Kunst og kreativitet i skolen
Blog
Elever skaber forandringer
Toldkammeret var fyldt med elevrødder en tirsdag, hvor Helsingør Kommune havde inviteret til fællesmøde en hel dag. Her fandt eleverne ud af, hvordan deres idéer og ønsker kan blive til konkrete forandringer på deres skole. Og så mødte de borgmester Benedikte Kiær.
En drage går i Nikesko og den er vild med røde bolde, men desværre kommer den til at futte boldene af en gang imellem – og så har dragen en hemmelig ven under sengen. Over 30 elevrødder samarbejder om at finde på en historie, og hver elev bygger videre med to sætninger. Efter bare ti minutter har de været kredsen rundt og historien om dragen er på plads.
Elevrådsrepræsentanterne var samlet til deres årlige fællesmøde en tirsdag, og for tredje gang førte musiker Asger Steenholdt dem igennem dagen. Opvarmningen til dagen i den store sal var ikke gymnastik for kroppen, men gymnastik for hjernens samarbejdscenter. Det handlede også om at lære hinanden lidt at kende, så man tør sige sin mening, hvad enten man er fra de mindste klasser eller går i 9ende. Og så handlede det om, at turde tale højt, så alle kan høre, hvad man siger.
”Tal højt. Der findes ikke dårlige ideer i dag, ligesom en historie kan fortælles på mange måder. Det skal vi øve os lidt på,” siger Asger.
Som elevrådsrepræsentant er det ikke altid nemt at finde frem til hvilke forandringer, der står højest på ønskelisten, og det kan være endnu sværere at få forandringerne gennemført. Under overskriften ”Gør drømmen til virkelighed” diskuterede elevrødderne processen fra ide til konkret forandring i deres elevrådsarbejde. Med opvarmet samarbejdshjerne kunne eleverne stille og besvare spørgsmålene: Hvad skal der til? Hvordan får man en god ide? Hvilke argumenter kan man bruge? Hvordan undersøges mulighederne for at gennemføre et forslag? Hvem skal man tale med?
Jacob Tengberg Hansen fra 8.klasse på Tipperupskolen i Espergærde har været med i elevrådsarbejdet i 3 år, og det ene år sad han i skolebestyrelsen. Jacob har oplevet, hvordan der er mange led og mange ting at tænke over, når ideer skal realiseres og blive konkrete. ”Vi har længe ønsket os en kantine. Og nu er det faktisk blevet besluttet, at vi får en. Jeg håber virkelig, at det sker inden jeg går ud,” siger Jacob.
Han fortæller, hvordan ønsket om en kantine har været længe undervejs, og at behovet for den er blevet endnu mere presserende med den nye skolereform, fordi skoledagen er blevet længere.
Alle folkeskolerne i Helsingør Kommune har et elevråd, der skal varetage elevernes interesser, og der sidder en elevrådsrepræsentant i skolebestyrelsen - med stemmeret. Eleverne skal inddrages, og de skal have medindflydelse på hverdagen i deres egen skole. Det kræver lidt øvelse og flere elevrødder gav i løbet af dagen udtryk for, at det er rart at tale med de andre elevrådsrepræsentanter.
Dagen skulle bruges på at finde frem til lige præcis det forslag, der er nødvendigt på de enkelte skoler, og alle eleverne gik hjem med en meget konkret plan for de ønskede forandringer. En skole ville gerne have mere fysisk aktivitet ind i de nye UU-timer, to skoler havde også en kantine på ønskelisten, en tredje skole ville gerne have nye stole, fordi eleverne glider af dem og skal bruge alt for meget energi på ikke at ryge på gulvet. ”Det er altså svært at koncentrere sig om at lære noget, når man falder ned af stolen,” var deres kommentar.
Borgmester Benedikte Kiær kom forbi og afsluttede dagen, så elevrådsrepræsentanterne kunne få et par ord fra hende med sig og opmuntring til at fortsætte det gode arbejde: ”Hvor er det godt at se, at I har tænkt over så meget. I byrådet skal vi vide, hvordan I synes jeres skole er. Og husk – I er med til at bestemme!”
Inspiration:
”Elevrøddernes dag” i Helsingør Kommune afholdes en gang om året. Den har eksisteret i snart 10 år med skiftende oplægsholdere, og det er Netværk for børnekultur der står bag arrangementet med:
Børnekulturkonsulent i Helsingør Kommune Ida Wettendorff. Mail: iwe65@helsingor.dk
Konsulent for læringscentre og kultursamarbejde Anne-Mette Hermansen. Mail: amh33@helsingor.dk
Oplægsholder: Asger Steenholdt er musiker, trommeslager i Big Fat Snake, og facilitator.