Heidi Macdams
Blog
Er jeg en forræder?
Jeg står med et ben i hver lejr: Et job i folkeskolen og to børn i det private skolesystem. Gør det mig til et dårligere menneske? En dårligere lærer? En dårligere forælder?
Offentliggjort
Sidst opdateret
I går aftes satte jeg mig godt tilrette i sofaen og så de to første afsnit af 'Flugten til privatskolen' på TV2. Jeg havde allerede paraderne oppe, både for at forsvare min elskede folkeskole, men også for at forsvare mit eget valg om at indskrive mine egne børn i en friskole. Jeg var klar til at forsvare folkeskolens vilkår, kampen om forberedelsestiden til lærerne, timerne til to-lærer-ordninger, skolepædagogernes uundværlige hjælp i klasserne, de tværfaglige indsatser og kampen for at få alle børn til at føle sig velkomne og vedkomne i vores alle sammens skole. Men jeg kunne ikke.
En fortælling uden nuancer
Jeg kunne ikke, fordi historien på TV2 ikke er færdig. Den er for unuanceret til at vise hele billedet. I de to første afsnit har vi mødt de børn der forlades af deres klassekammerater. Vi har mødt de børn, der valgte den elitære, akademiske privatskole. Vi har mødt ham der vendte tilbage til en ny klasse efter længere tids skolevægring, og hende der ikke fandt lykken i det private. Vi har mødt en skoleleder, der kæmper for at vinde de nye familier og deres børn, fra den private skole i nabolaget. Vi har mødt skolelederen fra den elitære, akademiske privatskole i storbyen, hvor der er vækst og elevtilgang og krav og mulighed for at sige nej tak til elever, der ikke lever op til forventningerne.
Jeg har været i folkeskolen siden 2005. Det føles ikke så længe, men jeg bliver gang på gang overrasket når jeg fortæller hvor længe jeg har været lærer. Jeg nyder det hver dag, men jeg får også ondt indeni når jeg møder de elever der har ondt i livet og som hænger i med det yderste af neglene. Både de elever der kommer fra velfungerende ressourcestærke familier og dem der lever i de familier der kæmper hver dag. Min undervisning handler ikke kun om formler og gloser, men i lige så høj grad om livsduelighed og dannelse. Min stemme er min, mine kollegaers, forældrenes og børnenes. Mine meninger er mine - kun mine.
I mine øjne bliver det malet meget i sort og hvidt. På den ene side, den gode side, er folkeskolen, der kæmper men næb og kløer for at rumme alle elever og give dem den bedst mulige skolegang. På den anden side er der den store stygge privatskole, der stjæler alle de dygtige elever, så folkeskolen bliver fattigere på mangfoldighed og generelt fordummes og bliver mindre værd. Midt imellem de to sidder står jeg.
Jeg har min daglige gang i folkeskolen, i en mellemform, hvor vi forsøger at skabe et godt springbræt ud i ungdomslivet for de elever, der ikke passer i folkeskolen almene tilbud. Det er ikke et job jeg vil undvære, men det er dæleme også langt fra det job jeg en gang uddannede mig til. Mit hjerte bløder for de unge mennesker og jeg ville gå 1000 mil for hver af dem, hvis det kunne garantere dem tryghed i livet efter folkeskolen.
Jeg har også selv børn. Og de går ikke i folkeskolen. Det var et aktivt valg deres far og jeg traf dengang de skulle indskrives. Der var ikke så meget at rafle om på det tidspunkt og jeg har ikke fortrudt et sekund. Jeg har børn der trives, og modsat den historie der fortælles i 'Flugten til privatskolen', så møder de børn fra mange forskellige lag af samfundet.
På med boksehandskerne
Alligevel tager jeg hver gang mine indre boksehandsker på, når snakken falder på valget af skole for vores børn. For hvorfor vælger nogle det private tilbud frem for den lokale folkeskole? Der er lige så mange grunde til det, som der er forældre. Nogle af grundende blev vi præsenteret for i programmerne: for meget uro i klassen, ønske om højere faglighed og for nogle handlede det om at blive sammen med bedsteveninden. Men vi hørte ikke fra de forældre, der forlod skolen i Hundsted. Vi hørte heller ikke hvad det var for en skole de havde valgt i stedet. Hvad står den for? Hvad kan den tilbyde, som de dygtige lærere i folkeskolen ikke havde?
Skolelederen fra Hundested siger det så glimrende: Folkeskolen skal være ens i hele landet. Vi kan ikke på samme måde som privatskolerne specialisere os eller vælge at være skole med fokus på fællesskab, på friluftsliv, på natur, på internationalitet eller på sport i samme grad som de private skoler kan. Vi skal passe i samme form, selvom det ikke passer sammen med det nære samfund der omgiver os. Måske kommer det når undervisningsministeren giver folkeskolerne fri? Jeg håber og drømmer.
Forræder!
Men tilbage til spørgsmålet i overskriften: Er jeg forræder? Nogle vil mene det, ja. Men jeg er ikke forræder i hjertet. Jeg har valgt med mit lærerhjerte at være i folkeskolen og kæmpe for alle de forskelligeartede børn jeg møder der. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at danne gode samfundsborgere og hjælpe dem til at blive så dygtige de kan. Jeg har valgt med mit forældrehjerte at lade mine børn blive i det private, fordi det giver dem præcis det jeg så gerne vil give til alle børn: nærvær, tryghed og lærdom. Jeg svigter ikke sagen og jeg lader ikke mine kammerater i stikken.
