Børn skal undervises ens, ellers kan vi ikke teste dem ens.

Hver måned gennemfører min klasse en test i færdighedsregning. Det er selvfølgelig for at jeg kan følge med i deres faglige udvikling og lave god og målrettet undervisning. Altså målrettet mod den næste test, der gerne skal gå bedre. I sidste ende skulle de gerne klare sig godt til afgangsprøven, så skolen ikke kommer under administration og jeg ikke skal stå skoleret overfor forældre og ledelse.

De klarer sig ikke lige godt alle sammen. Det forstår jeg ikke – jeg giver dem jo alle den samme undervisning. De får den samme gennemgang og de samme opgaver. De får den samme tid til at løse opgaverne og den samme mulighed for hjælp hos mig og i lektiecaféen om onsdagen. De har de samme computere til rådighed og den samme lommeregner. De samme programmer og de samme portaler, bøger, formelsamlinger og så videre. Hvorfor klarer de sig så ikke lige godt?

Det må være forældrene der ikke bakker op derhjemme. De skal jo sørge for, at eleverne laver deres lektier og holder sig orienteret i ugeplanen. De skal sørge for at taskerne er pakket og alle bøgerne er med.

Det må være ungdomssløvsindet, der forhindrer dem i at blive dygtigere. De bliver dovne og gider kun ligge i sengen og glo på deres telefoner. De fylder deres hoveder med Youtube og Facebook og hvad det alt sammen hedder. De bliver dummere og dummere! De snyder sig selv og tror at alt nok skal gå alligevel. De er ugidelige og lade. De bliver jo aldrig til noget med den indstilling.

Det må være medierne. Netflix og HBO der fylder deres hoveder med skidt og møg.  Medierne fordrer dem med ’true crime’, endeløse amerikanske serier og pladderromantik. Det dræber deres kritiske sans og evne til at forholde sig til verden omkring dem.

Nogen vil måske pege på mig som årsag til, at eleverne ikke klarer sig godt. Mig, der leverer det ene perfekte foredrag efter det andet om potensregning, enkeltvariabelanalyse og statistiske deskriptorer. Mig, der holder vagt ved kateteret og vogter på dem, mens de kæmper sig igennem endeløse rækker af test og selvrettende opgaver på nettet. Mig, der skimmer fagportalernes forløb i min sparsomme forberedelsestid, for at finde noget der kan fylde tiden ud. Mig, der griber årsplanerne fra de sidste ti år og pløjer igennem dem endnu en gang.

Vi kan pege til fingrene falder af, men vi ved at vi ikke lærer ens. Vi skal ikke lære ens, for vi er ikke ens og vi har ikke samme mål. Det er der heldigvis bred enighed om og det afspejler sig også i den undervisning der foregår i klasserne rundt omkring.

Men hvis vi er enige om at børn er forskellige og at vi skal tilpasse undervisningen, så alle børn bliver så dygtige de kan, hvorfor holder vi så fast i, at de skal tage de samme test og mases igennem den samme tragt? Hvorfor holder vi fast i at bedømme guldfiskens værdi på dens evne til at klatre i træer? Hvis jeg havde svaret, ville jeg skrige det til himlen, men desværre. Hvis du har svaret, eller bare en del af det, vil jeg gerne høre det.

19 par øjne der stirrer på mig. 19 elever, der håber at det er gået godt. 19 unge mennesker, der ved at jeg tror på dem og vil hjælpe dem til at blive den bedste version af dem selv. 19 unge hjerner, sind og hjerter, der har hele livet foran sig. Det er de 19 jeg er her for.