Kunst og kreativitet i skolen

Blog

Designere og designprocesser i billedkunstlokalet

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På 10. klassesskolen Øresund har billedkunstlærer Rikke Homann og hendes klasse haft besøg af to professionelle designere. Det var et lynkursus i kreative processer og en anderledes måde at få ’virkeligheden’ med i skole. Og det var et møde, der kom nogle meget personlige og abstrakte bøger ud af.

Cecilie er elev i 10. klasse og hun er næsten færdig med sin bog. 20 færdige sider ligger foran hende, de skal samles og sys i ryggen med en tyk grå tråd, der passer til det sorte omslag. Hun er tydeligt irriteret over, at snoren er lidt for tyk og svær at arbejde med, men det skal være den alligevel. Det er vigtigt. Den passer perfekt. Der er ingen ord i bogen, men derimod farver, former og billeder.

Kunst og kreativitet i skolen

Ida er børnekulturkonsulent i Helsingør Kommune med ansvar for kultursamarbejdet mellem kultur- skole og dagtilbudsområdet, herunder Helsingør Helsingborg skole- kultursamarbejdet der formidler besøg og aktiviteter på begge sider af Øresund. Desuden er hun områdekonsulent for skolekoncerter i Hovedstadsområdet hos organisationen Levende Musik i Skolen. Rikke er læringskonsulent i Helsingør kommune på skole- og dagtilbudsområdet med ansvar for de praktisk musiske fag og de pædagogiske læringscentre samt åben skole. Rikkes hjerte brænder for den meningsgivende, sjove, spændende og kreative undervisning og læring, hvor både hænder og hoved er i spil. Sammen organiserer Ida og Rikke aktiviteter, hvor alle børn og unge fra 0. til 9. klasse møder kulturinstitutionerne, kunst og kunstneriske processer sat ind i en læringssammenhæng.

Designforløbet ”Fascination” på seks hele dage er ved at være forbi på 10. klassesskolen i Helsingør. De to professionelle designere Fanni Baudo og Signe Lupnov har planlagt og gennemført forløbet. Der har været fokus på den kreative proces, designernes faglige værktøjer, og på åbenhed.

Den første dag blev eleverne præsenteret for en række materialer og at de skulle lave en bog – og udgangspunktet var: hvad fascinerer mig? Det sidste er ikke helt så enkelt at svare på, som det lyder. Det tager tid at finde frem til, hvad der helt præcist fascinerer en – og hvorfor.

”Man bruger sig selv, og det man laver bliver meget personligt, selvom kun jeg selv kan se det. Det bliver også meget vigtigt, fordi det jo handler om mig,” siger Cecilie.

Det har været et mål gennem hele processen, at eleverne blev bevidste om, hvordan og hvorfor de valgte bestemte materialer, udtryk og emner. ”Det har været helt åbent fra starten, hvad der skulle og kunne komme til at ske i processen. Det har været meget vigtigt, at der var plads til det legende og undersøgende  – og så har der været meget stramme rammer om arbejdsprocessen. Det har fungeret virkelig godt,” siger billedkunstlærer Rikke Homann

Ved at fokusere undervejs på arbejdsprocesser er eleverne blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de arbejder bedst. Hvad gør man, når man er gået i stå? Når man ikke får det frem, som man havde tænkt sig? Og hvornår er det tid til at trække sig tilbage til lokalet ved siden af og fordybe sig, eller er det sparring, der skal til, så man kan komme videre?

”Man har forskellige behov alt efter, hvor man er i den kreative proces. Når man bliver bevidst om det, foretager man også mere bevidste og kvalificerede valg både i den kreative proces og i forhold til, hvordan man arbejder. Her er også plads til at stirre ud i luften, for det er produktiv tid på lige fod med så meget andet. Det er ikke spildtid at give tid til eftertanke, det er tværtimod vanvittigt vigtigt. At diskutere arbejdsprocessen har givet eleverne en ny bevidsthed, som jeg synes er en meget vigtig ting at lære. Det kan vi alle sammen bruge både her og i andre læringssammenhænge,” siger Rikke.

At invitere de to designere inden for har været en måde, at afprøve ”den åbne skole” og ideen om at få ”virkeligheden” ind i skolen. 

”Jeg har selv fået meget ud af forløbet, og jeg har haft tid til at være iagttagende praktiker, til at reflektere undervejs, og se elevernes reaktioner. Det kan jeg tage med mig i min undervisning. Eleverne har fået konkrete værktøjer, som designerne selv arbejder professionelt med. De har blandt andet lavet moodboards, mindmaps og tracing. Det er også en måde at få et fagsprog på, så man kvalificerer arbejdsmetoder og terminologi på en gang,” siger Rikke. 

Og så viste materialevalget sig at være overraskende vigtigt, fordi det motiverede alle med det samme, at der var de mængder og den kvalitet, som blev præsenteret på den første dag.

”Materialer kan være ’belastede’, og med det mener jeg, at hvis jeg eksempelvis tager rødler med ind i billedkunstlokalet, så føler mange af eleverne sig sparket tilbage til 3. klasse. Det siger dem ikke noget.  Det gjorde materialerne, som designerne havde med til gengæld. Det er vigtigt for mig, at jeg får den slags input i min undervisning, ikke bare fordi jeg opdager nye materialer, men også fordi jeg bliver opmærksom på, hvor forskelligt eleverne går til opgaverne alt efter hvad de helt konkret har at arbejde med. Det her har været bedre end at tage på kursus!” konkluderer Rikke.