Heidi Macdams

Blog

'Hvis vi bare giver alle en karakter højere, så ville vi slippe for tilsyn'

Sådan lød det til et seminar om karaktergivning. Årsagen var, at det undrede STUK og konsulenterne fra kommunen at prøvekaraktererne var så lave, når nu gymnasiet kunne hæve gennemsnittet op til 2 point indenfor få måneder. Men nu er gymnasiet og folkeskolen jo ikke helt det samme....

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når jeg træder ind ad døren til klassen, bliver jeg mødt af lutter glade og forventningsfulde ansigter. Vidt åbne øjne kigger på mig, sulte efter viden og læring. Alle sidder de klar med deres bøger fremme og blyanter spidset. Computerne er fuldt ladt op. Alle har de fået deres 8 timers effektiv søvn og alle som en har spist et sundt og nærende morgenmåltid. Ak ja, livet som folkeskolelærer er en dans på roser.

Provokerende? Måske. Men når jeg får præsenteret at karaktererne ikke er høje nok i kommunen og at fejlen må ligge hos mig, så bliver jeg sgu en smule stødt på manchetterne. Det groteske glansbillede jeg tegnede før, må jo være sådan konsulenterne fra STUK tror det er, hvis jeg igen og igen skal under tilsyn fordi kommunens karakterer i folkeskolen ikke er høje nok. Når jeg samtidig får stukket i øjnene at de ikke kan forstå hvad der går galt, når gymnasiet sagtens kan løfte elevernes karakterer med 2 karakterpoint på få måneder, er jeg da lige ved at ostemadden og den sure kaffe galt i halsen. Jamen klart - en gymnasieklasse og en folkeskoleklasse er jo fuldstændig ens. Eleverne har selv valgt at være der og de tager aktive valg i forhold til deres studievalg - altså i gymnasiet. Folkeskolen er, for en hel del børn, et nødvendigt onde som bare skal overstås og helst uden alt for mange anstrengelser. Ja, det er jo næsten det samme i gymnasiet og i folkeskolen.

Hver morgen møder jeg ind til en ny dag, der ikke ligner dagen i går. Kærestepar er gået fra hinanden, mor og far har været oppe at skændes, verden er for lidt/ for meget/ for dyster, lektierne er ikke lavet (igen), madpakken er en riskiks, cyklen er punkteret. Egentlig er den hverdag ikke anderledes end den var da jeg selv gik i skole, men det er som om den rammer flere end den gjorde dengang. Det er som om det fylder mere og tager mere opmærksomhed fra skolen end det gjorde dengang. Der er så mange børn og unge mennesker, der har ondt i livet og det er blevet (endnu) en af vores opgaver, at passe på de unge i højere grad end vi skulle før i tiden. Der er mange årsager til at der simpelthen ikke er plads i de unges hoveder og sind til at gøre det godt i skolen. Men at fortælle os, at vi ikke gør det godt nok, fordi karaktererne ikke er høje nok - det er en hån!

Heidi Macdams

Jeg har været i folkeskolen siden 2005. Det føles ikke så længe, men jeg bliver gang på gang overrasket når jeg fortæller hvor længe jeg har været lærer. Jeg nyder det hver dag, men jeg får også ondt indeni når jeg møder de elever der har ondt i livet og som hænger i med det yderste af neglene. Både de elever der kommer fra velfungerende ressourcestærke familier og dem der lever i de familier der kæmper hver dag. Min undervisning handler ikke kun om formler og gloser, men i lige så høj grad om livsduelighed og dannelse. Min stemme er min, mine kollegaers, forældrenes og børnenes. Mine meninger er mine - kun mine.

Kære STUK, I skal være så velkomne til at komme ud og se hvordan det er i folkeskolen. Ellers kan I jo se Smertensbørn på TV2 og bagefter komme og fortælle mig at det er sært at vi ikke bare sådan kan løfte karaktergennemsnittet.

Kærlig hilsen Heidi, lærer i folkeskolens almen del og mellemform.

Powered by Labrador CMS