Vi får ikke en god løsning i morgen

Får sygeplejerskerne for lidt i løn?

Er deres arbejdsvilkår rimelige?

Det er lidt svært at finde ud af, hvad sygeplejerskerne faktisk tjener, men deres løn er helt sikket for lav til, at man som sygeplejerske kan få økonomien til at hænge sammen, hvis man er på deltid.

Og det er der mange der er, fordi arbejdsbetingelserne er alt for ringe!

Den kombination er farlig. Det har man vidst længe. Men viljen til – og muligheden for – at ændre på det har været lille.

Har du været indlagt på et hospital eller været på en skadestue, har du ganske givet oplevet, hvor barske sygeplejerskernes vilkår er. Med fortravlede hverdage, skæve mødetider og weekend- og nattearbejde. Så det er klart, at da sygeplejerskernes ekstraordinære Coronaindsats blev honoreret med et honninghjerte, var der mange af dem, der følte, at nu var det sgu nok.

Men Dansk Sygeplejeråds ledelse sagde alligevel ja til et overenskomstresultat, der lignede alle de andre forbunds. Og fik næsten et ja fra medlemmerne. Kun 300 stemmer – 0,8 procent - var forskellen!

Men det lille nej gav ekstra energi til den aktivistiske medlemsgruppe på Facebook, så mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen blev stemt ned med to tredjedele af stemmeren – og med en høj valgdeltagelse. Og så brød strejken ud.

Dårligt forberedt og gemt bag Corona, EM i fodbold og ferier.  

Det var den nemme del at kloge sig på.

Det er noget sværere at spå om, hvad sygeplejerskerne får ud af den hemmelige strejke. Ud over at Sygeplejerådet får tømt strejkekassen, og medlemmerne bliver skuffede/vrede/opgivende.

Og endnu flere flygter væk.

Fejlen i 1969?

De talentfulde aktivistiske sygeplejersker har forsøgt at gøre tjenestemandsreformen fra 1969 til en gammel men sent opdaget katastrofe for. Men det løser ingen problemer i 2021.

Og det er fejllæsning af historien at påstå, at 1969-aftalen ramte sygeplejerskerne, fordi det er et kvindefag.  

Ja, sygeplejerskerne kunne måske være blevet bedre indplaceret dengang. Eller som DLF’s daværende formand, Stinus Nielsen, skrev om det i sine erindringer mange år senere – efter at have konstateret, at folkeskolens lærere fik et godt resultat: ”Det kan tilføjes, at sygeplejerskerne, hvis uddannelsesforhold på mange måder svarer til lærernes, ikke ved den lejlighed opnåede et tilsvarende løft”.

Men det er vist mest en gang skjult selvros. For realiteterne dengang var, at sygeplejerskernes uddannelse var kortere end læreruddannelsen, og at sygeplejerskernes uddannelse dengang blev betragtet som en lærlingeuddannelse! At det var et fag, der var totalt domineret af kvinder, var ikke et parameter.

Og uanset hvad, ændrer den slags historiske spekulationer ikke noget i dag.

1969-tjenestemandsreformen kom ganske rigtigt til at betyde meget for de forskellige faggruppers lønindplaceringer i forhold til hinanden. Med aftalen var samtidig en aftale på fortidens præmisser.

I de følgende årtier buldrede det nemlig frem med overenskomstansættelser - og skoven af funktions-, tiltræknings-, fastholdelses- og en masse andre tillæg voksede helt vildt.

Sygeplejerådet valgte at gå målrettet efter tillæggene. Og når der kastes lys på ét område, bliver der tit mørke andre steder. Det sket også for sygeplejerskerne, som nedprioriterede kampen om grundlønnen. Man overtog funktioner fra lægerne, som udløste løntillæg. Man aftalte karrierespring, som gav andre tillæg. Man havde succes med at aftale tillæg for alle mulige skævheder og ulemper. Mens grundlønnen stod i stampe. Derfor er det i 2021så svært at finde ud af, hvad en sygeplejerske faktisk tjener.

Men det er alt sammen tilbageskuende, og det er ikke noget, regionerne her og nu kan rette op på.

Ligesom de andre fagforeninger og forbund selvfølgelig ikke går med til, at sygeplejerskerne får højere lønninger, hvis det betyder, at deres egne medlemmer skal finansiere det ved, at de ikke får noget.

At mændene - og de mandsdominerede forbund - gennem alle årene, helt tilbage fra 1919-tjenestemandsaftalen om lige løn for lige arbejde, har raget til sig på kvindernes bekostning, er kun med til at gøre det samlede billede endnu mere skævt.

På deres grædende knæ

Og heller ikke det kan en strejke rette op på. Men noget må der ske. Snart.

Enhedslisten har længe råbt op om, at statsministeren skal afbryde ferien og gribe ind, og Dansk Folkeparti har hægtet sig på kravet - vistnok med en lidt anden vægtning. Hvor Enhedslistens Mai Villadsen taler mest om penge, snakker Kristian Thulesen Dahl mere om ventelister og aflyste operationer.

Men selv hvis Mette Frederiksen og Nikolaj Wammen haster hjem, kommer der ikke en god løsning i morgen.

Men der kommer et indgreb. Ligesom der blev grebet ind, da lærerne var blevet lockoutet i 2013.

Dengang mindede KL’s næstformand, Erik Fabrin fra Venstre, om sygeplejerskernes strejke i 2008.

“Da endte det ganske enkelt med, at kasserne var tomme, og så måtte de komme tilbage på deres grædende knæ og bede om at få afsluttet konflikten”, som han så poetisk udtrykte det i Berlingske.

Ja. Der bliver også grebet ind i 2021-strejken. Og heller ikke denne gang, vil der komme noget godt ud af det.

I april 2013 – midt under lærerlockouten – påstod Fabrin som en anden Komiske Ali, at strejkerne i 2008 endte lykkeligt, og at det samme ville ske på skoleområdet. Hans ord til Berlingske lød:

“Det blev selvfølgelig sluttet på en ordentlig måde, for vi skal alle sammen arbejde sammen bagefter. Det er det samme scenarie, vi ser nu”.

Tallene viser, at sygeplejerskernes 43 dage lange strejke i 2008 gav dem et samlet lønløft på 82 millioner – og en tom strejkekasse. 650 millioner kroner kostede det. Plus selvfølgelig en masse interne opgør og bitterhed.

Læserne af folkeskolen.dk ved, hvordan det sluttede på skoleområdet i 2013.

Et indgreb, men ikke en løsning

Og når en konflikt ikke slutter “på en ordentlig måde”, er det meget, meget svært at komme videre, så der kommer ikke en god løsning nu. For hvis sygeplejerskerne får noget ud af det nu, vil de andre (kvinde)grupper i sundhedsvæsenet selvfølgelig også have noget. Og vi taler altså om tocifrede milliardbeløb. Hvert år.

Men alt peger på, at Folketinget engang i sensommeren stemmer regeringens forslag om at ophøje (noget, der ligner,) forligsmandens forkastede mæglingsforslag til lov. Derfor er det eneste helt sikre resultat lige nu, at konflikten slutter med skuffelse og vrede.

Men, men, men ....

På lidt længere sigt må regeringen, regionerne og fagbevægelsen finde løsninger.

Ligesom folkeskolen ikke bliver bedre, hvis kommuner, regering og folketing ikke forbedrer forholdene, bliver sundhedsvæsenet heller ikke bedre, hvis sygeplejerskerne og de andre faggrupper ikke får bedre arbejdsvilkår.

Og de aktivistiske sygeplejerskers succesfulde ageren på de sociale medier viser, at Sygeplejerådet – og resten af den etablerede fagbevægelse – også skal i gang med store forandringer.