Et planlagt sammenbrud

Helle Thorning-Schmidt på folkemøde på Bornholm. På mødet i 2014 talte Helle Thorning-Schmidt varmt for den danske model, hvor parterne bøjer sig mod hinanden, og regeringen hjælper med til at opnå et resultat, som alle kan være glade for. Året før sørgede regeringen og KL for sammenbrud i forhandlingerne med lærerne. (Foto: Folkemødet)

Det følgende handler om 2013-lockouten af lærerne, som Danmarks Lærerforening netop nu forsøger at få rejst en sag om ved landsretten, og som lærer Karsten Bräuner samler underskrifter for at få undersøgt.

Den danske model, når den er allerstærkest

Men inden, vi spoler tiden tilbage til foråret 2013, stopper vi lige filmen torsdag den 12. juni 2014 om formiddagen, da Helle Thorning-Schmidt holder åbningstale på Folkemødet.

Det er en glad statsminister, der stolt og tilfreds hylder den danske model, som endnu engang har vist sin styrke. ”Vi ved det godt”, siger hun. ”Det er ikke sket af sig selv”.

Thorning-Schmidt fremhæver to afgørende forhold ved den danske model:

• parterne ”tager ansvar”, de ”kigger hinanden i øjnene og taget et ekstra skridt”,
• ”Vi andre har hjulpet til, hvor vi kunne”.

”Det er”, tilføjer hun, ”den danske model, når den er allerstærkest. I dag kan vi ånde lettet op, fordi I tog ansvar, selv om det så rigtig svært ud”.

Det handler altså ikke om lærere. Hun taler om en konflikt på Danish Crown-slagteriet i Rønne, hvor regeringen i den grad har hjulpet ejere og medarbejdere, så de kunne nå hinanden.

Statsministeren ønsker hele Bornholm tillykke med det, der er sket. ”Det er vigtigt”, slutter hun.

Danmark når der er bedst

Regeringen besluttede lockouten

folkeskolen.dk’s brugere ved, at sådan så det ikke ud et år tidligere. Dengang hjalp regeringen Thorning-Schmidt ikke parterne med at blive enige. Dengang var det ikke vigtigt at redde skoleelever, forældre, lærere og skoler med at finde en fælles løsning

Sammen med KL sendte regeringen tværtimod lærere på folkeskoler, friskoler og en lang række uddannelsesinstitutioner ud i en lockout for bagefter at få vedtaget en lov, der tvangsophævede overenskomsterne og pålagde lærerne ekstraarbejde.

Der er masser af beviser på, at sammenbrud, lockout og lovindgreb til fordel for de kommunale og statslige arbejdsgivere var aftalt på forhånd. Selv repeterede jeg lidt om det i min seneste klumme:

Et forglemmeligt møde, mener Margrete Vestager. Nej, det var vigtigt, mener Finansministeriet

"Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj", sagde Helle Thorning-Schmidt senere i et stort interview til dagbladet Politiken.

folkeskolen.dk skrev omgående om det og forsøgte selvfølgelig at få en kommentar fra den nu forhenværende statsminister. Det fik man aldrig; og selv om Thorning-Schmidt havde haft Politiken-manuskriptet til gennemsyn inden offentliggørelsen, løb hun fra udtalelsen, da avisen udkom.

Politiken erkender fejl i Thorning-citat om lockout

Men Annette Vilhelmsen, der var formand for SF og erhvervsminister, da lockouten blev vedtaget, vidste godt, at Helle Thorning-Schmidt var kommet til at sige sandheden til Politiken.

Vilhelmsen ”blev næsten lettet”, da hun ”læste interviewet med Thorning, for nu sagde hun endelig tingene som de var. Lockouten af lærerne var regeringens beslutning”, fortalte hun året efter til den prisbelønnede journalist Anders-Peter Mathiasen i bogen, Søren og Mette i benlås.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, var heller ikke i tvivl, da han læste avisen. For mange måneder før forhandlingerne mellem lærere og arbejdsgivere havde statsministeren inviteret ham til et møde, hvor det viste sig, at Helle Thorning ville drøfte en ret så speciel sag, har Thulesen Dahl fortalt til samme bog:

”Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen. Jeg blev paf og afviste at forholde mig til spørgsmålet, og det var ikke det, jeg troede, mødet skulle handle om”.

”Så var samtalen slut, men fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og at lærerne ikke havde noget at forhandle om. Derfor turde jeg også sige offentligt, at den danske model var sat ud af kraft”.

Den danske model er, som Thorning-Schmidt, sagde det på Folkemødet, allerstærkest, når parterne lytter til hinanden - kommer hinanden i møde. Men KL og finansministeren havde på forhånd besluttet, at de ikke ville komme lærerne i møde.

Som KL’s daværende næstformand Erik Fabrin så åbenhjertigt formulerede det, da jeg interviewede ham:

”Vi vurderede, at når vi ville helt og aldeles af med arbejdstidsaftalen, ville det være et realistisk scenario, at det ville ende i en konflikt, fordi det er svært at se Danmarks Lærerforening frivilligt opgive den. For det første, fordi DLF ikke frivilligt ville opgive ledelsesretten. … For alle andre ændredes det i 1899, så arbejdsgiverne har ledelsesretten, de faglige organisationer har konfliktretten”… ”Konflikten var jo ikke mod de enkelte lærere - det var i imod Danmarks Lærerforening”.

De ville altså ikke se lærerne i øjnene. Forhandlingerne måtte ikke ende med et forlig. Alle arbejdsgivernes krav skulle gennemføres. Som KL-næstformanden sagde det dengang: ”Man kan ikke lave et gennemsnit mellem noget og ingenting”. Lærerne skulle lockoutes – koste hvad det ville.

Og arbejdsgiverne slog til, selv om man på Finansministeriets hjemmeside kunne læse, at ”lockoutvåbnet kun er meget sparsomt benyttet i den offentlige sektor og kun er brugt som et modtræk mod en allerede etableret strejke”. 

Vi tager den lige én gang mere i langsom gengivelse:

Ifølge Finansministeriet anvender de offentlige arbejdsgivere ikke lockoutvåbnet ret ofte, og det er kun brugt ”som et modtræk mod en allerede etableret strejke”.

Arbejdsgiverne forhandlede på skrømt

Med andre ord: man siger ét, og gør noget andet.

• For lærerne strejkede ikke i 2013,
• Alligevel blev de lockoutet af Finansministeriet og KL,
• Og arbejdsgiverne sendte lockoutvarslet, før forhandlingerne var brudt sammen!

Her på sitet har vi ofte kunnet læse, hvordan Anders Bondo Christensen og folkeskolens lærere oplevede det, så denne gang går jeg til Uddannelsesforbundet, der organiserer lærere, vejledere og konsulenter, der arbejder på almene og erhvervsrettede uddannelser og sprogcentre.

Ligesom der var en folkeskolereform, der skulle finansieres, var der en stor erhvervsuddannelsesreform, der skulle finansieres. Og det skulle begge steder ske ved at diktere nye arbejdstidsregler for lærerne.

Til Uddannelsesbladetfortalte forbundets formand, Hanne Pontoppidan, den 3.marts 2013, hvordan lockoutvarsel kom helt uventet den 28.februar; man sad nemlig stadig og forhandlede, da ministeriet sendte lockoutvarslet:  

”Så sent som aftenen før sad vi og forhandlede i Moderniseringsstyrelsen, og her aftalte vi et nyt møde den 6. marts, så vi kunne komme videre med arbejdstiden. Men nu kan vi se, at arbejdsgivernes forhandlere må have været bekendt med, at man et andet sted i huset var i gang med at afsende konfliktvarsler, mens vi sad og aftalte et nyt møde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Moderniseringsstyrelsen har åbenlyst forhandlet på skrømt”.

Postvæsnets frister afslørede Finansministeriet

Lucas Vagn Engell var dengang redaktør for Uddannelsesbladet og fulgte derfor tæt med. Han bekræfter, at Finansministeriet varslede lockout, mens Moderniseringsstyrelsens folk stadigvæk lod som om de forhandlede.

”Det er ikke bare noget, jeg eller vi påstod. Det beviste postvæsnets frister for afsendelse af anbefalede breve”, parterne sad i Finansministeriet aftenen før, og forhandlingerne var ikke brudt sammen, husker Engell.

”Alligevel gik medarbejdere fra Moderniseringsstyrelsen på posthuset og sendte anbefalede breve med lockoutvarsler til lærerorganisationerne. Inden parterne gik hjem fra forhandlingerne, havde de aftalt et nyt møde, men da var posthuset lukket. Brevene med varslerne blev altså bevisligt sendt, mens forhandlerne var i gang med at få afklaret nogle aftaletekniske spørgsmål og sad med kalenderne og satte tid og dato på det næste møde. Så, ja Finansministeriets folk lod som om de forhandlede, men lockouten var besluttet”, siger han.

Efter at Finansministeriet havde sendt de anbefalede breve, udsendte finansminister Bjarne Corydon en pressemeddelelse:

”Jeg må desværre konstatere, at forhandlingerne om lærernes arbejdstidsregler er gået i hårdknude. Derfor har jeg taget det alvorlige skridt at varsle lockout, for visse lærergrupper på statens område”, står der i indledningen, og den slutter sådan: ”En lockout er arbejdsgivers modstykke til de faglige organisationers strejkevåben”.

Mette Frederiksen: Det var vores ansvar

I 2013 hed beskæftigelsesministeren Mette Frederiksen. Det var hende, der forberedte og fik gennemført Lov 409, som imødekom de kommunale og statslige arbejdsgiveres krav og udraderede lærerorganisationernes arbejdstidsaftaler.

Til journalist Thomas Larsen siger statsministeren sådan i bogen, Mette Frederiksen – et politisk portræt, i 2019:

”Det er et af de forløb, jeg har tænkt mest over bagefter, for jeg undervurderede, hvor lange spor den konflikt ville trække…. ”Men meget gik galt. Vores udspil til folkeskolereformen blev blandet sammen med bestemmelserne om lærernes arbejdstid, og det førte til et slagsmål i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og KL.

I den proces følte lærerne, at de blev kørt over uden nogen hensyntagen til, hvordan deres dagligdag så ud. Tilbage står, at processer er lige så vigtige som det egentlige resultat. Hvis ikke processen bliver god, bliver resultatet det heller ikke. Det var vores ansvar, hvordan det forløb blev tilrettelagt“.