. Men den vigtige tilføjelse, at undervisning ikke er en parlamentarisk proces, og oplysning ikke er en afstemningssag. Læreren må bruge sin autoritet til gennem undervisningens samtale at formidle den oplysning og de erfaringer, der er forudsætninger for demokrati.

Den første af hans bøger, jeg læste, var ”Undervisningens samtale”, tror jeg. Den kom i 1978 og gjorde stort indtryk på mig. Jeg blev nødt til - inspireret til - at sammenligne min undervisning med det, Holger Henriksen skrev.

Og da jeg i 1984 selv havde skrevet noget om min og kollegers undervisning, blev jeg nødt til at diskutere det med Holger. For han ringede mig op og fortalte, at han mente, at vi var på vej ud ad et vildspor!

Men det var ikke en belærende og bedrevidende lektor, der ringede. Han ville diskutere.

Det blev til mange års berigende samtaler - og undervejs til et venskab. Hans vigtigste bog, synes jeg, er ”Samtalens mulighed”, der har undertitlen ”bidrag til en demokratisk didaktik”. Og han blev ved med at diskutere – med stoffet, med sig selv om med læserne. Så han udsendte hele tiden nye og opdaterede versioner. Femte og sidste udgave kom i 2005.

I første udgave fra 1993 skrev han en hilsen til mig: ”Til Thorkild Thejsen, ”Folkeskolen”. Med håb om en anmeldelse. Venlig hilsen Holger Henriksen”.  I 1997 så hans hilsen sådan ud: ”Tak for gode samtaler i årenes løb. Venlig hilsen Holger”.  

På titelbladet var der hver gang et Villy Sørensen citat: ”Det eneste alternativ til formynderiet er samtalens mulighed”.

Tak for samtalerne, Holger. Tak for din indsats for folkeskolen.