Heidi Macdams

Blog

Unikke digitale kompetencer? Mon dog..

‘Heidi, jeg fatter hat af opgaven!’

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kender du den sætning? Du er velkommen til at skifte navnet ud og min rolle som læreren kan lige så vel være rollen som forælder. Men følelsen hos barnet af at fatte hat - er du stødt på den?

Jeg fik beskeden igen i dag. Jeg var igang med af fjernundervise min 8. klasse i matematik på Microsoft Teams og en af opgaverne tager udgangspunkt i en video med undertegnede, der tegner og fortæller om dagens opgave. Der er mange gentagelser og knap så mange informationer, da jeg ved at det helst ikke skal tage for lang tid at præsentere opgaven. Jeg taler et almindeligt, letforståeligt dansk og forklarer punkt for punkt hvad opgaven går ud på. Derudover er der en pdf-fil med en beskrivelse af opgaven som eleven kan læse og støtte sig til. Egentlig burde det være til at gå til.

Alligevel er der nogle enkelte der sidder tilbage med oplevelsen af at de ikke forstår hvad de skal. Det er nu ikke fordi de er uintelligente eller fagligt meget svage. De har bare brug for støtte og vejledning når de skal i gang med en opgave, mest fordi de vil være sikre på at de har forstået det.

Heidi Macdams

Jeg har været i folkeskolen siden 2005. Det føles ikke så længe, men jeg bliver gang på gang overrasket når jeg fortæller hvor længe jeg har været lærer. Jeg nyder det hver dag, men jeg får også ondt indeni når jeg møder de elever der har ondt i livet og som hænger i med det yderste af neglene. Både de elever der kommer fra velfungerende ressourcestærke familier og dem der lever i de familier der kæmper hver dag. Min undervisning handler ikke kun om formler og gloser, men i lige så høj grad om livsduelighed og dannelse. Min stemme er min, mine kollegaers, forældrenes og børnenes. Mine meninger er mine - kun mine.

Lige denne her elev er god til at spørge. Det er hun blevet i alt det her Corona-undervisning. Hun har ellers været en der gemte sig eller gav op når opgaven blev for svær, men nu har hun fundet ud af at de andre ikke behøver se, at hun har svært ved opgaven. Så nu tør hun spørge. Og hun spørger meget. 1 point til Corona-undervisning.

Men det er ikke det eneste point der skal gives. En anden elev har afleveret 100 % flere opgaver end nogen sinde før, fordi hun sidder derhjemme og har ro til at lave opgaverne. Hun bruger normalt enorme mængder energi påsat være i klassen, så det faglige arbejde bliver uoverskueligt. Men det er det ikke nu. Hun har ro til at fordybe sig og bliver ikke fristet af klassekammeraternes snak. Så det var 2 point til denne sære undervisningssituation vi befinder os i.

Og sådan er der små glimt af håb i denne ellers så dystre tid. Men… Når der sidder politikere rundt omkring og lovpriser lærerenes engagement og vores vilje til at få det her til at lykkedes så bliver jeg en anelse bekymret. Når der er politikere der glædes over hvor dygtige vi er til den digitale undervisning og hvor meget vi har rykket os de sidste 6 uger, så bliver jeg bekymret. Når der sidder politikere der vil analysere potentialet af de digitale fremskridt, som Maja Torp udtrykker det til folkeskolen.dk så bliver jeg ikke bare bekymret - jeg bliver vred. Der skal ikke sidde en skoleforvaltning og analysere noget som helst. Hvis hun vil vide noget, skal hun spørge lærerne om de synes det har været en succes? Har de ‘udviklet unikke digitale kompetencer’? Eller har nød måtte lære en fjernunderviser at bruge gratis materiale fra alle digitale platforme der var så venlige at tilbyde det?

Vi bruger vores nye erfaringer. Vi sætter os ned og se hvad det har givet vores elever. Vi tænker i nye veje og tør tage store skridt., for det er vi vant til. Men vi skal ikke have trukket det ned over hovedet på baggrund af en analyse lavet af nogen, der ikke har spurgt os.

Når min og din skoleforvaltning skal kigge på de nye erfaringer, vi har fået de sidste 6 uger, så håber jeg, de vil spørge dem, der stod i det, og jeg håber, I alle vil svare.