Heidi Macdams

Heidi Macdams

Blog

Er der en elev til stede?

De fleste timer i ugen underviser jeg i et tilbud for elever, der er særligt udfordrede og er visiteret til specialpædagogisk bistand, men et par gange om ugen er jeg med i almendelen og understøtter i matematik i udskolingen. Efterhånden har jeg svært ved at skelne mellem de to skoleformer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På intet tidspunkt var klassen fuldtallig.

En lille håndfuld var hjemme, enten fordi de venter på negativ coronatest eller fordi de var ramt af sæsonens snotnæser og ømme halse. En enkelt var på toilettet. To var ude og spille bordtennis, fordi de mente de var færdige med dagens opgave og derfor gerne måtte holde pause. Én skulle hente vand. Én skulle trøste en kammerat med kærestesorger. Og så var der en der lige skulle spørge en fra parallelklassen om noget.

Tilbage i kassen sad der en flok af blandet fagligt niveau og arbejdede med matematikopgaven. De to undervisere piskede frem og tilbage mellem dem der var i klassen og havde mere eller mindre succes med opgaven og de, der rendte rundt på gangen og fornøjede sig.

Heidi Macdams

Jeg har været i folkeskolen siden 2005. Det føles ikke så længe, men jeg bliver gang på gang overrasket når jeg fortæller hvor længe jeg har været lærer. Jeg nyder det hver dag, men jeg får også ondt indeni når jeg møder de elever der har ondt i livet og som hænger i med det yderste af neglene. Både de elever der kommer fra velfungerende ressourcestærke familier og dem der lever i de familier der kæmper hver dag. Min undervisning handler ikke kun om formler og gloser, men i lige så høj grad om livsduelighed og dannelse. Min stemme er min, mine kollegaers, forældrenes og børnenes. Mine meninger er mine - kun mine.

På papiret manglede der ellers ikke noget: Opgaven var tydeligt gennemgået og der var to lærere i klassen til at varetage undervisningen. Opgaven var differentieret og der var mulighed for at fordybe sig og få den hjælp og vejledning man måtte have brug for.

I virkeligheden herskede kaos og var du kommet ind og havde set det, havde du taget dig til hovedet og bakket stille og roligt ud igen.

Men hvorfor skal det være sådan? Jeg synes, når jeg kigger rundt, at vi gør ret meget for at eleverne skal få mest muligt ud af undervisningen. Vi er på kurser og søger ny viden indenfor vores fag. Vi prøver at lave skemaer der tilgodeser elevernes energiniveau i løbet af dagen. Vi har kontakt til forældre og afholder forventningssamtaler og laver planer. Og forældrene bakker op og siger at det skal de dælme nok snakke med deres børn om, men vi ved jo godt at de ikke kan fjernstyre dem i skolen.

Vi har ofte to lærere med i undervisningen, så vi kan understøtte og hjælpe flest muligt. Og lige lidt føles det som om det hjælper. Så hvad gør vi forkert?

Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at de elever der har så svært ved at være i klassen også er dem, der ikke regner det for noget særligt at være i skole. De er der for at være sammen med vennerne og har ikke øje for, hvad det egentlig vil sige at gå i skole. De er simpelthen ikke skoleparate. Det er ikke vigtigt at tage hensyn til andre. Det er ikke vigtigt at have sine skolesager i orden. Det er helt ok at sidde og spille computer mens læreren gennemgår opgaver. Det er helt fint at rejse sig midt i det hele fordi man lige skal ud og fylde drikkedunken/tisse/tale med en fra den anden klasse/gå en tur/få frisk luft/og hvad kan vi ellers ikke finde på.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere. Er der nogen der har en god ide?

Powered by Labrador CMS