Jeg forlader dig....

Det er ikke mig - det er dig. Det er dig, der skubber mig væk. Det er dig, der bliver ved med at presse på. Det er dig, der hele tiden vil fremad. Og det er dig, der hele tiden kører i den samme rille.

Du bliver ved med at give mig nye opgaver, nye kollegaer, nye elever, nye kommunale tiltag, nye ministre, nye reformer, nye regler, nye paragrafer. Det er dig.

Jeg har prøvet at sige fra. Jeg har råbt, jeg har grædt og jeg har tryglet. Men lige lidt har det hjulpet. Du er blevet ved. Ved med at fortælle mig at jeg gør det godt. At jeg er dygtig til mit arbejde. At jeg er der for eleverne og mine kollegaer. At jeg hele tiden går foran som et godt eksempel. At jeg har overskud.

Men det har jeg ikke mere. Jeg har ikke mere at give af. Man kan ikke klippe håret af en skaldet mand og lige nu er der ikke meget tilbage på mit hoved til frisøren.

Jeg forlader folkeskolen - i hvert fald for en stund. Jeg skal ud og svinge med armene et andet sted og jeg bliver nødt til at sige det som det er: Det er din egen skyld, kære folkeskole.

Jeg har stået ved din side siden 2006. Jeg har forsvaret dig når andre omkring syntes du var skingerende skør. Jeg har prøvet at forklare omverdenen at jeg altså ikke havde fri hver dag kl. 14, eller at jeg havde 7 ugers sommerferie (der nu er barberet ned til 6). Jeg har siddet talrige aftener og rettet opgaver, så eleverne kunne få dem tilbage så hurtigt som muligt. Jeg har ryddet en halv regnskov for at skrive elevplaner, handleplaner, udtalelser, statusbeskrivelser og indstillinger. Jeg har stået på gaderne og vist at jeg ikke strejkede, men var lockoutet, kun for at komme tilbage til en arbejdsdag, hvor alt var planlagt af ledelsen ned til minuttet. Ingen frihed her, om jeg må bede.

Jeg har siddet til utallige oplæg ved kloge mennesker, hørt om pædagogiske tilgange der skulle gøre skoledagen bedre og vores arbejde mere effektivt. Jeg har deltaget i flere møder end de fleste, om elever, forældre, netværk, partshøringer, faglige og pædagogiske indsatser. Jeg har været med til at udvikle folkeskolen som den er i dag og det er jeg stolt af. Men jeg er træt. Træt fordi alle de gode intensioner ikke er mulige at indfri i det omfang det forventes. Træt, fordi mere vil have mere. Træt helt ind i knoglerne og sjælen.

Jeg har elsket de fleste dage og været trist de færreste, men ingen bør være kede af det på deres arbejde. Derfor må jeg gå - måske blot for en stund.

Jeg elsker dig, men jeg må forlade dig før du helt slukker min gnist. Måske vender jeg tilbage en dag, men lige nu har jeg brug for plads til at sprede vingerne ud og mærke vinden i ansigtet igen.

Min kære, elskede, folkeskole. Vi ses.

Kys og kram

Heidi