Den dag i 8. klasse, da der blev smækket med døren (2 - lærerne)

Jeg var på besøg i en 8.klasse. De havde dansk, og der blev arbejdet i grupper. Der var en herlig, engageret arbejdsuro i klassen. Læreren, Tina, sad og hviskesnakkede med eleverne i en af grupperne.

Men så, lige pludselig, revnede arbejdsidyllen. I en anden gruppe blev råbt højt, og en stol blev væltet bagud. Stålstol mod vinylgulv lyder aldrig godt - og en stol, der vælter, kombineret med råb er sjældent et godt tegn.

”Nej, Storm. Sæt dig”, kom det omgående fra læreren.

Med vrede skridt marcherede Storm tværs gennem lokalet. Tina rakte en hånd ud mod ham, men han drejede fra og styrtede mod udgangen. 

”Storm, hvad sker der”, spurgte Tina højt, inden døren smækkede hårdt i bag ham.

”Shitstorm igen” lød der fra hans gruppe efterfulgt af latter og høje pruttelyde.

”Det dér, det er ikke i orden”, reagerede Tina med fast stemme.

Bagefter talte jeg med Storm ude på gangen.

”De bliver ved med at kalde mig Shitstorm og lave… altså pruttelyde, hvis jeg siger noget eller bare læner mig frem. Og så blev jeg hidsig”, fortalte han.

- Du grinede jo selv, hvorfor gjorde du det, spurgte jeg dumt.

”Hvad fuck vil du ellers gøre? Sku’ jeg slå eller tude, eller hva’”?

Den snak kan du læse om her. Det handlede min forrige blog om:

Den dag i 8. klasse, da der blev smækket med døren (I)

Jeg var kun på skolen denne ene dag, så jeg ved ikke, hvad der senere skete i klassen. Men om eftermiddagen talte jeg med to af Storms lærere, Tina og Uffe, for at høre, hvordan de har det med ham – og lidt om, hvordan de tænker undervisning og relationer. Deres beskrivelser er meget forskellige.

Genert, usikker og lidt nørdet

Jeg finder Tina i døren ind til forberedelseslokalet, hvor hun står og taler med en kollega. Hun har en kaffekande og to krus i den ene hånd og en taske på ryggen. ”Jeg ringer i aften”, siger hun til kollegaen. Sammen går vi tilbage til det næsten tomme personalerum.

Tina har 8.klasse i dansk. Hun har været deres klasselærer i næsten fire år. Tidligere har hun også haft dem i kristendomskundskab, og sammen med en kollega havde hun også klassen og parallelklassen i gymnastik indtil 7., fortæller hun og hælder kaffe op i de to krus. Jeg finder blokken og lydoptageren frem.

”Storm er en lidt genert og usikker fyr, der ikke skilter med, hvad han kan. Han følger opmærksomt med, han markerer bare ikke”, begynder Tina.

”Han er…”, siger hun og tager tilløb, ”han er nok lidt nørdet”.

Tina forklarer straks ordvalget: ”Hvis jeg siger, at han er en nørd, mener jeg det positivt. Men jeg skal spørge ham, så svarer han. Sjældent med mange ord, og han skal presses..., nej opmuntres, for at sige mere og vise, hvad han kan”.

Storm har skrevet nogle fine små fortællinger - vist nærmest fantasy, fortæller Tina.

”Han vil ikke læse dem op, og jeg må heller ikke. Men den sag er vi nu ikke færdig med at diskutere. I et fortroligt øjeblik fortalte han mig også om en natugletur, han har været på. Det kunne jeg godt tænke mig, at han fortæller om i klassen”.

Tina holder en pause, drikker kaffe og fortsætter så:

”Storm har brug for nogle skolesejre…, det har klassen også, tror jeg. De skal se ham. Jeg kan se i hans øjne, at han godt vil. Han skal lokkes. Det kommer, er jeg sikker på. Men når de skal arbejde i grupper, yder han vist ikke ret meget”.

Tina stopper talestrømmen. Tænker.

”Eller også vil han måske bestemme… Og så bliver de andre utålmodige, ja vist nærmest irriterede. Nej, jeg ved det faktisk ikke. …”

- Hvad sker der?

”Jeg kan ikke helt greje, hvad der sker... nej, det kan jeg faktisk ikke”.

Efter endnu en pause fortsætter hun: ”Det er nok også forkert at sige, at han ikke yder. Han læser straks opgaven eller gentager min instruktion for de andre i gruppen. Og det trigger altså nogen, hvorefter han så holder mund. Tror jeg. Han er ambitiøs, han vil ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest”.

Arbejdsformen Cooperative Learning passer Storm rigtig godt, fortæller Tina:

”I CL-grupper, hvor han får en konkret opgave og en konkret rolle, er han ret så aktiv. Så bruger han det, han registrerer og ved. Dér kan jeg høre, hvor tænksom han er. Han har brug for nogle flere sociale succesoplevelser, tror jeg. Så han oplever at være med i gruppen, i fællesskabet. Så vil han også kunne folde det faglige ud”.

Sejre kan ikke trækkes i en automat

- Og hvordan arbejder I med det?

”Det spændende - og det evigt udfordrende og besværlige - er jo, at vi som lærere på én og samme tid skal arbejde med de faglige udfordringer, med det, nej de sociale samspil i klassen - og med både helheden og de enkelte elever”.

- Det spændende?

”Hvis det ikke havde været for det break med barylerne i Storms gruppe, så ville du, tror jeg, have gået fra klassen med en opfattelse af, at de arbejder godt. Det gør de for det meste. De fleste i hvert fald.

Men deres goder arbejdsvaner med, hvornår man spørger mig til råds, hvordan de går til en ny opgave og så videre, den slags er ikke kommet af sig selv. Nogle rutiner har de taget med fra CL, fordi de der har oplevet, at en god struktur og nogle aftalte roller kan være en fordel”.

- Men det var ikke CL, jeg overværede.

“Det var ikke CL, men de ved, de skal samle op, referere og så videre. De ved, at det første, de skal gøre, ikke er at kalde på mig”.

- Ved du, hvordan Storm og gruppen eller klassen kommer til at opleve de sejre, du taler om?

“Sejre er jo ikke noget, man kan trække i en automat. Man kan heller ikke planlægge sejre. Men jeg er meget opmærksom på at få markeret og fejret vores gode fælles oplevelser. Hvis der er en eller flere, der foreslår en god, kreativ, sjov eller skæv løsning på noget, så prøver jeg at bruge det. Det er også vigtige sejre”.

- Hvad betyder det, sådan lidt mere konkret?

”For nylig var der nogle af drengene, der protesterede over nogle opgaver. De var så kedelige, opgaverne, sagde de. Jeg spurgte dem, hvad der er sjovt for dem, og de svarede, at de hellere ville rappe end skrive, skrive, skrive.

Jeg sagde så, at de jo kunne aflevere deres næste essay som et rapnummer. Og jeg kan love dig, at de arbejdede. Og skrev, skrev og skrev….

Vi grinede. Og sejrede.

Jeg lærte også noget nyt - både om rap og om de drenge”.

”Jeg kan love dig, at mine spørgsmål var både autentiske og ægte”, fortsætter hun og sætter citationstegn i luften om ”autentiske og ægte”.

”På samme måde forsøger jeg, for nu igen indirekte at referere til Dysthe, at arbejde med optag, så jeg får løftet nogle af elevernes guldkorn ind i vores faglige samtaler. Ja, ikke bare i faglige, men i det hele taget ind i vores samtaler. Det er også noget i den retning, jeg tænker, når jeg siger, at jeg ikke er færdig med at diskutere fantasy og ornitologi med Storm”.

Tina ser på uret i telefonen og rejser sig. ”Det er bare så svært at nå dem alle sammen. Men tak, fordi du fik mig til at tænke over det”, siger hun og giver mig hånd. Det var før coronaen.

”Tak, fordi jeg måtte være med”, svarer jeg. ”Og tak for, at du fandt tiden til at tale med mig. Jeg gjorde ingenting”.

”Jo, du lyttede. Og fik mig til at tænke højt”, siger Tina og hanker op i den tunge taske.

”Nu skal der hentes børn”.

Han er mut, indelukket og virker sur

Uffe sidder bøjet over computeren, da jeg finder ham. Han ser op. ”Late lunch”, hilser han med en halvspist banan i hånden. På den anden side af en lav skærmvæg sidder to kolleger og taler sammen med lave stemmer.

Uffe rejser sig, samler telefonen og et bundt nøgler op fra bordet. Han lader tasken stå, og computeren bliver ikke slukket. Dagens arbejde slutter ikke, bare fordi en gæst gerne vil tale med ham.

Vi går ned på personalerummet.

Uffe har haft 8.klassen i matematik og fysik/kemi i to år. Han har ikke hørt om episoden i dansktimen, men han ”er ikke overrasket”, siger han, da jeg refererer min version og fortæller, at Storm skred midt i dansktimen og smækkede døren efter sig, efter at der var blevet råbt højt i gruppen.

- Du er ikke overrasket, hvorfor ikke?

”Storm er mut og indelukket; virker sur. Hvis jeg irettesætter han, siger han ikke noget. Sidder der bare med store våde hundeøjne, …. ja, undskyld, men han sidder bare helt stille og glor. Siger intet til forsvar eller forklaring”.

Uffe holder en kort pause og forsætter så:

”Dum er han ikke, ham Storm. Men han deltager ikke. Virker nærmest ligeglad. Han afleverer sine opgaver til tiden, og de er okay i orden, der er ikke noget der. På en måde er han vel ret dygtig. Nørdet dygtig, men han virker arrogant på de andre. Når de skal arbejde i par eller i grupper i fysik/kemi, læser han straks opgaven og er meget nøjeregnende med at komme hurtigt i gang. Det irriterer tit de andre”.

- Er det et problem, at han er pligtopfyldende? Er det ikke det, du siger, han er? Irriterende pligtopfyldende?

”Nej, selvfølgelig ikke. Han er dygtig, men på en overlegen måde. Han provokerer de andre, så der opstår konflikter omkring ham. Dét er irriterende og forstyrrende”.

Det med relationer må komme efter det faglige

- Hvordan har du det selv med ham?

“Hvordan jeg selv har det med ham? Jeg har det vel som med de fleste. Hvis han løser sine opgaver, og det gør han sådan set, så har jeg det okay med han”.

- Hvad ligger der i dit lille “sådan set”-forbehold?

“Ikke andet end det, jeg allerede har sagt, at han kan provokere de andre med sin facon. Han er faktisk ret dygtig. Jeg har det okay med Storm. Han laver sine ting til tiden”.

- Ved han, at du opfatter ham som okay og fagligt dygtig?

“Han ved i hvert fald, at jeg ikke retter meget i hans opgaver, og han ved, at jeg sætter pris på at få dem til tiden”.

- Jeg har jo kun været i klassen i halvanden dansktime. Men min fornemmelse var, at der blev arbejdet godt og i god stemning. Er det ikke muligt at fokusere på relationerne mellem Storm og de andre, tror du? Det virker som om, der er noget at bygge på.

“Nu er jeg jo matematik- og naturfagslærer, og det med relationer må komme efter det faglige. Det har vi slet ikke tid til”.

- Men ville det ikke kunne give dem både sociale og faglige sejre?

“Det er muligt, men det er der slet, slet ikke tid til. Og jeg synes ikke, det har ikke meget med Storm at gøre, som du begyndte at spørge til”.