Kunst og kreativitet i skolen
Blog
Krible og Krabbe og almendannende naturvidenskab
På Øresundsakvariet i Helsingør underviser de skoleelever i marinbiologi. I dag har de fået besøg af en 1. klasse fra Espergærdeskolen, der skal lære noget om det hav, de bader i hver sommer. De skal se på havets dyr fra både lavt og dybt vand og de skal høre vild viden om søstjernens mave.
”Hvad tror I, at vi skal i dag?” spørger dyrepasser Andreas fra Øresundsakvariet. ”Vi skal fodre fisk!” svarer næsten alle børnene. ”Næ, vi skal se på fisk,” siger en pige med hestehale. ”Og røre ved dem!” supplerer hendes sidemand. Andreas tager eleverne med sig igennem akvariet og åbner en dør til rummene bagved. Eleverne bliver ellevilde, for det er ligesom at komme ind igennem en hemmelig dør. Bag udstillingen ligger Øresundsakvariets forsknings- og undervisningslokaler. Der står et stort undervisningsbord med kant på, så der kan være ca. 10 cm vand i. Det giver marinbiologerne mulighed for at vise eleverne levende fisk, krabber og søstjerner. Eleverne finder skamler frem, så de bedre kan se ned i det høje bord, for de er ikke selv så høje endnu.
Flade fisk kan flytte rundt på øjnene
Andreas lægger fire fladfisk ned i vandet, de slår med halen og det vækker vild jubel blandt eleverne. ”Den plasker, nu er jeg våd,” siger en dreng begejstret og prøver at røre en fisk. ”Ups,” siger han, for han har dyppet hele ærmet i vandet og det drypper fra hans sweater, da han holder armen op i luften.
Andreas fortæller, at fladfisk slet ikke ligger på maven. De ligger på siden, for de bliver faktisk født som ”almindelige” fisk, der svømmer opretstående. ”En fladfisk er ens på begge sider, den har både gæller, finner og øjne på hver side. Men hvis I lægger mærke til det, så har de voksne fladfisk to øjne på den ene side. Det er fordi det ene øje vandrer fra den ene side til den anden, mens fisken er lille. Det tager to uger, og når det er sket, så lægger fladfisken sig på siden og bliver på sandbunden resten af sit liv,” fortæller Andreas. ”Ej, hvor er det sejt! Tænk, hvis vores øjne også kunne vandre rundt i hovedet,” siger en pige, der også har fået våde ærmer.
Naturvidenskab er almendannende
Undervisningen handler om det, der foregår lige udenfor Øresundsakvariets egne vægge, om at opdage og lære sit nærmiljø at kende, og om at se på havets mangfoldige og finurlige detaljer. På Øresundsakvariet bliver der undervist i det, som eleverne kan finde på deres egen strand, og de lærer blandt andet at vandmænd ikke kun kan bruges til at kaste efter sin irriterende lillebror eller søster. Marinbiologerne understreger at undervisningen ikke er ”nørdet” naturvidenskab, men at det er almendannende og noget alle skal og bør vide noget om. ”Det er ikke nørdet, at vide noget om fisk – det er almen dannelse. Det handler jo om den verden, der omgiver os og som er lige her. Det er vigtigt, at vide noget om naturen og naturvidenskab skal fremme både engagement, undren og glæde. Vi er her ikke for at rekruttere nye nørder, for os er det vigtigt, at naturvidenskab er og bliver helt almindelig viden, som eksempelvis det at kunne læse,” siger Andreas.
Søstjerner har øjne på armene
Fladfiskene er blevet undersøgt grundigt af 1. klassen og der kommer søstjerner på bordet i stedet. Søstjerner er nogle glubske og vilde krabater, og det meste er helt omvendt på dem. ”Søstjerner har øjne. Ved I hvor deres øjne sidder?” spørger Andreas. ”Ovenpå hovedet?” spørger Camille fra klassen. ”Nej, der sidder numsen,” forklarer Andreas, ”de har øjne for enden af deres arme. Og deres mund sidder under kroppen. Hvis de er ved at blive spist, så kan de afstøde en af deres arme, og selv stikke af. Lidt ligesom et firben. Der gror en ny arm ud,” siger Andreas og holder en søstjerne op, der har en meget lille arm. ”Søstjerner går med sugekopperne, men sugekopperne kan også bruges til noget andet?” Der er mange forslag, men ingen ved det. ”De bruger dem til at holde deres mad fast med. Søstjerner lever af muslinger, som de suger sig fast på og så bruger de flere timer på, at få skallerne fra hinanden. Når den har fået åbnet muslingen, så spiser den på en virkelig mærkelig måde. Den skyder maven ud af munden og ind i muslingen, hvor den sopper lidt rundt, og når søstjernen er mæt, trækker den maven til sig igen. Kan I forestille jer det? Det svarer til, at I smider maven op i havregrøden om morgenen og sluger maven igen, når I er mætte. Virkelig sært,” siger Andreas. Børnenes ansigter ændres fra nysgerrige og måbende udtryk til let væmmelse. ”Ad, det er altså lidt ulækkert,” siger et par elever, ”men det er faktisk også ret smart.”
1. klasses besøg afsluttes med krabber på bordet, ligesom dem man selv kan fange i havnen, men også en meget stor taskekrabbe. ”Øj, må jeg holde den?” spørger drengen med de meget våde ærmer. Men Andreas forklarer at taskekrabben holder han selv, for den er så stærk, at den kan brække en voksen mands finger. Andreas prøver at knække en blåmusling, men den er for solid. Han giver den til taskekrabben, der knækker den med det samme.”Årrh,” siger børnene i kor. Det er også meget imponerende. ”Kan man finde sådan en på stranden,” spørger en pige og gyser ved tanken. Taskekrabben lever på meget dybt vand, så det kan man ikke. Til gengæld kan de finde mange af de andre ting, som de har set i løbet af dagen og et par elever begynder allerede at glæde sig til sommerdage på stranden. ”Det er jo vigtigt, at I ved noget om havet og stranden og om alle de ting I kan finde lige herude,” siger Andreas til sidst.
Info:
Alle 1. klasser i Helsingør Kommune kommer til en dag med ”Krible Krabbe i havet” på Øresundsakvariet i løbet af skoleåret 2014-15. Fredag den 12. juni mødes klasserne til en fælles dag: ”Øresundsliv under vandet”, der kommer til at foregå på Kronborg Stranden. Forløbet er blevet til i et samarbejde mellem Øresundsakvariet, børnekulturkonsulent Ida Wettendorff og Anne-Mette Hermansen fra Uddannelseshuset i Helsingør Kommune.
Du kan læse mere om Øresundsakvariet på http://www.oresundsakvariet.ku.dk
Du kan kontakte børnekulturkonsulent Ida Wettendorff på mail: iwe65@helsingor.dk for at høre mere om undervisningstilbud.