Heidi Macdams

Heidi Macdams

Blog

Bekymringernes holdeplads

På søndag slutter ferien, men hjernen er allerede på arbejde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Folkeskolen.dk læste jeg i dag, at Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening forstår usikkerheden blandt lærerne i forbindelse med den kommende skolestart. De forstår godt, at lærerne er bekymrede for hvordan de skal overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger når eleverne ikke længere skal følge nødundervisningen. De anser det ikke for usandsynligt, at lærerne kommer til at bære mundbind. De ved at alt er usikkert. At ingen ved hvad der sker om en uge eller en måned. 

Jeg skal på arbejde på mandag og en uge senere skal jeg møde mine elever efter en dejlig lang sommerferie. Jeg glæder mig til at se dem. Jeg glæder mig til at høre om deres ferie. Om de ting de har lavet, hvor længe de har sovet, om de har været til fest og nydt at sove hele den næste dag. Om de har siddet oppe og set på stjernerne. Om de har nydt stilheden i skoven. Om de har haft en god ferie. 

Det jeg ikke glæder mig til at det manglende gensynskram. Jeg glæder mig ikke til at skulle skille de unge mennesker ad og håndhæve afstandskravet. Jeg glæder mig ikke til at være betjent. 

Heidi Macdams

Jeg har været i folkeskolen siden 2005. Det føles ikke så længe, men jeg bliver gang på gang overrasket når jeg fortæller hvor længe jeg har været lærer. Jeg nyder det hver dag, men jeg får også ondt indeni når jeg møder de elever der har ondt i livet og som hænger i med det yderste af neglene. Både de elever der kommer fra velfungerende ressourcestærke familier og dem der lever i de familier der kæmper hver dag. Min undervisning handler ikke kun om formler og gloser, men i lige så høj grad om livsduelighed og dannelse. Min stemme er min, mine kollegaers, forældrenes og børnenes. Mine meninger er mine - kun mine.

I seks uger har de skønne unge mennesker hygget sig på kryds og tværs af klasser og årgange og nu skal vi igen til at bestemme hvem de må være sammen med og hvor. Vi skal igen gå og holde øje med om de husker at holde sig i ders egen zone i pausen og ikke sniger sig væk fra flokken. Samtidig skal jeg finde mine fineste argumenter for hvorfor det er sådan, når de jo mødes i fritiden på kryds og tværs. Jeg skal forklare dem, at det er for deres egen og vores skyld de skal gøre det. At vi skal passe på hinanden og udvise samfundssind. At der godt kan gælde andre regler i skolen end der gør derhjemme. Alt det jeg også forklarede dem tilbage i maj, da vi vendte tilbage efter fjernundervisningen.

Samtidig ophører nødundervisningnen og vi vender tilbage til at fuldt skema. Retningslinjer for hygiejne skal dog stadig overholdes til punkt og prikke og det stiller store krav til undervisningen i f.eks. fysik/kemi og biologi der primært er forøgsfag. Der er meget udstyr der skal sprittes af inden eleverne skal have fat i det og afstandskravet er næsten umuligt at overholde (så det behøver vi heldigvis ikke). Idræt bliver også en af de mere spændende fag – især i år hvor jeg har det som muligt prøvefag. Der er nogle områder der er svære at arbejde med når eleverne helst ikke må være for tæt på hinanden – og da slet ikke hvis der er fysisk aktivitet indvolveret. Og omklædningsrummene åbner for øvrigt først til september. 

Der er nok at se til. 

Så jeg er da glad for at Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening forstår min usikkerhed. Men de fjerner den ikke. De hjælper mig ikke til at stå stærkere sammen med mine kollegaer. De gør ikke min hverdag i skolen lettere i de kommende måneder. Det bliver lagt ud til skolerne at få det til at fungere og finde frem til de bedste løsninger. Det bliver lærerene og pædagogerne der skal lave benarbejdet, tage de hurtige beslutninger i skolegården, tage konflikterne med frustrerede børn og ders forældre, stå på mål for de regler og retningslinjer der bliver sendt ud. Det bliver lærerene og pædagogerne der skal løbe lidt hurtigere og hele tiden forudse situationer vi slet ikke kan forestille os. Det bliver os der tager læsset – igen. Og vi skal nok gøre det. For børnene, for os selv og for resten af Danmark. 

Powered by Labrador CMS