Den dag i 8. klasse, da der blev smækket med døren (1)

Jeg har inviteret mig selv på besøg på en håndfuld skoler, fordi jeg forsøger at finde ud af, om jeg kan skrive om skolekultur til en bog, der skal bruges i læreruddannelsen.

Jeg bilder mig ind, at jeg er rimeligt godt inde i forskningen om organisationers udvikling af ubevidste kulturer, men jeg er også ret sikker på, at det ikke liiige er det, de lærerstuderende har mest brug for. Så inden, jeg bestemmer, om jeg vil være med i bogprojektet, vil jeg ud at opleve her og nu-skolelivet.

Derfor står jeg nu på gangen sammen med Storm fra 8.klasse.

Eller rettere: Derfor stod jeg sammen med ham, for det er længe siden. Jeg fik skrevet noget til læreruddannelsesbogen. Jeg hentede masser af inspiration på skolerne.”Skolens kultur – spændetrøje eller sammenhængskraft?” kom mit kapitel til at hedde.

Men Storm og hans lærere kom ikke med i bogen, for jeg aftalte med Storm, klasselæreren, Tina og Storms forældre, at jeg skulle vente med at skrive om den dag, der blev smækket med døren.

God arbejdsuro

Her er det, jeg oplevede:   

Jeg sad med blok og lydoptager bagerst i klassen for at forsøge at observere de måder, de kommunikerede til og med hinanden, deres med- og modspil i forhold til hinanden.

Jeg ville forsøge at fornemme og måske forstå de processer, der foregik mellem Tina og hendes elever – og mellem eleverne indbyrdes.

Der var ”en engageret arbejdsuro i klassen”, skrev jeg på bloggen. Tina havde sat et gruppearbejde i gang, og godt en halv time senere sad hun nu sammen med en af grupperne. Det var dér min opmærksomhed var, for jeg var optaget af, hvordan samtalen foregik – og hvad der i øvrigt foregik i gruppen. Om den opgave, de havde fået, og om alt det andet, der fylder rummet.

En elev havde fægtet med armen for at fange Tinas opmærksomhed, og hun havde svaret med et nik og en finger i vejret. Nu sad hun og hviskesnakkede med gruppen.

Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men jeg kunne se, at hun sørgede for øjenkontakt hele vejen rundt, og jeg noterede, at hun smilede, mens hun klappede en af dem på hånden.

Nej, Storm, sæt dig

En enkelt gang rejste Tina sig halvt fra stolen og rettede blikket mod en anden gruppe, hvor lyden blev skruet op. Jeg kiggede i samme retning og konstaterede, at der blev grinet. Det var den gruppe, Storm var med i, men det vidste jeg ikke endnu. Jeg kendte ingen af dem.

Tina satte sig ned, og jeg koncentrerede mig igen om den gruppe, hun besøgte. En af eleverne var tilsyneladende ved at forklare eller spørge om noget, det kunne jeg ikke høre. Men jeg registrerede, at de øvrige elever fulgte aktivt med.

Og så, lige pludselig, revnede arbejdsidyllen. Der blev råbt højt, og en stol blev larmende skubbet bagud, så den væltede.

Stålstol mod vinylgulv lyder aldrig godt - og kombinationen af råb og væltet stol er sjældent et godt tegn.

”Nej, Storm. Sæt dig”, kom det omgående fra Tina. Eller noget i den retning i hvert fald. Jeg fik det ikke noteret, og min lydoptager var ikke tændt.

Med vrede skridt marcherede Storm tværs gennem lokalet. Tina rakte en hånd ud mod ham, men han drejede fra og styrtede mod udgangen. 

”Storm, hvad sker der”, spurgte Tina højt, inden døren smækkede i bag ham.

”Shitstorm igen” lød det fra hans gruppe efterfulgt at høje pruttelyde og latter.

”Det dér, det er ikke i orden”, reagerede Tina med fast stemme.

Hun sendte mig et blik, som – tolkede jeg – betød: ”Jeg vil gerne være alene med min klasse nu”.

Så jeg listede ud.

Må jeg spørge dig om noget?

Storm stod lidt længere ned ad gangen, armene var foldede over brystet. Han kiggede ud i den tomme skolegård.

Jeg var usikker, så jeg gjorde ingenting.

Det ringede ud til spisefrikvarter lidt efter, og jeg så Tina gå hen til Storm. Hun lagde en arm rundt om hans skuldre, men han krængede hende af og kiggede ud ad vinduet, mens hun talte.

Da Tina nogle minutter senere gik igen, fik hun lov til at lægge armen om ham uden at blive afvist.

Storm tog sin telefon op og stod og tastede eller læste.

Lidt efter gik jeg hen og stillede mig ved siden af ham.

- Må jeg spørge dig om noget?

”Mmm…. okay. Hva’ vil du”?

- Jeg kan se, at du er ked af det. Vil du fortælle mig, hvad der skete?

”De bliver ved med at kalde mig Shitstorm og lave… altså pruttelyde, hvis jeg siger noget eller bare læner mig frem. Og så blev jeg hidsig”.

­- Hvorfor kalder dig det, spørger jeg.

Han står og kigger på telefonen uden at svare.

- Ved du, hvorfor de kalder dig Shitstorm, forsøger jeg.

Han ser op. I et splitsekund har vi øjenkontakt, så kigger han ned igen.

”Det ved jeg ik’….”, begynder han. ”Altså, jeg hedder Storm, så ….”

Hvad fuck vil du ellers gøre?

- Jeg så ikke det hele, men hvis jeg ikke har misforstået det, så grinede du da selv, da han kaldte dig Shitstorm.

”Jo, men selv om jeg griner, synes jeg ikke, det er nice”.

- Men hvorfor griner du? Så tror de jo, at du synes, det er sjovt, spørger jeg ret så dumt - og får omgående svar med et modspørgsmål:

”Hvad fuck vil du ellers gøre? Sku’ jeg slå eller tude, eller hva’”?

Eller hva’! Jeg kan ikke finde på et godt svar og spørger dumt igen:

- Ku’ du ikke bare gå din vej?

”Og hvor sku’ jeg lige gå hen? … Jeg vil jo på en måde gerne være sammen med dem. Og der var jo time. De gør det bare hver gang, jeg siger noget. Altså ikke alle sammen, det er mest … Nej, glem det, du kender dem ikke”.

Vi står uden at sige noget et stykke tid. Storm kigger hele tiden ned i telefonen.

Jeg prøver igen:

- Har du prøvet at tale med din lærer om det?

”Jamen, du så jo, hvad der skete. Det var lige meget, hvad jeg sagde, så blev han bare ved med at hviske Shitstorm og lave pruttemund mod mig, så var det, jeg også lavede pruttelyde… altså svarede igen på en måde, og så kom der altså spyt med ud, så han hylede op... Og hvem var det så, der fik skideballe, tror du? Det var derfor, jeg skred… ”

Han holder inde et stykke tid og fortsætter så:

” Jeg ville jo ikke ha’ smækket så hårdt med døren, men…”

Storm smiler for første gang og fortsætter så, mens han ser på mig:

”På en måde var det meget rart alligevel”.

- Hvordan rart?

”Ikke rart, men …. Jeg blev jo hidsig, ik’, så spyttede jeg, altså prutte-spyttede, det var … nej, ik’ rart… men meget godt. Han blev jo ved og ved...”

Jeg kan mærke min usikkerhed og holder mund et stykke tid. Storm slukker telefonen og kommer den i lommen.

- Hvordan bliver det at komme ind i klassen igen, forsøger jeg, for at han ikke skal gå.

”Jeg går ikke derind igen”, svarer han omgående.

Efter en pause, hvor ingen af os siger noget, fortsætter han så:

”Altså…. Det skal jeg jo… Men jeg véd, at det bliver mig, der skal sige undskyld. Det gør jeg ikke”.

”Det gør jeg bare ikke”, gentager han, trækker skuldrene op, lader dem falde ned igen og går.

Om undervisning og relationer

Jeg var kun på skolen denne ene dag, så jeg ved ikke, hvad der mere skete i klassen og med Storm.

Men om eftermiddagen talte jeg med klasselæreren, Tina, og deres matematiklærer Uffe. Om Storm og lidt om deres forskellige måder at tænke undervisning og relationer på.

Dem og det handler min næste klumme om.