Jesper Due er død

Man kan kun gå på to ben hedder Jesper Due og Jørgen Steen Madsens bog fra 1990.

Det var Danmarks Lærerforening, der udgav den, og den har da også undertitlen ”Lærerne mellem profession og fagforening”.

De fortæller meget om folkeskolens lærere, deres selvforståelse, DLF og organisationens arbejde.

Siden fulgte mange, mange analyser, artikler, bøger og foredrag – om lærere og mange andre erhvervsgrupper.  

I 1996 kom Forligsmagerne, hvor de analyserede det offentliges overenskomstforhandlinger fra 1987 til 1995. Bogen er på mere end 1000 sider, og den er spændende hele vejen! Om de lukkede forhandlingsrum, om uofficielle, personlige kontakter, om konflikter og kompromiser.

Det mest interessante for folkeskolen.dk’s læsere er nok den detaljerede afdækning af, hvordan og hvorfor lærerne blev forhandlet over fra at være tjenestemænd i folkeskolen til at blive overenskomstansatte i kommunerne. Og om, hvordan det, der senere blev kaldt UFØ-arbejdstidsaften fra 1993, blev til.

Elektrikeren der blev professor

Jesper Due døde den 23.december efter flere års svær sygdom. Han blev 77 år.

”Professor emeritus” står der på FAOS’ hjemmeside; forkortelsen står for ”Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier”, og det blev oprettet af Jesper Due og Jørgen Steen Madsen. Selv efter, at der kom et ”emeritus” efter titlen, fortsatte Jesper for fuld kraft med at analysere og formidle.

Jesper var egentlig elektriker, men fik dispensation fra optagelseskravene og kom på Københavns Universitet, hvor han læste kultursociologi. Her mødte han en anden dispensat, journalist Jørgen Steen Madsen. De begyndte at arbejde sammen - og holdt aldrig op igen!

Deres sidste fællesudgivelse blev Det Offentlige Aftalesystems Historie i fire bind, som jeg anmeldte her på sitet og kaldte ”et fornemt værk, som giver både ind- og overblik. Sproget flyder befriende uakademisk, uden at der gives køb på saglighed og præcision”.

Den karakteristik kan langt hen ad vejen gælde hele deres fælles indsats. Arbejderen og journalisten insisterede på, at det, de producerede, skulle kunne forstås og bruges - ikke bare af fagfæller på universiteter, men af de mennesker, deres forskning handler om.

I Man kan kun gå på to ben om lærerne går de over 500 sider i dybden og diskuterer arbejdsforhold og DLF’s forhandlings- og samarbejdsformer. Bogen gav dem en doktortitel ved Lunds Universitet, men trods akademiske rammer er sproget hverken tungt eller langhåret. DLF valgte da også at udsende en 50 siders pixiudgave til samtlige tillidsvalgte i foreningen; Due og Madsen analyserede nemlig forholdet mellem det fagpolitiske og det pædagogiske – om vilkår og muligheder. En vigtig diskussion, der aldrig bliver uaktuel.

Og deres interesse for lærerne stoppede ikke her. Tusinder af lærere har hørt deres foredrag på møder og medlemskurser i DLF. Og ud over skarpe analyser har de også kunnet opleve Jesper Dues charmerende flabethed. Han sagde, hvad han mente, også når det var mindre populært. Og han mente aldrig bare noget. Han mente noget på baggrund af det, han havde set og hørt. Det var nemlig deres helt grundlæggende metode: de lyttede til de involverede.

Kedelig var Jesper Due aldrig. På en kongres i Danmarks Lærerforeningen sagde han engang gadedrengeflabet til fagbladet Folkeskolen, at det var trist at se på de mandlige delegeredes hængerøvsbukser og t-shirts. De kvindelige delegerede var derimod klædt på til den fest for medlemsdemokratiet, som en konges er. Det gav mange sure hængerøvs-reaktioner.

Jeg tror, han nød dem, for knubs var han aldrig bange for. Da han i 1993 - i bogen Den Danske Model - forudså, at LO-fagforeningerne ville få store problemer med medlemsflugt og stive faggrænser, fik han heller ikke megen tak. Mange fagforeningsbosser blev sure, og specialarbejderformand Hardy Hansen kaldte bogen for ”akademisk filosofi uden føling med virkeligheden”. I dag ved vi, hvem der havde ret.  

Fra kultursociolog til arbejdsmarkedsforsker

Når Jesper kaldte DLF for en danskvandsorganisation og mente det positivt, skyldes det, at han og Jørgen Steen på deres mange, mange besøg i lokalkredse havde set, at der blev serveret danskvand til medlemsmøderne – ikke øl, som i LO-forbundene. Men Jesper så også danskvandene som symbol på lærernes seriøse arbejde og på fravær af pamperi.

Selv bevarede Jesper både det gadedrengedrilske, uhøjtidelige, selv om der både kom doktorgrad og professortitel til. I 1990’erne blev han ofte hentet ind i tv for at kommentere overenskomstforhandlinger, og da han oplevede, at folk ikke forbandt noget ved titlen ”kultursociolog”, skiftede han det ud med ”arbejdsmarkedsforsker”, en titel som i dag er helt almindelig.

I 1990 dannede han og Jørgen Steen Madsen en forskningsgruppe ved Sociologisk Institut, og ni år senere blev det så til FAOS, som i dag har næsten 20 medarbejdere og drives af midler fra en lang række arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Trods kritik, modsigelser og flabethed stod og står der nemlig respekt om Jesper og om det arbejde, han har gennemført sammen med Jørgen Steen. Flabet, ja. Af og til. Seriøs og grundig. Altid.

Gennem alle årene har Jesper Due og Jørgen Steen Madsen været optaget af at studere, hvordan Den Danske Model virker, hvor dens svagheder og styrker er. Da de var færdige med deres store historiske værk i 2020, tog Jesper Due straks initiativ til endnu en analyse af modellen. Afsættet var de strandede trepartsforhandlinger i 2011-12, og sammen nåde de at få skrevet 200 sider, inden kræften tvang Jesper til at stoppe.

Nu må vennen og hans tætte samarbejdspartner Jørgen Steen gøre den færdig.

Jesper Dues indflydelse på arbejdsmarkedsforskningen kan vanskeligt overvurderes.

Opdateret: 

To fejl, to rettelser og lidt bonusoplysninger

Journalister - og alle andre - skal tjekke deres oplysninger grundigt, inden de offentliggør noget. Jørgen Steen Madsen fortæller mig, at der er to fejl i min fortælling om Jesper: De mødtes ikke første gang på universitetet, men traf hinanden i DSU Frederiksholm, mens Jesper stadig var elektrikerlærling. Og de skrev en lille bog sammen, allerede inden de begyndte at studere. De gik faktisk til møde på Københavns Universitet for at høre om arbejder-studenter-samarbejde, og der fik Jesper god kontakt med professor Verner Goldschmidt, der havde etableret kultursociologistudiet i Danmark. Han hjalp ham med en dispensationsansøgning, men Jesper var ikke meget for at træde ind i de hellige haller alene, så han lokkede Jørgen Steen med. Så skulle min første fejl vist være rettet - og erstattet med et mere spændende indhold. Og når nu jeg har hevet låget af, får I også lige lidt om deres første bog: Den var kun på 106 sider, men havde til gengæld en lang titel: Samfund, massemedier, kulturanalyse: Socialdemokratiet i Sverige og Danmark: Aviser: Aftonbladet og Aktuelt: En undersøgelse. Og så min anden fejl: Jeg skrev, at Jesper tog initiativ til deres uafsluttede projekt om Den Danske Model, da de var færdige med det store historiske værk. Det er ikke rigtigt. Allerede inden, de afleverede manuskriptet, gik Jesper i gang med at interviewe kilder til deres næste bog! Med den korrektion har jeg så fået vist lidt mere om Jesper: Han overkom så meget, fordi han igen og igen begyndte på noget nyt, inden han var færdig med det, han allerede var travlt optaget af.